Prøv avisen

Et justitsmord i folkekirken?

Mette Villads Christensen er stadig chokeret over, at hun i januar i år blev afskediget fra sin stilling som sognepræst i Rubjerg, Jelstrup og Lyngby Sogne i Nordjylland. - Foto: Henning Bagger Denmark

Var det et justitsmord eller en fair og nødvendig handling, da Kirkeministeriet tidligere i år fyrede sognepræst Mette Villads Christensen fra hendes pastorat i Nordjylland? Kristeligt Dagblad dykker ned i den kontroversielle og følsomme sag

Voldsom debat skabte det, da sognepræst i Nordjylland Mette Villads Christensen den 20. januar i år modtog en fyreseddel fra Kirkeministeriet.

På tværs af politiske skel kom flere folketingspolitikere på de offentlige barrikader for den fyrede præst og forlangte en forklaring fra kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Søren Krarup fra Dansk Folkeparti kaldte afskedigelsen for "et mord i folkekirken". Han mente, at fyringen udelukkende var baseret på sladder og bagvaskelse.

SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, udtrykte også meget stor bekymring for ministeriets måde at behandle den personfølsomme sag på.

- Vi er rystede over det tynde grundlag, Mette Villads Christensen er blevet fyret på. Og det viser nogle skræmmende perspektiver for fremtidens sognepræster, sagde Pernille Vigsø Bagge dengang til Kristeligt Dagblad.

Begge politikere pointerede, at fyringen var og er en trussel mod præsternes retssikkerhed i hele landet. Kirkeministeren har hverken dengang eller siden villet svare på politikernes spørgsmål om fyringen.

Men ombudsmanden såede for nylig tvivl om systemets håndtering af hele affæren ved at kritisere Kirkeministeriets sagsbehandling, og ministeriet skal nu overveje, om det vil genrejse sagen.

Også i Nordjylland har debatten raset i kølvandet på fyringen. Nogle glædede sig over præstens afsked, mens andre sendte klagebreve til kirkeministeren. Endnu er det uvist, om klagerne fører til en ny udvikling i sagen, eller om de blot afvises.

Præstefyringer i folkekirken er under alle omstændigheder lidt af et særsyn. Der er 2123 sogne i landet, men Kirkeministeriet vurderer, at der i gennemsnit blot er én fyring om året.

Mette Villads Christensen er en af de få præster i folkekirken, der er endt med en afskedigelse. Folkekirkens top fra den ansvarlige provst og biskop til ministeriet har godkendt fyringen.

Ombudsmanden har ligesom flere politikere og kirkefolk rejst kritik af den måde, sagen er blevet håndteret på. Og offentligheden står her som i andre konfliktsager i folkekirken undrendende tilbage uden forståelige svar på, hvordan et tilsyneladende fredeligt lokalt kirkeliv kunne ende i en situation, der kan kalde på så skarpe udtalelser som "mord i folkekirken".

Kristeligt Dagblad har derfor undersøgt den særprægede og langstrakte sag fra begyndelsen til i dag. Vi har besøgt sognet, talt med de involverede parter, fået en ekspert i præstejura til at gennemgå sagens materiale og søgt aktindsigt hos alle instanser i forløbet. På den baggrund fortæller vi her den konkrete historie om den nordjyske præstesag og sætter samtidig fokus på hele den måde, folkekirken håndterer sager med lokale eller personlige konflikter på.

Men først skal vi tilbage til begyndelsen.

Begyndelsen
En augustdag i sommeren 1999 ankommer den 57-årige sognepræst Mette Villads Christensen med et flyttelæs til landsbyen Rubjerg i Nordjylland.

Hun har lagt København bag sig og er klar til at udleve sin drøm. Et præsteembede på landet, kun en kilometer fra havet, står klar til hende. Hun ser frem til at møde menigheden, til at skrive prædikener over søndagens tekster og ikke mindst til de personlige samtaler med folkene i sognet. Mennesket har altid interesseret hende meget.

Det er kun få år siden, hun blev færdig på Det Teologiske Fakultet i København. Tidligere har hun læst kristendomskundskab på universitetet, arbejdet som pædagog og så taget den daværende meritgivende særuddannelse til præst.

Lysten til rigtigt at fordybe sig i teologien har hele tiden ligget som en undertone i hendes liv. Derfor er hun også meget engageret, da hun som uddannet teolog bliver ordineret i Roskilde Domkirke, fordi hun har fået et præstevikariat.

Flere vikariater følger, hun er glad for sit arbejde og får lyst til at bide sig fast. Sommeren 1999 er der for alvor gevinst. Efter at have været til prøveprædiken bliver Mette Villads Christensen tilbudt stillingen som sognepræst i Rubjerg, Jelstrup og Lyngby Sogne.

