Da Pave Benedikt XVI den 12. september 2006 forelæste på universitetet i Regensburg, udløste det protester i store dele af den islamiske verden. Mange muslimer mente, at forelæsningen havde et anti-muslimsk sigte, især genfortællingen af en samtale fra 1391 mellem en byzantisk kejser og en lærd muslimsk perser.
Men det var ikke kun i forholdet mellem Vesten og den islamiske verden, at der skete noget. Også herhjemme fik forelæsningen betydning. Den antændte blandt andet en omfattende debat i det teologiske blad Tidehvervs spalter om, hvordan man som lutheraner i dag bør forholde sig til katolicismen.
LÆS OGSÅ: Tidehverv nærmer sig katolikker
Bladet Tidehverv har fra sin fødsel i 1926 været båret af ærke-luthersk teologi, og det har ofte betydet en temmelig hård tone over for katolicismen. Men i løbet af 00erne havde der allerede før Regensburg-talen lydt positive vurderinger af Joseph Ratzinger, katolicismen og den skolastiske teologi flere gange i Tidehvervs spalter. De kom fra folk som Claus Thomas Nielsen, Søren Holm og Monica Papazu.
Da paven så holdt sin berømte tale, skrev den daværende redaktør af Tidehverv, Søren Krarup, at islam er en frygtelig trussel for det Europa, hvis identitet er kristenhedens, og kan politikerne ikke indse det, så må vi også i den lutherske verden glæde os over, at paven kan.
Jesper og Christian Langballe var de fremmeste kritikere af denne art bølge, som også Claus Thomas Nielsen kaldte det i bladet. Christian Langballe mente, at man måtte sige nej til paven, til tyrken og til alt nyskolastisk pavedyrkende sværmeri, og at man i Tidehverv tilsyneladende ikke længere ville lade sig nøje med ordet om korset, som man vrænger surt og foragtende ad. Nej, man vil hellere marchere ind i Himlen og se Guds herlighed. Derfor søger man nu åndelig bistand hos paven.
Sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen har tidligere skrevet i Tidehverv og talt på det traditionsrige årlige sommermøde. Han mener, at det giver mening at tale om en tilnærmelse til katolicismen:
Allerede i begyndelse af årtusindet skrev sognepræsterne Claus Thomas Nielsen og Søren Holm en række artikler, der argumenterede for en katolsk logosteologi, hvor fornuften, som Luther ikke havde meget fidus til, blev den rådende teologiske faktor. Denne teologi, hvor Claus Thomas Nielsen i øvrigt fik sagt mod Luther at man kun bliver teolog med Aristoteles, passer som fod i hose med en katolsk ordningsteologi, der blev reaktualiseret i debatten om homoseksuelle, men også med pavens tale i Regensburg i 2006. Pavens få sætninger om islam overskyggede for Tidehverv alt andet, og de trykte dele af pavens tale i bladet uden at se eller ville se, at talen var et forsvar for en platonisk ontologi og et opgør med evangelisk-luthersk kristendom. At man har samme sag som paven i nogle henseender, for eksempel i opgøret med islam, overskygger tilsyneladende teologisk tankevirksomhed, mener han.
Mette Kathrine Grosbøll har skrevet bogen Teologisme om Tidehvervs historie. Hun bekræfter, at der er sket en ændring:
Jeg tror, at de har fundet fælles fodslag med katolikkerne i kritikken af relativismen. Men det hører også med i den tendens til mere bastant teologi, som de seneste år har fundet vej til det tidehvervske, siger hun og fortsætter:
Mange tidehvervsteologer var meget begejstrede for pavens Regensburg-tale, som gjorde en masse muslimer vrede, og de har sikkert også fundet venner ved det at have fælles fjender, men allerede inden Ratzinger blev pave, var de begyndt at interessere sig for ham. De var også blevet optaget af nogle af den katolske kirkes store helte: Thomas Aquinas og skolastikerne, fortæller hun.
Den nyslåede redaktør af Tidehverv, Agnethe Raahauge, kan ikke få øje på tilnærmelsen:
Det er ikke noget nyt, at der på Tidehvervs sommermøde er blevet holdt foredrag om katolske tænkere. Før foredraget om Ratzinger er der blevet holdt foredrag om Sigrid Undset og Chesterton, uden at man derfor kan tale om en tidehvervsk tilnærmelse til katolicismen. Der er vel nærmest tale om, at flere foredragsholdere og skribenter de seneste år har påpeget det indlysende, at i mødet med islam kommer det til at stå mere klart, at vi sammen med blandt andre katolikkerne er en del af kristenheden.
Claus Thomas Nielsen mener heller ikke, at man kan spørge til en udvikling i Tidehvervs forhold til katolicismen:
Et sådant spørgsmål giver ikke mening for mig. Hvis Tidehverv var et teologisk holdningsfællesskab, ville jeg ikke deltage i det. Betingelsen for at tale på Tidehvervs sommermøde er, at du har noget på hjerte, og at du siger, hvad du mener er sandt, uden taktiske eller pædagogiske overvejelser, siger han.
Men er der ikke sket en generel udvikling i synet på katolicismen hos fremtrædende skribenter i Tidehverv?
Det har jeg ikke tænkt over. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvem der er fremtrædende eller hvem man er. Jeg interesserer mig for, hvad der er sand kristendom, og ikke for, hvad der er på mode det ene eller andet sted.