Det var ikke som privatperson, men som professionel, at jeg i februar 2006 tog til Brasilien for at deltage i generalforsamlingen i Kirkernes Verdensråd i Porto Alegre. Og selvom jeg har haft troen med mig siden barndommen, var jeg i den sammenhæng først og fremmest af sted som del af Det mellemkirkelige Råds delegation og havde en arbejdsopgave at løse.
Jeg havde været ansat i Det mellemkirkelige Råd siden 1999 og var vant til at komme i økumeniske sammenhænge, og jeg kendte til alt det kævl og strid og alle de uendelige diskussioner, der kan være ved sådan nogle møder og konferencer.
Man kan sidde i timevis og diskutere en detalje i en eller anden konventionstekst, eller man kan som luthersk kristne opleve, at repræsentanter for andre kirkesamfund har en masse holdninger om Vestens moralske forfald, de gerne vil af med.
Så sidder man der og lytter til en ordentlig omgang fra den russisk-ortodokse kirke, som mener, at de lutherske vestlige kirkers holdning til homoseksualitet er helt uforsvarlig. Der kan det godt være svært at bevare tålmodigheden eller følelsen af, at der eksisterer et kristent fællesskab, og at det giver mening at kæmpe for den kristne enhed.
Ved åbningsbønnen i Porto Alegre var det hele samtidig meget flot og mangfoldigt. Der var over 1000 mennesker til stede. Ortodokse præster med flotte hovedbeklædninger, afrikanske kvinder i farvestrålende dragter og så videre. Hele verden var repræsenteret, og bønnen var også meget mangfoldig.
Der foregik en masse på forskellige sprog, og formen var meget anderledes end den lidt strikse form i den klassiske lutherske gudstjeneste, som jeg var vant til hjemmefra og har fået med mig fra mit barndomshjem, hvor vi sang aftensang, og mine forældre (præst og SF-politiker Margrete Auken og litteraturprofessor Erik A. Nielsen, red.) sang alle de klassiske salmer med os.
Jeg var vant til min mors klassiske lutherske gudstjenester, og da jeg sad der i Porto Alegre, havde jeg en vis distance til det hele, fordi jeg var der som professionel, og fordi formen på meget af det var fremmed for mig.
Men så opstod der det øjeblik, hvor vi alle skulle bede Fadervor, hver på vores sprog. Det øjeblik var det, som om Helligånden slog igennem, og jeg kunne mærke, at vi var samlet på tværs af nationaliteter, sprog, etnicitet og alle de politiske og teologiske uenigheder.
Det var én stor summen uden noget, der stak ud. Vi kunne hver især udtrykke os på vores eget sprog, ind i vores egen kultur, og det ramte mig meget dybt. Der var jeg ikke længere bare professionel. Jeg var inddraget i enheden som menneske og medmenneske, og det ramte mig på et følelsesmæssigt og spirituelt plan.
Økumenien handler jo ellers meget om det intellektuelle og politiske, men i det øjeblik mærkede jeg det på et andet plan som realitet, at vi faktisk var ét, og at jeg var en del af det – ikke som sekretær for en delegation, men som Kirsten og som kristent menneske.
Det var med til at bekræfte mig i, at vi som kristne er forenet af noget, som er stærkere end alle uenighederne, og at jeg er forpligtet til at kæmpe for at realisere den enhed. Det har jeg haft med mig i mit arbejdsliv siden, hvor jeg har været ansat i Folkekirkens Nødhjælp og de seneste tre år i Danmission.
Men også på en anden måde var oplevelsen i Porto Alegre med til at åbne for noget nyt. Jeg havde allerede dengang opdaget, at de fleste, der arbejder i de kirkepolitiske sammenhænge, gør det af hjertet og har troen med i arbejdet. Det havde jeg sådan set også, for overbevisningen om, at man som kristen bør gøre en positiv forskel har jeg med hjemmefra. Men erkendelsen af nåden som en realitet, der også gjaldt mig, havde jeg ikke rigtig integreret.
Jeg er jo vokset op med de her to intellektuelle og kloge og kendte forældre og havde som ung en fornemmelse af, at jeg skulle redde hele verden. Mine forældre ville aldrig formulere det sådan – eller mene det. Men det er svært ikke at have den forventning til sig selv, når man overalt bliver mødt af mennesker, som beundrer ens forældre for alt det, de har udrettet.
Min søster (Ida Auken, medlem af Folketinget for Radikale Venstre, tidligere SF’er og tidligere miljøminister, red.), har kaldt det “Jesus-syndromet” – at vi har troet, at vi skulle redde hele verden. Det er jo noget af et åg at lægge på sine skuldre. Efterhånden har jeg indset, at jeg godt må lave fejl, og at jeg som leder godt må være i tvivl og sige det højt. At der er en Gud, som kigger på mig med milde øjne og bærer over med mig. Det er der en kæmpe lettelse i.
Jeg er blevet mindre bange for at fejle og bedre til at rumme min sårbarhed. Jeg bliver aldrig den der ”kanindræber ud over stepperne”-leder, og det er helt o.k.
Bønnen er vigtig i den proces. Jeg kan godt finde på at bede Fadervor, når jeg står over for en særligt svær opgave. Og så holder jeg meget af den daglige morgenandagt hos Danmission. Det er sådan en fin måde at blive grounded, mærke sig selv og fællesskabet – og måske endda fornemme, at der er noget helligånd imellem os, som der var dengang i Porto Alegre.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Et åndeligt råd, jeg bruger meget, er sindsrobønnen, der jo lyder: ”Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen”. Jeg bruger en del tid og energi på at slippe de ting, jeg ikke kan lave om på, og i stedet blive skarp på, hvor jeg med mine begrænsede evner kan gøre en forskel.
Hvad har udfordret din tro?
Det har udfordret min tro at tænke de mulige konsekvenser af klimaforandringerne til ende. Det kan få mig til at tænke, ”hvis det kan gå så galt, kan der så virkelig være en gud?”. Samtidig er det netop der, at jeg mærker, at vi har brug for troen og håbet.