10 år senere finder hun sig selv fyret, men forstår stadig ikke selv, hvordan det kunne komme så vidt.

Sagen om salmenumrene
Det årlige medarbejdermøde i april 2007 kommer til at stå som en milepæl i konflikten mellem sognepræst Mette Villads Christensen på den ene side og organisten, kirkesangeren og nogle medlemmer af menighedsrådet på den anden.

Af referatet fra mødet fremgår det, at kirkesangeren påpeger, at hun skal have salmenumrene senest 48 timer før gudstjenesten, og at salmenumrene nu flere gange er kommet for sent.

Det stresser hende, at hun først sent ved, hvilke sange, hun skal øve sig på. Hun tilføjer, at Mette Villads Christensen skaber dårligt arbejdsmiljø for hende, men uddyber det ikke yderligere.

Derudover er der ifølge referatet ikke nogen mislyde ved mødet. Organisten, som også skriver referatet, takker for det gode samarbejde.

Hvad der ikke fremgår af referatet, er, at kirkesangeren, mens sognepræsten er ude at kopiere, siger, at sognepræsten ikke har talt til hende i et år. Dette bliver senere fremført som et argument i fyringssagen.

Da Mette Villads Christensen ikke hører, at det bliver sagt, kan hun ikke reagere på udsagnet. Men senere stiller hun sig uforstående over for kirkesangerens udlægning.

I løbet af det seneste år har de flere gange kørt i bil sammen. Blandt andet har kirkesangeren hjulpet Mette Villads Christensen, da hendes bil var på værksted. Kirkesangeren har sågar siddet i sognepræstens stue og drukket kaffe.

Men det er rigtigt, at Mette Villads Christensen ikke altid snakker så meget med hverken organisten eller kirkesangeren i kirken. Ofte, når sognepræsten kommer ind i kirken, er organisten og kirkesangeren fordybet i samtale, og hun har ikke lyst til at forstyrre.

Dagen efter medarbejdermødet ringer formanden for de tre menighedsråd, Ove Jessen, og fortæller provsten, at den er helt gal med arbejdsmiljøet i sognene.

Knap en uge efter medarbejdermødet, hvor problemerne med salmenumrene kommer frem, inviterer provst Lars-Erich Stephansen sognepræsten på en venskabelig samtale i sin egen dagligstue.

Den danske folkekirke har lidt over 100 provster. De er biskoppens forlængede arm i administrative sager og har typisk opsyn med omkring 20 præster.

Lars-Erich Stephansen har haft tilsynet med pastoratet siden 1. januar 2007 og har kun et begrænset kendskab til sognene. Dog har han tidligere det forår talt med sognepræsten om at være en fremmed fugl i det nordjyske.

I forlængelse heraf har han sendt hende et brev, som han tidligere har skrevet til en anden, som også havde svært ved at blive integreret i lokalsamfundet.

"Det, jeg vil sige, er, at vi godt kan gennemtrumfe din ret til at få tingene til at fungere efter de regler, som er skrevet i København, og det vil jeg naturligvis hjælpe dig til, hvis du ønsker det; men med den kirkelige frihedslovgivning, vi har, vil du aldrig kunne gennemtrumfe, at folk skal bruge dig. Det kan tværtimod blive sådan, at jo mere du gør og siger, jo mere støder du dem fra dig."

og:

"Du kender ikke tavshedens sprog, som vi vendelboer i udpræget grad benytter os af. Lyt til det, de ikke siger, for de vil aldrig lægge sig ud med dig personligt eller såre dig, hvis de kan undgå det."

Tilbage i provstens stue spørger han blandt andet Mette Villads Christensen, om hun har overvejet at stoppe som præst, da hun netop er fyldt 65.

Hun bliver chokeret over hans forslag, men siger, at det har hun ikke. Provsten forklarer senere i en redegørelse, at han gerne ville undgå den store arbejdsmiljøsag, som han fornemmede var under opsejling.

Kuldsejlet konfliktløsning
I løbet af foråret og sommeren 2007 eskalerer problemerne i de tre nordjyske sogne. Den 26. juni det år skriver provst Lars-Erich Stephansen en 13 sider lang redegørelse om situationen i pastoratet.

"Den er så kompliceret, at det er umuligt at komme med en kort beskrivelse," skriver han.

Ifølge hans vurdering er sognepræsten årsag til mange problemer. Blandt andet fordi hun låser sine døre i præstegården.

