Et døgn hos Tidehverv - den permanente opposition

Tidehvervs sommermøde er en institution i nyere dansk åndshistorie. Kristeligt Dagblad har sendt litteraturprofessor og anmelder Nils Gunder Hansen af sted for at deltage i de første 24 timer

Et døgn hos Tidehverv - den permanente opposition
Illustration: Rasmus Juul

Togvognen er fuld af unge mennesker med rygsække, da jeg træder ind i et tilfældigt tog på Hovedbanegården i København mandag ved middagstid. Et ungt menneske bag mig har problemer med sin rejsehjemmel, da togkonduktøren vil se kort og billetter. Et kort er udløbet, og forklaringerne hænger ikke helt sammen. Men den kvindelige kontrollør er mildt stemt.

”Skal vi ikke aftale, at du står af i Høje-Taastrup og køber en billet og står på det næste tog? Det ville da være synd, hvis du skulle have ødelagt din festival af en stor bøde.”

Alle de unge mennesker på toget skal selvfølgelig til Roskilde Festival. En ældre dame og jeg smiler medvidende til hinanden, da vi efter Roskilde sidder helt alene tilbage i vognen. Roskilde Festival er et kært overgangsritual for den danske ungdom. Det skal ikke ødelægges. Faktisk er Roskilde Festival modellen for et dansk idealsamfund, læser jeg senere på dagen i en leder i Dagbladet Politiken.

Selv står jeg ikke af i Roskilde. Jeg skal længere ind i landet. Til en anden stor dansk begivenhed. Tidehvervs sommermøde. Det har med få undtagelser, blandt andet i nogle af besættelsesårene, fundet sted hvert år siden 1928 og næsten altid i Jylland. I et halvt århundrede var det på Krabbesholm Højskole ved Skive. Men i år er det for første gang nogensinde flyttet til Sjælland, nærmere bestemt kursusstedet Liselund ved Slagelse – et grundtvigsk mødested, tidligere menighedsskole.

Tidehverv er en af de mest indflydelsesrige teologiske bevægelser i Danmark fra det 20. århundrede. Og da fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, der begge var præster, i 2001 kom i Folketinget for Dansk Folkeparti, blev det også en magtfaktor i dansk politik.

Tidehverv siger altid om sig selv, at det blot er et tidsskrift og et sommermøde. Mødet er således bevægelsens ene ben, i sig selv en legendarisk institution. Her er K.E. Løgstrup udvandret i vrede med en håndfuld af sine følgere, her har en rasende Johannes Sløk henvendt sig til mødeleder N.I. Heje for at få udbetalt sit honorar. Normalt får man ikke honorar, for det er en stor ære at tale på sommermødet, men Sløk havde følt sig skidt behandlet under diskussionen og ville vise sin foragt.

Da jeg er ankommet til Liselund, taler jeg ved aftensmaden hyggeligt med en konservativ gymnasielærer, men da jeg fortæller, at jeg aldrig før har været på sommermødet, ser han et øjeblik skeptisk på mig:

”Det er da egentlig mærkeligt. Er du ikke sådan én, der foregiver at være konservativ?”.

Jeg kommer i tvivl, om jeg har gyldig rejsehjemmel, og bliver lidt svedig. Hvor Tidehverv i mange år stod som en slags permanent opposition til den til enhver tid herskende tidsånd, har bevægelsen i nyere tid taget en borgerlig og konservativ drejning. Jeg mumler noget med, at jeg mere har stået i det grundtvigske, og rykker tættere på min sidemand. Det er aftenens foredragsholder, min gamle kollega fra Berlingske Tidende, forfatter og journalist Bent Blüdnikow. Han bliver lidt melankolsk i ansigtet, da han hører, at menuen står på svinekæber, men giver mig ellers velvilligt lidt borgerlig credit, mens han prøver at spise sig mæt i spidskålssalaten.

Med mild og selvbevidst ironi citerer Blüdnikow forfatteren M.A. Goldschmidt, da han indleder sit foredrag samme aften.

”Jeg er en jøde, hvad vil jeg iblandt jer?”.

Det var Goldschmidts ord, da han talte til det nationale møde på Skamlingsbanken i 1844. Blüdnikow er på samme måde en gæst i Tidehvervsk sammenhæng, men som en kompromisløs borgerlig kulturkæmper og revser af venstrefløjen og dansk konsensuskultur gennem en menneskealder deler han anliggende med Tidehverv, og der er sikkert kun en håndfuld skikkelser uden for bevægelsens egen kreds, der ville blive mødt med samme respekt fra salen.

Det er en særlig tradition, at man aldrig klapper af foredragene på sommermødet, og det har jeg tidligere på dagen fortalt Blüdnikow, da han var lige ved at løfte hænderne om eftermiddagen. Men minsandten om ikke han med en effektfuld afslutning får enkelte til at forløbe sig, så de må kaldes til orden af mødelederen. Blüdnikow har talt om anti-amerikanisme og venstreorienteret bias i dansk kultur og presse. Han mener, at det dybest set er irrationelle følelser, der stikker dybt i den danske tradition, men han slutter optimistisk med at sætte sin lid til pluralismen i de nye sociale medier.

