Kaldet kom til Maria Piekos, da hun var fem år. Et par laksko i et butiksvindue fascinerede hende, men fokus blev hurtigt afledt af to forbigående damer. De bar lange kapper, og Maria Piekos spurgte sin mor, hvem de var. Nonner, sagde moderen, de tjener Gud. At tjene Gud var noget nær det ypperligste for den unge Maria Piekos, for hun havde lært, at Gud var hellig og stor. I øjeblikket forsvandt lakskoene fra hendes tanker. Hun oplevede et kald. Hun ville tjene Gud.
I dag har Maria Piekos skiftet navn. Hun hedder søster Teresa og bor sammen med seks andre søstre på Amager i København i en patriciervilla, der fungerer som et kloster for den polske orden Maria Immaculata. Søster Teresa kom som 23-årig fra Polen til Danmark for at bo i klosteret. Det er nu 42 år siden.
Det var dengang, et nyt europæisk fællesskab, kollektiver og Olsen Banden-film prægede Danmark. Meget har ændret sig siden da. I dag er ord som individualisering, fremdrift og stress efterhånden blevet hverdagssnak. Og midt i forandringerne rejser spørgsmålet sig, hvad der giver livet større mening i dag.
Mening er ifølge ordbogen et synonym for værdi, hensigt eller formål. Ifølge ekstern lektor i filosofi ved Roskilde Universitet Erik Bendtsen har mennesket en grundlæggende trang til at finde mening. Han kalder det ”meningsbehovet”. Et behov, der skal fungere som en åndelig vejviser.
”Mennesket er et selvbevidst væsen, og det indebærer, at det kan stille spørgsmål til sig selv og sin egen eksistens, og det vil derfor gerne finde svar på livets grundlæggende spørgsmål. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg blevet sådan? Hvad er tingenes sammenhæng og formål? Mennesket kan ikke lade være med at kredse om disse spørgsmål,” siger Erik Bendtsen.
Da søster Teresa kom i kloster, var det på prøvetid. For man skal lære forskellige opgaver, ordensregler og manerer, før løftet til Kristus bliver evigt. Efter et år aflagde hun løfte og blev gift med Gud – i hvid kjole, langt slør og krans på hovedet. Hendes lange hår blev klippet kort, og hun ofrede sin forfængelighed. Det er også derfor, at søstrene i dag bærer ordensdragt. Den symboliserer, at de tilhører Kristus.
Et hvidt bånd indrammer søster Teresas usminkede ansigt. Ansigtet stråler som en glorie over den marineblå ordensdragt, der akkurat passer til hendes smalle skuldre.
Søster Teresa kigger på sin højre ringfinger. En ridset sølvring med et indgraveret hjerte skinner mellem hændernes aldringstegn.
”Inden jeg tog beslutningen om evig kærlighed til Gud, var det vigtigt for mig, at mit liv havde værdi. Hvem ville jeg være? Meningen for mig er at være en gave for andre mennesker. Det hjælper Gud mig med at være,” siger søster Teresa.
Omsorgen for mennesker er nerven hos Maria Immaculata-ordenen, og de har siden deres ankomst til Danmark i 1970’erne udvist medmenneskelighed ved at tage aktivt del i samfundet. Oprindeligt viste de deres omsorg ved at passe børn, pleje ældre og hjælpe fattige.
I dag er de oprindelige roller overtaget af velfærdsstaten, og Maria Immaculata Søstrene har fundet en ny plads. Søster Teresa har sin daglige gang i den katolske Sankt Annæ Kirke få meter fra patriciervillaen. Her underviser hun unge mennesker i den katolske tro.
I dagligstuen hos Maria Immaculata Søstrene ligger en bog, søster Teresa fik af sine elever på en katolsk skole. Den er fyldt med billeder og anekdoter, der viser resultatet af hendes arbejde. Mens hun bladrer, bliver hendes øjne klare. Og når hun bliver spurgt ind til, om hun ville ønske, at hun selv havde fået børn, lyder det korte svar:
”Jamen, jeg har jo over 200 børn rundtom i verden.”
Selvom hun agerer i forskellige virkeligheder og blandt forskellige mennesker, samler trådene sig inderst i hende. De skaber forløsning.