Kort efter at Mette Villads Christensen flytter ind i den nyrenoverede Rubjerg Præstegård i 2001, køber hun hunden Martha. Hun føler sig utryg i præstegården, som ligger afsides med langt til naboerne.

På gårdspladsen er en gammel staldbygning, hvor hun oplever, at det jævnligt pusler. Til at begynde med låser hun ikke sine døre, fordi hun får at vide, at det gør man ikke på landet, men det ændrer hun på, da hun opdager, at ting og sager er forsvundet fra hendes hjem.

I en rapport til Hjørring Politi fra maj 2007 gør hun opmærksom på samtlige tyverier og indbrudsforsøg, der har været hos hende i løbet af årene, og det er mange. Ting af stor affektionsværdi er gennem tiden blevet stjålet fra sognepræstens hjem.

Medlemmer af menighedsrådet og flere af de ansatte ved de tre landsbykirker opfatter de låste døre som et problem. Det virker uvenligt, og de kan ikke komme ind i konfirmandstuen, uden at præsten lukker dem ind; enkelte gange har de måttet vente udenfor.

Men de vil heller ikke have en nøgle, for de vil ikke mistænkes for tyveri, lyder argumentet.

Et andet punkt i provstens redegørelse handler om præsten støjfølsomhed, der er kommet efter et uheld. Provsten mener, at den påvirker hendes arbejde i en negativ retning.

I marts 2005 falder Mette Villads Christensen på et isglat fortov og slår hovedet kraftigt. Efter uheldet er hun sygemeldt i godt et halvt år og "gudstjenestefri" i syv måneder.

Tilbage i sit job er hun en dag med minikonfirmanderne i Rubjerg kirkes klokketårn, da klokken slår lige ved siden af hende. Hun får konstateret tinnitus og går efterfølgende med ørepropper under kirkelige handlinger.

Ved enkelte lejligheder holder hun sig - grundet sin lidelse - for ørerne ved arrangementer i kirken. Det finder provsten demonstrativt.

Provsten nævner også både den faldende kirkegang og det dårlige arbejdsmiljø i pastoratet i sin fremlægning. Efter han selv har holdt møde med sognepræsten i april, følger i alt tre møder.

Det første er et medarbejdermøde, mens de to andre har fokus på konfliktløsning. Her oplever Mette Villads Christensen, at kirkesangeren nu kommer med nye anklager mod hende.

Kirkesangeren føler sig lagt på is af sognepræsten. Organisten støtter kirkesangeren og siger blandt andet, at præsten er højttalende og aggressiv, at hun blander sig i alt og ikke anerkender organistens arbejde.

Det overrasker Mette Villads Christensen, for det er slet ikke hendes opfattelse af virkeligheden. Hun mener, at hun og organisten ellers altid har haft et godt samarbejde. Mette Villads Christensen oplever desuden, at provsten, som skulle være problemløser, er meget passiv.

Møderne bærer ikke frugt. Efter en times møde - kun to måneder efter det møde, hvor problematikken med salmenumrene første gang kom frem - konkluderer provsten, at de ikke kan komme videre, og at der ikke vil blive flere møder.

Mette Villads Christensen sygemelder sig herefter med henvisning til det store psykiske pres.

I slutningen af juni opsøger hun kirkesangeren for at bede om forsoning og for at komme videre, men kirkesangeren oplever sognepræstens mæglingsforsøg som skræmmende.

Mette Villads Christensen sender også et brev til organisten med nogenlunde det samme indhold, men hendes forsoning bliver afvist.

Samme dag som provsten skriver sin redegørelse, altså den 26. juni 2007, indkalder formanden for det fælles menighedsråd, Ove Jessen, i al fortrolighed til et menighedsrådsmøde.

Han har et præfabrikeret dokument med - en opfordring til de 18 medlemmer af menighedsrådene om at skrive under på en opfordring til Mette Villads Christensen om at søge væk fra embedet. 10 skriver under.

Kaos i sognene
Det følgende år bliver ikke gunstigt for kirkelivet i Rubjerg, Jelstrup og Lyngby sogne. Mette Villads Christensen vil egentlig raskmelde sig allerede i midten af juli, men det fraråder hendes fagforening, Præsteforeningen.

I løbet af efteråret 2007 er hun to gange til møde hos sin biskop, Søren Lodberg Hvas, i Aalborg. På det første møde i august meddeler han hende, at hun ikke vil komme tilbage i sit embede.

På det andet tjenstlige møde i oktober bliver hun tilbudt et halvt års løn for at gå. Normalt får man kun tre måneder, men Mette Villads Christensen afviser hans tilbud.

