I dette forår er det jubilæumssæson i Vatikanet. I januar fejrede den pavelige Schweizergarde sit 500-års jubilæm, og i februar gjaldt det Vatikanmuseerne, der ligeledes fyldte 500. Endelig kunne pave Benedikt XVI i april markere 500-året for påbegyndelsen af den "nye" Peterskirke.
Alle tre begivenheder kan føres tilbage til en af renæssancens mest dynamiske og politisk drevne paver, Julius II, hvis største ambition var at sikre Pavestolen uafhængighed af såvel italienske fraktioner som den franske konge. Schweizergarden gav ham personlig sikkerhed i så henseende, Vatikanmuseerne styrkede hans prestige, og i bygningen af en ny Peterskirke ville han skabe et monument, der kunne gøre Kirkens glans og storhed begribelig for enhver.
Noget måtte der også gøres. Den basilika til ære for apostlen Peter, som kejser Konstantin havde rejst på Vatikanhøjen små 1200 år tidligere, var ved at falde sammen. Tidligere paver var blevet advaret om, at den ældgamle bygning ikke mere kunne repareres, men hidtil var det ikke blevet til andet end lappeløsninger. Mange veg formentlig også tilbage for tanken om at jævne en kirke med jorden, der var kendt ud over hele kristenheden, og hvor generationer af troende havde fejret gudstjeneste siden kristendommens tidligste tider.
Pave Julius led dog ikke under sådanne anfægtelser, men var fast besluttet på at føre sin store plan ud i livet. Da først han havde udvalgt sig stjernearkitekten Donato Bramante som sin bygmester, gik tusindvis af arbejdere i gang med at nedbryde den gamle basilika, og den 18. april 1506 blev grundstenen til den nye kirke nedlagt af den 63-årige pave personligt.
"Ingen har nogen indflydelse på ham. Han rådspørger kun få eller ingen", rapporterede den venetianske ambassadør ved Pavestolen om den ivrige bygherre. "Det, som han har tænkt over om natten, må øjeblikkeligt føres ud i livet ... Det er næsten umuligt at beskrive, hvor kraftfuld, voldsom og vanskelig at styre han er ... Alt ved ham antager storslåede proportioner, både hans initiaver og hans lidenskaber."
Selv fik Julius II ikke lov til at se kirken fuldført, for det tog 120 år og 20 paver, før det enorme bygningsværk stod færdigt. Til gengæld fik en stor del af renæssancens og barokkens ypperste kunstnere mulighed for at yde deres bidrag i takt med, at blandt andre Rafael, Michelangelo og Maderno efter Bramantes død afløste hinanden som kirkens arkitekter.
Og storslået blev det. Kirkerummet er 186,35 meter langt, 97,5 meter bredt, og kuplen er 132,5 meter høj. Der er 44 altre, 778 søjler, 395 statuer og 135 mosaikfelter. Kirken dækker et areal på 21.477 kvadratmeter og kan rumme 60.000 mennesker. Rosenborg kan stå i forhallen, Frihedsgudinden under kuplen, og nedenunder Berninis berømte baldakin over højaltret er der næsten plads til Rundetårn.
Alligevel er det de færreste besøgende, der føler sig tyngede af de gigantiske mål, for kirkerummet er harmonisk og indbydende. "Peterskirken er den skønneste ting i universet ... alt er enkelt, naturligt, ophøjet og derfor sublimt", skrev den lærde franske dommer Charles de Brosses fra Rom i midten af 1700-tallet.
Den vurdering har været fremherskende ned gennem århundrederne, og helt i overensstemmelse hermed beskrev Benedikt XVI på jubilæumsdagen Peterkirken som "et kunstens og troens mesterværk".
For den katolske kirke er det imidlertid hverken størrelsen eller pragten, der er det vigtigste ved Peterskirken. Ikke engang dens status som hjemsted for de fleste pavelige liturgier er afgørende. Det, der betyder allermest, er, at den med stor sandsynlighed er bygget over apostlen Peters grav.
Det Nye Testamente beretter intet om Peters død, men allerede lang tid før kejser Konstantins regeringstid var der en solid tradition for, at Peter omkring år 64 led martyrdøden på Neros Cirkus, og at han blev begravet på en nærliggende gravplads. Konstantin var ikke selv i tvivl om, at højaltret i den basilika, han byggede i år 324, lå lige over Peters grav, og da Julius II lagde planer for sin nye Peterskirke, bevarede han højaltret på præcis samme sted som i den gamle.
Hele området under Peterskirkens krypt blev udgravet fra 1940 til 1957, og her fandt man talrige gravmæler fra de første århundreder efter Kristus. Under højaltret afdækkede arkæologerne et kristent gravmæle – et såkaldt ædicula – som alt tyder på var bygget omkring år 160 for at markere Peters grav.
Gravmælet dækkede en i øvrigt tom jordgrav fra det første århundrede, men i en mur, der støder op til gravmælet, opdagede man et hulrum med knoglerester fra en kraftig bygget mand på mellem 60 og 70 år, indhyllet i et kostbart klæde. På muren fandt man en graffiti med de græske ord "Petros eni" (Peter er herinde). På baggrund af disse opdagelser bekendtgjorde pave Pius XII i 1950, at Peters grav var fundet, og i 1968 fulgte pave Paul VI op med en erklæring om, at knoglerne var Peters.
Fuld sikkerhed får man sandsynligvis aldrig, men for de første kristne menigheder var det et afgørende led i deres selvforståelse at kunne pege på en apostelgrav og dermed en forbindelse tilbage til Jesus selv.
