Teologien skiller kristne, men opgaverne er fælles

Der florerer en vis optimisme i kredse, der arbejder med tværkirkelig brobygning, ikke mindst på grund af pave Frans, der i dag taler til ortodokse og protestanter i Kirkernes Verdensråd i Geneve

Globaliseringen øger forståelsen for, at man kan være kristen på forskellige måder. Det bliver sværere at sige, at ”vi er de eneste sande kristne”. En kristendomsform repræsenteres af afrikanske katolikker som denne mand ved Saint Joseph Cathedral i Den Centralafrikanske Republik. –
Globaliseringen øger forståelsen for, at man kan være kristen på forskellige måder. Det bliver sværere at sige, at ”vi er de eneste sande kristne”. En kristendomsform repræsenteres af afrikanske katolikker som denne mand ved Saint Joseph Cathedral i Den Centralafrikanske Republik. – . Foto: Scanpix Ritzau.

Når Kirkernes Verdensråd i år fylder 70 år, er det også 70-årsfødselsdag for den moderne økumeniske bevægelse, altså det tværkirkelige samarbejde. 70- årsdagen, som helt præcist er den 23. august, fører normalt til tilbagetrækning og pension. Og mange tænker, om det ikke er på tide for denne bevægelse at trække sig tilbage. I mange år har Kirkernes Verdensråd ikke været særlig tydelig. Det oprindelige anliggende omkring ”kirkens synlige enhed i én tro og i nadverfællesskab” er ikke realiseret. Forskellige kristne kan stadig ikke fejre nadver sammen.

Paven besøger i dag Det økumeniske institut i Genève, hvor Kirkernes Verdensråd har hjemme, i anledning af 70-året. Ikke mindst økumeniske signaler fra pave Frans har bidraget til, at flere og flere taler om et økumenisk forår. Paven har ikke forsømt nogen anledning til at sende anerkendende signaler om familieforholdet til andre kristne trossamfund. Fra den store fælles markering af reformationsjubilæet i Lund i 2016 til bøn om tilgivelse for katolikkers forfølgelse af pinsefolk i Italien. Den de facto-anerkendelse af andre kirker, der ligger heri, må ikke undervurderes. Men det betyder ikke, at der hermed er ændret på katolsk teologi. Der er derfor tale om et anderledes forår end det, man i den økumeniske lærekommission i 1927 forestillede sig, da man først formulerede idealet om ”kirkens synlige enhed”.

Men hvad er det så for et økumenisk forår, der p.t. tales om?

Den meget underrapporterede nyhed er, at verdenskristenheden de sidste 50 år er blevet fordoblet fra cirka 1,2 til 2,4 milliarder kristne. Denne vækst er ikke mindst sket uden for de gamle, etablerede kirkesamfund. Der tales i dag om 30-40.000 forskellige kirkesamfund. Fra at have talt om vestlig, katolsk, ortodoks eller protestantisk kristenhed taler vi nu om en verdenskirke med et virvar af udtryk og enorm diversitet. Man vil med denne forskellighed end ikke kunne formulere en fælles forståelse af, hvad der skulle konstituere en kristen enhed.

Det er således utænkeligt, at denne brogede skare kan sættes på én teologisk formel. Men med globalisering øges forståelsen for, hvor forskelligt kultur og kristendom udtrykkes for at kunne rodfæstes blandt alle jordens folk. Hermed udvikles en stigende gensidig anerkendelse af kristennavn hos dem, vi slet ikke kan genkende os selv i, men som bekender sig til Kristus. Det er således vanskeligt at bevare forestillingen om, at ”vi er de eneste sande kristne”.

Frem for at længes efter en utopisk enhed tales der mere om at fejre verdenskirkens forskellighed som en gave, ikke ulig skaberværkets mangfoldighed. På det organiserede niveau i verdenskristenheden er samtaleklimaet mellem kirkerne forbedret betydeligt. Ved et møde i Kirkernes Verdensråd for et par år siden kunne ledere fra den protestantiske, katolske, evangelikale og pentekostale verden konstatere, at mere end halvdelen af de store dagsordener i relation til omverdenen er helt sammenfaldende. Der er altså på det niveau stort potentiale for samarbejde. I stigende grad finder man sammen herom: flygtninge og migration, forfølgelse og diskrimination, klima, global ulighed, kvinders rettigheder. Samarbejde på disse områder bekræfter en gammel økumenisk erkendelse: Teologi adskiller, tjeneste forener.

Når paven nu deltager i den økumeniske bevægelses fødselsdagsfejring, sker det under mottoet: vandre, bede og arbejde sammen. Denne treklang er på det seneste blevet brugt af både paven og den økumeniske bevægelse. Betydningen heraf kom for eksempel til udtryk ved pavens jubilæumsbesøg i Lund, hvor der blev underskrevet en samarbejdsaftale mellem Det Lutherske Verdensforbund og katolske Caritas om det for de to kirkers enorme globale flygtningearbejde. Så vidt som et økumenisk forår er på vej, er det i første omgang i denne retning, vi skal lede efter det. Hvad der herefter vil ske, må tiden vise. Det vil være smukt, om det er kirkens fælles tjeneste i verden, der i sidste ende måtte føre sammen til fælles nadverfejning.

Birger Nygaard er sekretariatsleder i Det Mellemkirkelige Råd og deltager som repræsentant for folkekirken på dagens økumeniske møde. i Geneve.