Ikke alle hilste på hinanden på gaden, da der i 2002 opstod et kirkeligt stormvejr i Kliplev nær Aabenraa. Menighedsrådet truede med at forlade deres poster på grund af samarbejdsvanskeligheder med præsten, og selvom truslerne aldrig blev ført ud i livet, endte konflikten med at splitte sognet i to fraktioner – en, der støttede menighedsrådet, og en, der støttede præsten.
Det husker sognets menighedsrådsformand, Arne Rasmussen, der også dengang sad for enden af bordet.
”Når der er tale om en personfølsom sag, og man derfor ikke kan lægge alle kort på bordet over for offentligheden, kan bølgerne også uden for kirken komme til at gå meget højt,” siger han og tilføjer:
”Det blev en beskidt sag lokalt og endte med, at mine børn blev chikaneret af andre børn, hvis forældre syntes, at vi i menighedsrådet var slemme ved præsten,” husker Arne Rasmussen.
Det er sket adskillige gange gennem årene, at menighedsråd enten har truet med at gå eller i sidste ende er gået af før tid og har efterladt et sogn uden ledelse. De seneste sager ses i disse dage, hvor først menighedsrådet i det sønderjyske Holbøl Sogn har forladt posterne i mistillid til deres sognepræst, Kristian Ditlev Jensen, og senest menighedsrådet i det nærliggende sogn Ulkebøl har givet biskoppen en frist på 30. september til at finde en løsning på en årelang strid mellem menighedsrådet og sognepræsten Kirsten Schmidt. Men hvad kan man lære af de mange tidligere sager?
I den 16 år gamle sag fra Kliplev endte menighedsrådet med at blive og sognepræsten med at gå på efterløn. En løsning, der passede menighedsrådsformand Arne Rasmussen.
”Det er mit råd til provster og biskopper, at de i lignende situationer prøver at finde en løsning ved at forflytte den pågældende præst til en anden stilling, for et samarbejde bliver aldrig godt igen efter sådan en konflikt,” siger han.
Den tidligere sognepræst i byen Inger Britt Tryde Haarløv husker ikke på samme måde et splittet Kliplev, men hun er enig i løsningsmodellen.
”Det går ikke at sidde som præst sammen med det menighedsråd, der ønsker en afskediget. Tilliden er blevet brudt ligesom ved en skilsmisse, og det kan være umuligt at reparere. Skal en præst forflyttes til et andet sogn i stiftet, skal det dog ske efter god samtale med præsten,” siger hun.
Hun betoner vigtigheden af, at man ikke som konsekvens af sognestridigheder ender med en model, hvor sogne lægges sammen i større administrationsenheder. ”For sognet er den sidste nære demokratiske størrelse, vi har. Men samarbejdet er også afhængigt af, at menighedsrådsmedlemmerne dels forpligter sig på ofte at komme i kirke og skaffer sig indsigt i kristendommens hovedindhold og dels sørger for at drikke en kop kaffe med præsten en gang imellem. Sådan vil mange konflikter kunne undgås.”
Konflikter kan også opstå mellem menighedsråd og andre kirkeligt ansatte, og menighedsrådsformand Arne Rasmussen peger på, at manglende viden er nøgleordene.
”Min position som arbejdsgiver for kirkegårdspersonale og kirkepersonalet ud over præsten var jeg i grunden gerne foruden. For det er et omfattende arbejde at stå med et ledelsesansvar, som kræver en stor viden. Vi gamle har måske rygraden til det, men for nye menighedsrådsmedlemmer kan det være svært at komme ind i,” siger han.
Nils Holger Ellekilde, der er sognepræst i Seden Kirke i Odense, har tidligere stået i en konflikt med et nu afgået menighedsråd, og ligesom Arne Rasmussen så han gerne en løsning, hvor ledelsesansvaret ændredes:
”Enten skulle man udnævne præsten som daglig leder, der refererer til menighedsrådet på samme måde som en direktør til sin bestyrelse. Eller også skulle man gå i den anden grøft og gøre menighedsrådet 100 procent til præstens foresatte. Magtforholdene er for forplumrede nu.”
Nils Holger Ellekilde kalder i dag de samarbejdsvanskeligheder, han oplevede i 2009, ”en storm i et glas vand”. Nogle af menighedsrådets medlemmer fratrådte deres poster på grund af samarbejdsvanskeligheder med ham, mens resten af medlemmerne gik kort tid efter med den begrundelse, at de nu mente at være for få til at dække opgaverne.
Præsten peger på, at årsagerne til konflikt i sogne ofte har deres baggrund i, at et menighedsråd ikke kender til alle kirkelige lovforordninger, og at en præst derfor risikerer at blive oplevet som en initiativ-kvæler, der ofte siger nej til forslag fra menighedsrådet.
”En anden generel årsag til strid tror jeg ofte vil være præstens embedsbolig, der varetages og vedligeholdes af menighedsrådet, men som med fordel kunne flyttes over i provstiet. Så ville man undgå økonomiske konflikter om carporte og restaureringer.”
I nogle tilfælde fungerer provsten i en mæglende rolle, når konflikter opstår. De konflikter kan blandt andet fanges i den årlige medarbejderudviklingssamtale mellem provst og præst eller ved den arbejdspladsvurdering, der laves hvert tredje år, fortæller Esben Andersen, der er provst i Aarhus Vestre Provsti. Men jo tidligere man kan sætte ind og forhindre et dårligt arbejdsklima mellem menighedsråd og præst, jo bedre, lyder provstens råd.
”Derfor er det også afgørende, at man tør se hinanden i øjnene og erkende, at her har vi et problem, som vi har brug for en tredjeparts hjælp til at løse. Det kan være provstiet, man går til, men det kan også være relevant at gå direkte til Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning eller en kirkekonsulent.”
Kurt E. Larsen, dr.theol. og professor på Menighedsfakultetet i Aarhus, har i mange år fulgt udviklingen i menighedsrådenes arbejde. Han betoner, at der er omkring 2000 menighedsråd i Danmark og nogenlunde lige så mange præster. Derfor finder man i langt de fleste konfliktspørgsmål en mindelig løsning. Men de senere års dramatiske sager om menighedsråds afgang har lært folkekirken at skrue op for vidensgrundlaget på flere niveauer.
”Det er blevet mere almindeligt, at det enkelte menighedsråd formulerer en vision om, hvad de lægger vægt på i det kirkelige liv. Det er en fordel, når man skal ansætte en ny præst, for da har vedkommende mulighed for at vurdere, om han eller hun kan dele den vision,” forklarer Kurt E. Larsen og peger på, at den udvikling kan have en del af sin baggrund i rækken af tidligere konfliktsager.
Også i form af efteruddannelse af både nyuddannede præster og nytiltrådte menighedsrådsmedlemmer er vidensniveauet blevet opprioriteret, ser professoren.
”Folkekirken arbejder bedre end tidligere med at klæde nye præster på til de samarbejdsrelationer, de møder i sognene – særligt gennem de nye obligatoriske efteruddannelseskurser, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter står bag,” siger Kurt E. Larsen.
Og på den anden side af bordet forsøger Landsforeningen af Menighedsråd gennem kurser at hjælpe nye menighedsrådsmedlemmer, fortæller han.
”Der skal mange nye medlemmer til ved hvert valg, og mange har af gode grunde ikke erfaringer med folkekirkens hverdag, hvorfor der jo også er et stort behov for at lære at begå sig i den noget mærkelige organisation, folkekirken er.”