Prøv avisen

Et liv efter Jehovas forskrifter

Foto: Pixabay

Jehovas Vidner opfatter sig selv som »de sande kristne« og søger at leve eksakt efter Bibelens anvisninger. Vidnerne kritiseres ofte for, at deres praksis for udstødelse er hård og umenneskelig

Når Jehovas Vidner, som mange måske ved, hverken fejrer jul eller fødselsdage, ikke modtager blodtransfusioner og har tradition for at missionere meget aktivt, hænger det sammen med, at vidnerne så vidt som muligt forsøger at leve nøjagtig som de allerførste kristne.

- Julen er en hedensk skik indført lang tid efter, at kristendommen opstod. Og i Bibelens beskrivelser af den første menighed står der ikke noget om, at den fejrede medlemmernes fødselsdage, derfor gør vi det heller ikke, fortæller Erik Jørgensen, Jehovas Vidners informationschef i Danmark.

Til gengæld fejrer Jehovas Vidner ivrigt bryllupper og bryllupsdage.

- Familien er indstiftet af Gud, og derfor bør vi fejre og helligholde alt, hvad der har med familielivet at gøre, siger Erik Jørgensen.

Jehovas Vidner tror på Bibelens Gud, men mener at Jehova er hans sande navn, og at han i øvrigt er hævet over Jesus (modsat treenighedslæren i den protestantiske kristendom). De modtager ikke blod ved transfusioner, fordi Bibelen forbyder, at mennesker spiser eller drikker blod. Og ifølge vidnerne gælder denne lov også indtagelse af blod i årerne. Også selv om det, set fra et medicinsk synspunkt, kan synes uklogt at afstå fra blodtransfusioner.

»De, der respekterer livet som en gave fra Skaberen, forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod«, lyder deres argument ifølge den officielle hjemmeside.

Jehovas Vidner missionerer, fordi de ønsker at sprede det såkaldt glade budskab. Det glade budskab er, at Kristus kommer tilbage, og Jordens - ifølge vidnerne - sørgelige tilstand vil blive afløst af et paradis. Når Jehovas Vidner taler om »de sidste tider«, mener de tiden lige inden »den store trængsel«, hvor de sande troende -deriblandt vidnerne - vil blive frelst og leve videre i Kristi tusindårsrige.

Jehovas Vidner afholder internationale stævner i 14 forskellige lande i år. Et af dem begynder i morgen i Danmark.

- Men det forventes ikke, at alle vidnerne deltager i alle stævnerne, siger Erik Jørgensen.

Desuden mødes vidnerne til mindre stævner inden for landets grænser tre gange om året og i rigssalen, Jehovas Vidners »kirke«, flere gange ugentligt.

- Men ellers ligner vi alle andre mennesker: vi nyder god mad, musik og drikker alkohol, dog med måde så vi ikke i fuldskab kommer til at foretage os noget ufornuftigt, fortæller Erik Jørgensen.

Udstødelse

Hvad der måske ikke minder så meget om noget fra »almindelige menneskers« liv, er Jehovas Vidners forhold til mennesker, som ikke længere tror på vidnernes lære. Den såkaldte udstødelse.

- De sidder til stævnet og snakker om medmenneskelighed, men det er helt absurd, fordi der sidder en masse mennesker rundt omkring dem, som de har vendt ryggen til og på den måde ødelagt deres liv, lyder kritikken fra Poul Dal, tidligere Jehovas Vidne og nu formand for foreningen Kristen Frihed for afhoppede Jehovas Vidner.

Han peger på Jehovas Vidners praksis for at afskære al kontakt til medlemmer, der forlader trossamfundet. Dette kan især synes hårdt, når det drejer sig om familiemedlemmer.

- Man skal selvfølgelig stadig hjælpe sin familie, hvis den er i nød, også selv om de er udstødte. For selvfølgelig holder man stadig af dem. Men det er klart, at hvis man vælger Jehovas Vidner, får man nogle goder, heriblandt det store netværk, og hvis man vælger vidnerne fra, så er det fordi, man ønsker nogle andre goder, lyder Erik Jørgensens svar.

Poul Dal, der i dag har to voksne børn, der er medlemmer af Jehovas Vidner, kalder praksissen vanvittig og betegner den som gidseltagning.

- Man behøver jo ikke at snakke om tro, bare fordi man holder kontakt til sin familie. Når det for eksempel drejer sig om politik, kan man sagtens både være gift og venner med nogen, der har det modsatte synspunkt af en selv, mener Poul Dal, der bor i Skive.

- Men hvis jeg boede i nærheden af København, var jeg da taget til stævnet. Så kunne det jo være, man så nogle af sine familiemedlemmer, siger han.