En forløsning opstår, når mennesket oplever formål. Ifølge filosof Erik Bendtsen gennemlever mennesket lykke og velvære, når mening opstår. Meningen med livet er ikke entydig, og der findes ikke ét endemål. Den kommer til udtryk som en følelse. Og hvis Erik Bendtsen selv skal forklare det, sammenligner han det med børn, der leger dybt koncentreret. De spørger ikke efter et formål. De oplever, at der er et formål i og gennem det, de skaber.
Klokken er otte, og dagens vigtigste messe er begyndt for søster Teresa. Hun sidder i den katolske Sankt Annæ Kirke, der ligger som en hellig oase på Amager blandt grillbarer, solcentre og tatoveringssaloner. I stilheden bliver præstens ord store. Større end de otte mennesker, der har fundet plads. Søster Teresa kysser sine sammenfoldede hænder, laver korstegn og lukker øjnene.
”Jeg er kun et lille bitte redskab i Guds hånd. Sammen kan vi udrette store ting og gøre en forskel i verden. Men vi skal brænde for det og stille os til rådighed. Jeg siger ’kære Gud, jeg står her og gør, hvad du vil’. Så sker der mirakler, og forløsningen giver evig kraft,” siger søster Teresa.
Selvom vendingen ”at gå i kloster” til tider bruges, oplever færre og færre i Danmark at få det kald, som de syv Maria Immaculata-søstre har fået. Det er otte år siden, at den yngste søster kom til klosteret, og hun er i dag 49 år.
I Danmark er der i dag 13 kvindelige katolske ordenssamfund, i 2001 var tallet 18. Men ifølge Maria Immaculata Søstrene er fremtiden ikke i deres hænder.
”Det er svært for de unge at acceptere den måde, vi lever på som søstre. Man kan ikke aflægge løfte og gøre, hvad der passer en. Det skal være valgfrit, og det er op til Gud, om der kommer flere søstre,” siger søster Teresa efter en stille refleksion.
Refleksion kommer ifølge filosof og forfatter Christoffer Boserup Skov til at betyde mere i nutidens samfund. For mennesker skal ikke forvente, at en mening blot bliver serveret for dem. Mennesket skal i stedet blive bedre til at reflektere over tilværelsen for at finde ind til de indre værdier.
Vores forfædre fandt mening gennem myter og fortællinger, der handlede om, hvordan verden hang sammen. Senere har man tilsluttet sig de store religioner, der skal hjælpe med at skabe mening i livet. Og nu peger pilen i stedet på os selv som enkelte individer, lyder det fra ekstern lektor i filosofi ved Roskilde Universitet Erik Bendtsen. Et fokus, som Christoffer Boserup Skov også kender til.
”Vi lever i et kompetencepræget og målrettet samfund. Hvor mennesket går mere op i, hvad det kan og vil, frem for, hvem det egentlig er. Det hænger sammen med, at vi mangler et sprog til at sætte ord på det at være menneske,” siger han.
Mennesker bliver ifølge ham automatisk klogere på egne meninger, værdier og valg, når de snakker højt om livets grundlæggende eksistentielle spørgsmål.
Man kan derfor passende reflektere over, hvordan søstrenes sirlige retningslinjer i et individualiseret samfund giver større mening? Hvis man spørger søstrene selv, mener de ikke, at de har mindre frihed eller færre muligheder. De har selv valgt livet med Gud. Et liv i kyskhed, lydighed og fattigdom.
For enden af søster Teresas marineblå ordensdragt stikker to snuder frem.
Med gummisål og velcrobånd står hun solidt på mahognigulvet i entréen. Det er ikke detaljen, men funktionen, der er vigtig. Ved siden af står et par laksko. De tilhører ikke søster Teresa, men nogle gæster, der er på et kort visit. Den sorte lak glitrer, og de er finpudset som nye. Men i klosteret på Amager har de ikke fået et eneste misundende blik.
”Hvis jeg havde glimmerstrømper og laksko på, ville ingen vide, at jeg var søster. Ingen ville betro sig til mig og bede om min hjælp. Jeg ville ikke kunne udføre min opgave og være en gave for andre,” siger søster Teresa.