Det er ikke hver dag, man sidder over for en person, der om kort tid rejser af sted til et katolsk kloster i Wurzburg i Tyskland for de næste syv år at læse til præst. Men det er tilfældet med 53-årige Bernhard Kofod, der i Tyskland vil tilslutte sig den katolske orden redemptoristerne. I Danmark har ordenen kirker i Odense, Næstved og på Amager ved København.
Han er selv født og opvokset i en katolsk familie på Amager i en søskendeflok på 11, som alle både er døbt og opdraget i den katolske tro. Fra barnsben har han færdedes i Sankt Annæ Kirken på Amager, hvor han hjalp til med en række praktiske opgaver. Gennem hele sit liv har han boet på Amager, hvor han gik ud af skolen i 1967 i en alder af 16 år.
Derefter blev han portør på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Senest har han arbejdet som social- og sundhedsassistent på det socialpsykiatriske bocenter Sundbygård, på Amager, indtil den 1. juli i år.
- Jeg har haft tanken om at blive præst, siden jeg var 12-13 år. Da vi var børn, læste vi messer hjemme hos os selv. Vi tog et tæppe over skulderen, skar et rugbrød ud i skiver og legede præst. Så prøvede vi, så godt vi kunne, at tale latin, siger han.
Men der skulle alligevel gå omkring 40 år, inden han traf beslutningen om at læse til præst, blandt andet fordi han har opdraget sin datter Tina alene.
- Jeg har altid sagt, at Tina er det vigtigste. Hun kan jo ikke gøre for, at jeg lige pludselig får nogle ideer om at ville noget andet. Det er jo ikke hendes ansvar. Det er også derfor, jeg først gør det efter hendes studentereksamen, siger han.
$SUBT_ON$En stor beslutning
Men i dag er Tina 20 år og har netop taget sin studentereksamen, og for to år siden blev de enige om, at han godt kunne tage af sted.
Bernhard Kofods sognepræst på Amager førte ham på sporet ved at sætte ham i forbindlese med en katolsk præst i Odense, som har god kontakt til provincialen for Wien, som er øverste chef for de tre ordenshuse, der er i Danmark. Under provincialens besøg i Danmark blev de enige om, at han skulle fortsætte sine tanker og ideer en tid endnu.
- Det er den proces, jeg har været gennem de seneste to år, og vi er så blevet enige om, at jeg kan begynde her i august. Det er jo en længere uddannelse, og eftersom jeg er 53 år, så kan jeg godt se, at det er sidste udkald. Provincialen har understreget, at min alder ikke betyder noget, fordi det lige så meget er processen, det drejer sig om. Men det havde været noget andet, hvis jeg havde været 10 år ældre, siger Bernhard Kofod.
Vejen til at blive katolsk præst begynder med en prøvetid på to år. Her lever kandidaten i fællesskabet, lærer dets levevis og arbejde at kende. Herefter er der fire år, hvor man studerer teologi og filosofi. Så aflægger man de evige ordensløfter: lydighed, kyskhed og fattigdom. Når det er overstået, bliver man som regel inden for samme år viet til diakon (hjælpepræst) og omkring et år efter viet til præst.
- Det tager en seks-syv år, før man er færdig. Så hvis alt går vel, er jeg færdig som 60-61-årig. Men det gør ikke så meget for mig, fordi det vigtigste for mig er at komme ind i ordenslivet og lære dens dagligdag at kende. Og bagefter som præst at lære den katolske kirke at kende. Vi går jo ikke på pension på samme måde, som man gør i folkekirken. Derfor bliver man groft sagt ved, indtil man falder død om. Det er en væsentlig forskel, siger Bernhard Kofod.
Han tror, at det vil være en stor fordel, at han har prøvet en masse ting i livet.
- Jeg har en stor ballast, fordi jeg har en masse livserfaring. Jeg har været på arbejdsmarkedet i mange år, været igennem konflikter, og hvad der ellers sker på arbejdspladser. Og fordi jeg har en datter, en stor familie og et netværk, har jeg også noget at trække på. Jeg er da privilegeret. Jeg synes, det er en gave, jeg har fået midt i mit liv. At gøre det og fordybe mig med ting i mit liv, som jeg virkelig brænder for, siger han.
Og troen betyder meget for ham.
- Den er hele mit fundament. Det er ikke bare at gå i kirke om søndagen, men også at reflektere over det, man gør til hverdag. Det, synes jeg, er vigtigt. Jeg er jo menneske på godt og ondt. De daglige bønner er også meget vigtige. Det er faste bønner, som man har over hele verden. Dem kan jeg godt lide at bede, for så har jeg en fornemmelse af, at vi hænger sammen. siger Bernhard Kofod.
$SUBT_ON$Tid til fordybelse
Han vil meget gerne tilbage til Danmark, når han er færdiguddannet som præst. Men ellers tiltaler den oprindelige tanke blandt redemptoristerne ham om at missionere ude i befolkningen. Det er imidlertid ikke noget, han selv kan bestemme. Det er ordenen nede i Wien, der bestemmer det.
- Men der er ingen tvivl om, at jeg nok kommer til Danmark, fordi vi ikke har særlig mange præster. Den seneste danske præst, der blev viet inden for ordenen, var i 1961. Han er nu 73 år. Når man er redemptorist, så skal man være klar over, at man ikke
er stationær. Man er aldrig det samme sted hele livet igennem. Vi er mere fælles om tingene, et slags kollektiv, siger Bernhard Kofod.
Af samme grund har han skilt sig af med alle sine ejendele. Kun et par flyttekasser med bøger har han valgt at efterlade. Selv om der er gået en del år fra tanke til handling, så er han i dag ikke det mindste i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, han har taget.
- Nu er det virkeligt. Nogle gange er det nok også et spørgsmål om at lytte. Jeg har måske ikke lyttet godt nok. Jeg tror, der er en mening med alt, hvad der sker. Nu kan jeg få lov til at fordybe mig med nogle ting, jeg virkelig brænder for. Jeg har nok ikke været god nok til at lytte til, hvad Vorherre sagde. Jeg har da haft øjeblikke, hvor jeg har tænkt: "Er det nu også det rigtige, det her." Men så har jeg tænkt bagefter, at det er der, jeg har roen. Det er den, jeg har søgt hele livet.