I februar 2008 tilbyder biskoppen hende to års løn betalt over et år, hvis hun går af. Selvom det er et fordelagtigt tilbud, afslår Mette Villads Christensen også dette.

Hun mener, det burde kunne lade sig gøre at løse problemerne. I stedet for at gå af ender hun - i samråd med sin læge - med at raskmelde sig i stedet.

Kort efter hendes raskmelding melder to ud af tre menighedsråd sig syge. De 12 medlemmer af Rubjerg og Jelstrup menighedsråd vil ikke arbejde sammen med præsten.

Organisten og kirkesangeren må ikke samarbejde med præsten af hensyn til deres helbred. Folkene fra Lyngby menighedsråd holder skansen, men sognelivet skrumper naturligvis mere ind grundet de aktuelle forhold.

Også Arbejdstilsynet er på det tidspunkt kommet på banen. Mette Villads Christensen kontaktede det allerede i foråret 2007 for at få hjælp, og nu kommer den så. Arbejdstilsynet udsteder et påbud om at få undersøgt konflikten.

I april det år deltager de implicerede parter i en interviewundersøgelse. Undersøgelsen bliver foretaget af en erhvervspsykolog fra firmaet Alectia.

Han sender sin rapport til Arbejdstilsynet. Af den fremgår det, at en del medlemmer af menighedsrådet placerer sognepræsten centralt i konflikten, men det fremgår også, hvor divergerende opfattelser af sagen, parterne har.

Biskoppen tilkendegiver, at det har været vanskeligt at håndtere sagen, fordi han hele tiden har fået modstridende oplysninger fra de forskellige fløje.

Provsten er for sin del ærgerlig over, at han ikke var tilstrækkeligt informeret om sagen, da han tiltrådte provstiet. Det faktum, at han heller ikke kender parterne særlig godt, har besværliggjort konfliktløsningen.

Mette Villads Christensen skriver, at hun savner feedback på, om hendes måde at lede på er tilfredsstillende. Både sognepræsten, organisten og kirkesangeren bemærker, at deres samarbejde indtil for nylig har været godt.

Det er blot i løbet af det seneste år, at tingene er kørt af sporet, tilføjer organisten og kirkesangeren.

Konklusionen på rapporten bliver, at Arbejdstilsynet pålægger Kirkeministeriet senest den 9. oktober 2008 at komme med en skriftlig tids- og handlingsplan, som viser, at arbejdsgiveren har vilje og evne til at løse problemerne.

Arbejdet med præsteopgaver skal planlægges og udføres, så det er både sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, lyder det.

Indstillet til fyring
Handlingsplanen bliver aldrig en realitet. Allerede i august 2008 indstiller først provsten og efterfølgende biskoppen Mette Villads Christensen til fyring.

"Da jeg skønner, at de positive tilkendegivelser om sognepræsten langtfra kan veje de omfattende belastende udsagn op, skal jeg hermed indstille, at Mette Villads Christensen afskediges", skriver provst Lars-Erich Stephansen.

Han indstiller hende til fyring efter § 43 i Tjenestemandsloven. Paragraffen går også under navnet "skilsmisseparagraffen", fordi den ikke placerer skylden for problemerne nogen steder.

Dog må præsten trække det korteste strå, da man ikke kan fyre et menighedsråd. Paragraffen er inddelt i tre punkter, som alle skal være opfyldt.

Det første punkt handler om, at der skal være dybtgående uoverensstemmelser mellem præst og menighed. Punkt 2 siger, at disse skal have stået på gennem en årrække. Sluttelig skal uoverensstemmelserne være til skade for det kirkelige livs trivsel.

Provsten og biskoppen mener at have belæg for alle tre punkter. Deres indstillinger til afskedigelse handler meget om de emner, provsten berører i sin redegørelse i sommeren 2007.

Det handler om den faldende kirkegang i sognet, om kirkelivet, der ikke trives og ikke har gjort det i en årrække, og om præstens adfærd:

Hun er rethaverisk, ting forsvinder, og hun har sin egen opfattelse af tingene, mener provsten og biskoppen. De kritiserer ikke hendes tjenstlige opgaver, det er det udenom, den er gal med i deres øjne:

"Det er min opfattelse, at der ikke som sådan kan rejses klage mod sognepræstens varetagelse af gudstjenester og kirkelige handlinger, om end hendes ageren under visse gudstjenester kan virke demonstrativ," bemærker biskop Søren Lodberg Hvas.

I efteråret 2007 hyrede Mette Villads Christensen advokaten Klaus Antonsen til at føre sin sag. Han er nu fortørnet over provstens og biskoppens indstillinger. "Det er justitsmord, og der ikke er fugls føde på sagen". Provstens og biskoppens dokumentation er for tynd, synes advokaten.

