Gud holder ikke op med at kalde. Det er et af de helt centrale budskaber i morgendagens prædiketekst. I lignelsen om kongesønnens bryllup sender kongen sine tjenere ud for at invitere folk til sin søns bryllup.
De siger nej og atter nej. Kongen, der ligner Himmeriget, bliver vred. Alligevel fortsætter han med at kalde.
Åge Dragsted, selvstændig virksomhedsrådgiver, kan nemt spejle sig i de indbudte, som ikke tager imod den storslåede invitation.
”Lignelsen er et billede på Gud, der kalder folk til sit rige. Jeg føler, at jeg gennem mit liv har været indbudt masser af gange. Men den første halvdel af livet sagde jeg nej, fordi jeg havde for travlt med min karriere i erhvervslivet,” siger Åge Dragsted.
Han har en lang erhvervskarriere bag sig og er trods sine 67 år i gang med stadig nye erhvervsudfordringer. Tidligere har han beklædt topposter i blandt andet Grundfos og Jyske Bank, inden han i 1992 etablerede Dragsted Development, hvor han rådgiver virksomheder om forretningsudvikling og organisation.
Nu har han desuden kastet sig ind i den nyetablerede virksomhed Agile 360 A/S, som han er medstifter og medejer af. Virksomheden skal udvikle en helt ny type elkørestol, som skal gøre det nemmere at være kørestolsbruger.
”Selvom jeg stadig arbejder meget og brænder for at udvikle forretningsidéer, organisationer og ledere, så glemmer jeg i dag ikke at lytte til Gud,” siger Åge Dragsted, der dagligt læser et tekststykke fra Bibelen og mediterer over det.
Den åndelige omvendelse - og opvågnen - har han fået ad flere omgange. Første gang da han som 44-årig skulle igennem en svær skilsmisse.
”Det var enormt hårdt med kamp om vores barn. Jeg fik behov for Gud som støtte. En Gud, som jeg kunne regne med og have tillid til,” siger Åge Dragsted, der er opvokset i et kristent hjem på Djursland, men som i sine unge gymnasieår parkerede barndomshjemmets kristendom for i stedet at stå fri.
I dag kan han ikke forestille sig et liv uden en nærværende Gud.
”Efter skilsmissen blev jeg medlem af Den Evangeliske Frikirke i Randers. I det fællesskab fandt jeg mit trosmæssige ståsted. Det næste epokegørende skridt i min trosvandring kom i 2005, da jeg for første gang tog på en retræte i Sverige hos Magnus Malm (svensk teolog og retræteleder, red.). I fem dages stilhed og fordybelse oplevede jeg at møde Gud på en ny og meget nærværende måde. Det blev livsforvandlende for mig,” siger Åge Dragsted, der siden har været på retræte hvert eneste år og har været med til at stifte Ådalen Retræte i Aalum ved Randers.
Både i privat- og arbejdslivet fylder troen mere og mere.
”Når jeg snakker fortroligt med ledere, oplever jeg ikke sjældent, at der bringes personlige ting frem. Døren til kontoret lukkes, og samtalen skifter karakter. Nu er det ikke kun forretning, men liv og eksistens, der tales om. Vi er hele mennesker, hvor det private og jobmæssige, værdier og livsvilkår griber ind i hinanden. Mærker jeg nysgerrighed, inddrager jeg gerne erfaringer fra mit eget trosliv. Nogle gange udvikler det sig til en personlig og åndelig samtale. Jeg lytter, fornemmer og spørger ind - uden at prædike.”
Som rådgiver ser Åge Dragsted det som sin opgave at hjælpe virksomhedsledere med at løse praktiske problemer og skabe udvikling. Anderledes er opgaven som åndelig vejleder.
”Her skal du ikke udvikle, men hjælpe det enkelte menneske med at forstå, hvad Gud vil. Her er ingen nemme løsninger. Man skal være meget ydmyg i den åndelige vejledning. Være åben over for, at Gud måske bruger situationen til at kalde på det menneske, man taler med. Forsøge at lede et menneske frem til selv at fornemme, at Gud virker i det. Som menneske kan jeg ikke fortælle, hvad Gud vil, men udelukkende, at Gud vil noget med os,” siger Åge Dragsted.
Det er et af de væsentligste budskaber i dagens tekst - at Gud vil noget med os - fremhæver han.
”Nadveren er også mødet med Gud til fest. Han indbyder os til at tage plads ved hans bord, nadverbordet. Der kan vi hver især møde Gud.”
At det Himmerige eller Gudsrige, som Jesus peger hen på med lignelsen, aldrig gøres konkret, men udelukkende omtales i billeder, er helt naturligt, mener Åge Dragsted.
”Gudsriget er svært at forstå. Derfor omtaler Jesus det også kun i lignelser. Det kan ikke forstås, men skal opleves af den enkelte,” siger han.
Hvor det for mange kan være en svær pille at sluge, at kongen i sin vrede over, at en gæst ikke har iklædt sig bryllupsklæder, beordrer hans hænder og fødder bundet - og der loves gråd og tænderskæren - forarger det ikke Åge Dragsted. Det stemmer nemlig fint overens med hans Gudsbillede.
”Gud er Gud, og Gud er suveræn. Han er så meget større end os og har ikke brug for at vinde vores anerkendelse. Vi mennesker vil gerne have en mægtig hersker, der samtidig møder os med kærlighed og tillid. Det gør, at vi kan være trygge ved Gud,” siger Åge Dragsted og fortsætter:
”Gud er ikke kun favnende og kærlig, som mange helst vil have ham. Det er ikke mit Gudsbillede. Vi har også brug for en Gud, der prøver os, så vi kan udvikle os som mennesker og vokse i vores tro.”
Med Jesus kom samtidig nåden og tilgivelsen, fremhæver Åge Dragsted og henviser til at Gud smider ham uden bryllupsklædning ud.
”Gud er hård, men det er dybest set en nådig og tilgivende handling af Gud. Bryllupsklædningen er symbol på den omvendelses- og tilgivelsesproces, som du går igennem, når du tager imod Gud. Den er adgangsbillet til Guds rige. Har du ikke iklædt dig troens klædning, er du ikke værdig til Guds rige.”
Den almægtige Gud forlader imidlertid ikke mennesket i mørket.
”Du er ikke fortabt, selvom du har bundne hænder og fødder. Du mærker bare, at du er handlingslammet uden Gud. Guds nåde kan løse knuder. Du skal blot gøre dig selv parat og begynde at bede til ham,” siger han.
Derfor opfatter Åge Dragsted heller ikke ordene om at ”mange er kaldet, men få er udvalgt” som udtryk for en ekskluderende Gud.
”Budskabet er, at mange bliver kaldet, men kun få responderer. Gud har givet hver og én livet som gave, men vi skal selv forvalte det. Vi skal selv sætte strøm til forbindelsen til Gud og lytte til ham. Så er vi udvalgt og kan finde frem til vores dybeste bestemmelse tæt på Gud,” siger Åge Dragsted.
Den trosmæssige rejse, han har været på, har betydet, at han har flyttet ståsted fra frikirken til folkekirken.
”Frikirken har en mere udadvendt måde at påkalde Helligånden på end den personlige og dybe form for møde, som jeg har oplevet på retræterne. Det stille møde er for mig vejen til en mere personlig og inderlig tro. Jeg fandt samtidig ud af på min trosrejse, at jeg længtes efter den folkekirkelige liturgi. Her kan Helligånden på stille vis virke gennem tekster og ord, især hvis der er en præst med tro og liv, der kan formidle det.”