Nekrolog for et beskedent menneske og en bragende dygtig religionssociolog

Tove Tybjerg kæmpede for, at kristendomshistorie skulle være et selvstændigt fag, og hun var i hele sin karriere fast inventar på Københavns Universitet som lektor i religionssociologi. Tove Tybjerg er nu død i en alder af 75 år

Tove Tybjerg nød gennem hele sin karriere at undervise, og de studerende var også begejstrede for hende. – Privatfoto.
Tove Tybjerg nød gennem hele sin karriere at undervise, og de studerende var også begejstrede for hende. – Privatfoto.

Hun kom ud af en familie, der var præget af økonomistudiet, hvor faderen var professor i nationaløkonomi og var rektor på Københavns Universitet. Tove Tybjerg kom også selv til at tilbringe hele sin karriere på samme universitet – ikke som økonom, men som religionshistoriker og religionssociolog, og det med særligt fokus på religionsvidenskabens historie og betydning. Hun døde i sidste uge af kræft efter kort tids sygdom.

Tove Tybjerg voksede op i Indre By i København, og da hun skulle starte på gymnasiet, var hendes plan at blive matematiker. Men hendes storebror satte spørgsmålstegn ved, om hun havde lyst til at bruge tre år af sit liv på at skrive fysikrapporter. Det havde Tove Tybjerg ikke.

Hun søgte derfor ind på den klassisksproglige linje på gymnasiet, og det valg kom til at pege hende i retning af religionssociologien. For på gymnasiet fik hun Arild Hvidtfeldt som underviser i religion, og da han nogle år senere blev professor i det nye fag religionssociologi på Københavns Universitet, fulgte hun i hans fodspor.

Det var også storebroderen, der kunne tage æren for, at Tove Tybjerg mødte sin mand, Lars Tybjerg. De to mænd mødte hinanden på økonomistudiet, og Lars Tybjerg begyndte at komme i hjemmet i Toldbodgade. I 1965 blev Tove og Lars Tybjerg gift. Det har ført til to børn og fire børnebørn, som er kommet meget i deres hjem i Gentofte nord for København.

Glæden ved hendes børn og børnebørn fyldte meget i Tove Tybjergs liv, men hun var også særdeles glad for at undervise på Københavns Universitet. Hun var en levende underviser, der interesserede sig for de studerende. Og de var også glade for hende. I et interview med Kristeligt Dagblad i forbindelse med sin 75-årsfødselsdag satte hun sidste år ord på det engagement:

”Jeg var virkelig glad for at undervise, og de studerende, jeg har haft, har på mange måder været livgivende og opløftende at arbejde sammen med. At undervise studerende, der er interesserede i ens ord, er noget af det bedste, jeg kan komme på,” sagde hun.

Hendes engagement kom også til udtryk, da hun i 2007 kæmpede for at bevare kristendomshistorie som et selvstændigt fag på universitet. Over 10 år senere var det stadig en sag, der lå hende nær, da hun sidste år sagde til Kristeligt Dagblad:

”I dag er alle tre religionsfag slået sammen til en overbygningsuddannelse, og hvis det i stedet var delt op i hvert deres fag, ville man brede det faglige ud i dybere religionssociologiske og kristendomshistoriske problemstillinger.”

Tove Tybjerg var optaget af at skabe en mere nuanceret og mindre polariseret samtale om religionsfagets grundlag, en samtale hun blandt andet bidrog til med bogen ”Religionsforskningen før og nu. Historiske rødder” fra 2010.

Selvom hun stoppede som lektor for få år siden, var Tove Tybjerg fortsat tilknyttet universitetet som lektor emerita på institut for tværkulturelle og regionale studier. Instituttets leder, Ingolf Thuesen, fortæller om hende, at hun var ”et meget beskedent menneske, men bragende dygtig fagligt”.

”Hun var en af de stærkeste hjerner, som vi havde. Hun accepterede ikke det, som hun fandt urimeligt, og stod fast. Det var en fin egenskab,” siger han også.

Tove Tybjerg var også aktiv kirkegænger og tilbragte mange søndage i Skovshoved Kirke. Det er fra denne kirke, at hun begraves lørdag den 27. juli 2019 klokken 12.30. Efter begravelsen vil der være mindesamvær i Restaurant Sejlklubberne ved Skovshoved Havn.