Det betyder stadig meget både for katolikker og ortodokse, og i vor tid, hvor konspirationsteorier og andre luftige forestillinger fylder meget i mange menneskers tilgang til kristendommen, kan det være nyttigt at kunne henvise til de fysiske rester af et menneske, der stod Jesus nær. Er man i Peterskirken, opholder man sig på et sted, hvor troende siden den kristne kirkes allertidligste tider har tilbedt Gud, og det kan være med til at gøre evangeliernes beretninger mere håndgribelige og understrege kristendommens budskab om, at Guds søn blev menneske i historisk tid og rum.
Det er derfor også Peter – og hverken Bramante, Michelangelo eller Julius II – der er genstand for Vatikanets fejring af 500-års jubilæet. Den 29. juni, festen for apostlene Peter og Paul, vil få en særlig festlig markering i år, og til oktober åbner udstillingen "Petros Eni" med blandt andet det berømte mur-fragment fra Peters grav. Særlige frimærker og mønter bliver også udsendt, ligesom alverdens teologer og kirkehistorikere til næste januar vil mødes i Rom til en stor konference om Peter.
– I det gamle Rom – en by som vi i dag ville beskrive som multikulturel, multietnisk og multireligiøs – blev en ganske almindelig jøde henrettet og begravet ved en vej i udkanten af byen, forklarede kunsthistorikeren Antonio Paolucci, der har ansvaret for udstillingen "Petros Eni", ved Vatikanets præsentation af jubilæumsprogrammet den 20. april.
– Det utrolige er, at nogen satte et mindesmærke over denne afsidesliggende grav, og at dette mindesmærke med tiden blev til den største kirke i verden, sagde han.
Men Peterskirken er også en provokation. Det skandaløse salg af afladsbreve, der i 1500-tallets første halvdel blev brugt til delvist at finansiere bygningen af kirken, var en medvirkende årsag til reformationen. Og de storslåede liturgier i Peterskirken blev for mange protestanter et sindbillede på den pavelige selviscenesættelse og det katolske embedssyn, som reformatorerne gjorde op med.
Gravmonumenter for kongelige konvertitter til katolicismen – som den svenske dronning Christina og de engelske Stuarter – var yderligere en politisk udfordring, og kirkens pragt og ødselhed har forårsaget mange skarpe kommentarer om den kristnes pligt til at følge Jesus på fattigdommens og ydmyghedens vej.
I dag er forargelsen overvejende henvist til periferien, og det er – uanset konfession – god tone at været begejstret over, hvad den danske kunsthistoriker Mogens Nykjær har kaldt "det mest betydningsfulde kultrum i kristenheden". Alt andet lige betyder Peterskirkens lange tilblivelseshistorie og arven fra Konstantins basilika også, at ingen bestemt tidslader eller ideologi kan tage patent på den.
Den store kirke taler med meget forskellige stemmer. Bramante planlagde Peterskirken i overensstemmelse med renæssancens idealer om perfekt enhed, men banede samtidig vej for barok-arkitekten Madernos forestillinger om dynamik og bevægelse. Bernini, der anlagde Peterspladsen, talte modreformationens sprog, da han beskrev de to kolonnader som "Kirkens arme, der favner katolikkerne for at styrke deres tro, kætterne for at genforene dem med kirken, og de ikke-troende for at oplyse dem med den sande tro".
Berninis robuste metafor stillede sig dog ikke i vejen for, at protestanten Bertel Thorvaldsen knap 200 år senere skabte sit berømte gravmæle for Pius VII i kirkens Capella Clementina. Ej heller forhindrede det i 1952 pave Pius XII i at bede den italienske kommunist og billedhugger Giacomo Manzù i at designe et nyt sæt døre til Peterskirken, den såkaldte "Dødens Dør". Det var igennem disse døre, at tv-seere fra hele verden og millioner af pilgrimme i Rom for et år siden så kisten med Johannes Paul II blive båret ind på vej mod den gamle paves sidste hvilested i Peterskirkens krypt.
Alle kender Peterskirken, men som en af verdens største seværdigheder står den også konstant i fare for at blive offer for sin egen succes. Det er en blandet skare af pilgrimme, turister og nysgerrige, der i tusindvis hver dag bevæger sig over pladsen, op ad trapperne og ind i det enorme kirkerum. Råben og gestikuleren, bare maver og stressede feriegæster giver Peterskirkens administration – Fabbrica di San Pietro – mange daglige udfordringer.
Det fik også den nyvalgte pave Benedikt XVI til sidste år at stramme op på regelsættet til fordel for større andagtsfuldhed. For fremtiden skal alle store grupper lytte til deres guider gennem hovedtelefoner – såkaldte whisper sets – og fra klokken 16.30 er det helt forbudt for store grupper at bevæge sig rundt af hensyn til forberedelserne til messen klokken 17. Ændringerne har ikke ligefrem vakt jubel hos turistbureauerne, men resultatet er, at der er mere stille i Julius II's basilika, end der har været i årevis. Peterskirken er nok et verdensberømt eksempel på, hvor lykkeligt kunsten og troen kan stimulere hinanden. Men i konflikten mellem turisten og pilgrimmen har paven eftertrykkeligt taget den troendes parti.
Andreas Rude er mag.art i litteraturvidenskab
Kronologi
Cirka år 64: Apostlen Peter begraves på Vatikanhøjen.
Cirka år 160: Et mindesmærke opføres over Peters grav.
324: Kejser Konstantin påbegynder sin basilika.
1503: Julius II udnævner Bramante til arkitekt for den nye Peterskirke.
1506: Julius II nedlægger den 18. april grundstenen til den nye Peterskirke.
1514: Rafael overtager ledelsen af byggeriet.
1547: Michelangelo bliver ny arkitekt.
1593: Michelangelos kuppel er færdig.
1606: Maderno forlænger basilikaen.
1626 Indvielsen af den nye Peterskirke.
1656-67 Bernini anlægger Peterspladsen.