Man fornemmer dog et dybere politisk mismod i forsamlingen. Sårene er endnu åbne efter det nylige folketingsvalg, og Søren Krarup, der efter valget i 2001 proklamerede et ”systemskifte” i dansk politik, går på talerstolen og siger, at ”det sidste valg har vist, at opgøret (med kulturradikalismen og ’Systemet Politiken’, red.) ikke rigtig er slået igennem”.

Jeg har været spændt på, om jeg ville kunne mærke efterdønningerne af Dansk Folkepartis store valgnederlag her på sommermødet. Men folk har ikke så meget at sige, når jeg spørger. Endnu fornemmer man dog et vist chok. Man havde ikke set det komme i det omfang. Det virker uforståeligt og egentlig også urimeligt. Men livet går videre.

Mandag eftermiddag taler sognepræst og medudgiver af Tidehvervs tidsskrift Katrine Winkel Holm om menneskesynet hos Darwin. Anledningen er, at en sønderjysk præst sidste år blev irettesat af sin biskop, fordi han i sit kirkeblad havde skrevet om de angiveligt etisk problematiske aspekter ved Darwins menneskesyn. Darwin er sakrosankt i den danske folkekirke. Winkel Holm polemiserer bidsk og veloplagt mod dette forhold og har selv læst Darwin i J.P. Jacobsens oversættelse. Hun finder, at Darwin faktisk havde ganske problematiske anskuelser og ikke var så fjern fra senere tiders socialdarwinisme, eugenik og racehygiejne.

Foredraget er et godt eksempel på, hvad sommermødet er kendt for. Her tager man de debatter, der ikke bliver taget andre steder, fordi de enten er tabubelagte, eller fordi man simpelthen ikke har tænkt på det. Hvornår har man senest lige tjekket op på, hvad Darwin egentlig tænkte om dette og hint? Der fyres op under den åndelige arv. Her kan videre samtale føres.

Men der skal også synges. Der synges virkelig meget på Tidehvervs sommermøde, både fra Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog. Jeg tæller, at i hvert fald de syv første salmer er af Grundtvig. Forsamlingen på omkring 80 mennesker synger imponerende godt og højt, og sangene virker næsten til at være valgt ud fra deres betragtelige længde. Der synges både før og efter foredraget – og efter pausen igen før diskussionen. Det er næsten for meget af det gode.

Det døgn, jeg deltager, er foredragene i klassisk stil. Der er ikke skyggen af en PowerPoint-præsentation. Til gengæld kæmpes der lidt med mikrofonen. Alle kommentarer fra salen skal afleveres fra talerstolen. Da en foredragsholder efter pausen bruger et halvt minut på igen at fæstne mikrofonen til sit jakkerevers, undrer jeg mig. Skal han ikke afgive den om få minutter? Nej, det viser sig, at pausen lå midt i hans foredrag, og nu snakker han videre. Pyha. Man kan få lidt ondt i siddemusklen her på sommermødet. Det sidste foredrag, jeg hører, varer mellem seks og syv kvarter, uden pause.

Mellem foredragene er stemningen hyggelig og hjertelig. Der er glade gensyn, alle aldersgrupper er repræsenteret, det er en blanding af kendte slægter – Krarup, Langballe, Olesen-Larsen – og mennesker, der mere tilfældigt er stødt på Tidehverv i tidens løb og har følt sig hjemme her.

Men er der teologiske uenigheder i Tidehverv? Mellem en eksistensteologisk tilgang fra bevægelsens gode gamle dage, hvor man gjorde op med ”de fromme”, og en nyere kulturkonservativ, måske ligefrem katolicerende tilgang? Sognepræst og medudgiver af Tidehverv Claus Thomas Nielsen bruger i tirsdagens lange teologiske foredrag flere gange ordet ”katolsk” i forbindelse med citater fra og omtale af den gamle athanasianske trosbekendelse, og Katrine Winkel Holm vil efter foredraget lige høre, om det er bevidst, eller om han lige så godt kunne have sagt ”almindelig”, hvilket det græske ”katholikos” nemlig direkte oversat betyder. Nielsen forsikrer, at han lige så godt kunne have sagt ”almindelig”.

I sit foredrag leverer han i øvrigt en bredside imod eksistensteologien og Rudolf Bultmann, som vel er det nærmeste, det gamle Tidehverv kom på en teologisk lærefader. Nielsen ivrer for en meget konkret og bogstavelig kristentro – Kristus er opstanden, der var øjenvidner. Der er ikke meget absurditet og paradoks over det, og ”troens spring” synes kun at blive et meget lille hop, som det bemærkes fra salen. Fronterne er ikke så skarpe, som da Jesper Langballe levede, får jeg fortalt, men de er der tydeligvis. Og hvis den permanente opposition ikke også var i opposition til sig selv, ville det vel ikke rigtig være Tidehvervs sommermøde.

Jeg er lidt ør i hovedet, men også oplivet, da jeg efter et døgn sætter kursen hjem mod København. Måske er det ligefrem et dansk idealsamfund, jeg har gæstet. Men det har jeg ikke læst i Politiken. Jeg så i øvrigt aldrig, om det unge menneske, der skulle til festival, fik skaffet sig gyldig rejsehjemmel. Jeg håber det for ham. Selv føler jeg mig godt rustet til næste billettering på livsrejsen, for nu har jeg været på Tidehvervs sommermøde. Tjek.

Nils Gunder Hansen er litteratur-professor og skribent for Kristeligt Dagblad.