Et corona-kirkeår er gået. Her er fire spørgsmål, folkekirken bør stille sig selv

Coronakrisen har tydeliggjort kirkens styrker, svagheder og udfordringer i dag. Sådan lyder det fra en række eksperter, som herunder samler op på nogle af de vigtigste spørgsmål, coronaåret i kirken har efterladt os med

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Hvem bestemmer egentlig over folkekirken?

Corona-året har sat spot på folkekirkens særlige struktur og spørgsmålet om, hvem der bestemmer over kirken. Flere eksperter påpeger, at krisen har vist, at folkekirken har brug for et demokratisk udpeget ledelsesorgan, der kan træffe beslutninger om folkekirkens forhold. Ifølge teologiprofessor Peter Lodberg har magten klart ligget hos regeringen og Folketinget det seneste år. Kirkeministeren har de facto fungeret som ærkebiskop, siger han, og skellet mellem stat og kirke er som følge deraf nærmest udvisket. I mindre kontante vendinger er det også en bekymring, nogle biskopper har luftet. Efter aflysningen af julens gudstjenester skrev biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, i Kristeligt Dagblad, at han spurgte sig selv, hvilket politisk spil kirken var blevet kastebold i, og at han følte sig ”hældt ned ad brættet” i de afgørende timer frem mod årets mest populære højtid.

Professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen fremhæver derudover, at den såkaldte corona-taskforce bestående af blandt andre biskopper, fra begyndelsen udnævnte sig selv til ledelse, og at det har aktualiseret problemet med, at folkekirken ikke har en valgt ledelse. Birgitte Graakjær Hjort, afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, mener derimod, at krisen har vist, at den særlige organisationsstruktur fungerer, fordi man i kirken var god og hurtig til at nedsætte en taskforce med relevante repræsentanter.

Hvor vigtig er kirken i en krisetid?

Historisk har folkekirken ofte spillet en stor rolle i krisetider. Men under coronakrisen er den både blandt politikere og en stor del af befolkningen ikke blevet set som en vigtig samfundsaktør. I myndighedernes genåbningsplaner er den ofte blevet prioriteret som et kulturtilbud på linje med eksempelvis biografer og teatre, og politikerne har ikke gjort den til en del af kriseberedskabet ved at give den en fast plads i en fremtidig epidemikommission eller ved at pege på præster som gode sjælesørgere. Folkekirkens tilbud har i højere grad vist sig at være ”nice to have” end ”need to have” for samfundet. Kun som begravelsesmyndighed har kirken virkelig vist sig livsnødvendig i samfundet, påpeger blandt andre religionssociolog Henrik Reintoft Christensen.

Samtidig positionerer kirken sig heller ikke selv som en nødvendig samfundsinstans, mener blandt andre professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen. Han finder det bemærkelsesværdigt og særligt dansk, at kirkens ansatte gentagne gange – for eksempel ved jul og påske – argumenterede for, at kirken skulle være lukket, selvom flere politikerne faktisk var åbne for det modsatte.

Hvor god har kirken været til at tilpasse sig en ny virkelighed?

Normalt er folkekirken ikke kendt for at være hurtig til at forny sig og ændre på sine ritualer. Men det seneste år har vist, at den kan reagere og være yderst kreativ, når det skal være. Lokalt er der blevet arrangeret online-gudstjenester, sang uden for plejehjem, walk and talk-sjælesorg og meget mere, og digitalt har kirkerne taget syvmileskridt. Kort sagt: Da folket ikke kunne komme til kirken, formåede kirken at komme til folket, lyder det fra de eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med. Kirken har dog også haft en tendens til at koncentrere sig for meget om ”sit eget”, hvis man spørger teologiprofessor Peter Lodberg. Mange debatter har handlet om afholdelsen af gudstjenester, men folkekirken burde ifølge ham også have givet stemme til de udsatte og sårbare mennesker i krisen. Teologilektor Kirstine Helboe Johansen peger ligeledes på, at debatten har været for optaget af at holde fast i gudstjenesten og for lidt nysgerrig på, hvordan man rundt omkring har været kirke på andre måder.

Hvad sker der med danskernes tilknytning til kirken?

Det seneste år er mange kirkelige handlinger som konfirmationer, bryllupper og dåb blevet udskudt på grund af coronarestriktioner. Det kunne ses i Danmarks Statistiks tal for folkekirken for 2020. Et i forvejen presset dåbstal er faldet under coronakrisen, og det vil særligt være en udfordring, folkekirken skal forholde sig til i de kommende år. For spørgsmålet er ifølge teologilektor Kirstine Helboe Johansen blandt andet, om folk bare får døbt deres børn eller bliver viet senere, eller om de helt fravælger de kirkelige handlinger.

Birgitte Graakjær Hjort, afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, tror, at der generelt er en så udbredt tillid til folkekirken, og at danskerne har et ønske om at vende tilbage til kirken og føre traditionerne videre. Ifølge både religionssociolog Henrik Reintoft og lektor emeritus i praktisk teologi Hans Raun Iversen vil det dog kræve en koordineret og landsdækkende indsats at sikre, at det sker.