"Det formelle retlige grundlag for anvendelse af § 43 er ikke til stede, biskoppens og provstens vurderinger er uholdbare, og anklagerne udokumenterede. Konklusionen er derfor, at ingen af de tre led er opfyldt", skriver han i et brev til Kirkeministeriet.

Advokaten undrer sig for eksempel over, at biskoppen i sin indstilling skriver, at der også var problemforhold før 2007, men at han ikke uddyber det nærmere.

Mette Villads Christensen selv er meget chokeret over indstillingerne og kontakter sin tidligere provst for at få svar på, hvilke problemforhold han syntes der var, da han var provst. Men den tidligere provst må ikke udtale sig.

Fyret
Den 20. januar 2009 dumper fyresedlen så ind ad brevsprækken hos Mette Villads Christensen. Kirkeministeriet fyrer hende efter § 43 i Tjenestemandsloven.

Fyringsskriftet bygger på biskoppens og provstens indstillinger. Ministeriet vurderer, at der samlet set er belæg for at fyre sognepræsten efter paragraffen. Da advokat Klaus Antonsen er uenig, klager han til ombudsmanden.

Fyringen deler vandene, både i det nordjyske og i medierne.

Sognepræsten modtager en lang række støtteerklæringer fra folk landet over. Nogle i sognet glæder sig over hendes fyring, mens andre er kede af det.

Folketingspolitiker for Dansk Folkeparti Søren Krarup kalder det et mord i folkekirken, og også kirkeordfører for SF, Pernille Vigsø Bagge, forsvarer offentligt Mette Villads Christensen. De mener, sagen er et udtryk for, at retssikkerheden for folkekirkens præster er alvorligt truet.

De får derfor et møde med kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), der dog ikke vil diskutere sagen med dem. Heller ikke senere, da Søren Krarup fra Dansk Folkeparti stiller ministeren spørgsmål i folketingssalen, vil hun udtale sig om den specifikke sag.

Mette Villads Christensens advokat Klaus Antonsen er generelt rystet over Kirkeministeriets sagsbehandling. Allerede da biskoppen i august 2008 indstiller hende til fyring, søger han om aktindsigt i hendes sag, men får det ikke.

Først da ministeriet senere beslutter at indlede en afskedigelsessag, udleverer ministeriet materialet til sognepræsten.

I det hele taget er det Klaus Antonsens overbevisning, at Kirkeministeriet har syltet eller deponeret alle støttemeddelelser til fordel for hans klient, som han ellers har forsynet dem med.

Ministeriet støtter sig til de fyringsindstillinger, det har fået fra provsten og biskoppen, og er, mener han, ikke interesseret i at få en anden udlægning af sagen.

Efterskrift
Fredag den 13. marts i år kommer en udmelding fra Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Hans meddelelse består af to forskellige dele.

I den første kritiserer han Kirkeministeriet for ikke at have udleveret sagsakterne til Mette Villads Christensens advokat, selvom denne flere gange i forløbet bad om dem.

I den anden del meddeler han, at der er kommet nye oplysninger i sagen.

Ifølge det brev, som ombudsmanden sender til Kirkeministeriet, handler oplysningerne om, at en skoleleder, som er et centralt vidne i sagen, har udbygget sit vidneudsagn. Kirkeministeriet skal nu overveje, om det vil genbehandle Mette Villads Christensens sag på baggrund af de nye oplysninger.

Advokat Antonsen opfatter meldingen fra ombudsmanden som en ny chance for oprejsning til sin klient.

I Nordjylland skal Mette Villads Christensen være ude af sin embedsbolig til 1. maj. Hendes pastorat bliver lige nu passet af andre, men det er endnu ikke bestemt, hvad der skal ske med de tre sogne.

Biskop Søren Lodberg Hvas fortæller, at der også er andre ledige embeder i Nordjylland, så han vil fortage en samlet vurdering af, hvad der skal ske med den præstelige betjening i det nordjyske.

Som situationen er nu, støtter seks ud af pastoratets 15 menighedsrådsmedlemmer Mette Villads Christensen. Flere af de siddende medlemmer overvejer at trække sig tilbage ved nærmeste lejlighed.

Lysten til menighedsrådsarbejdet er forsvundet. Provsten meddeler, at han kan se sig selv i øjnene, og at han står ved alt, hvad han har sagt og skrevet.

Mette Villads Christensen kigger på boliger andre steder i landet. Passionen for at arbejde som præst er trods alt stadig intakt. Hun drømmer om igen at få sit eget embede.