Næsten et døgn har det lille barn været på vej, fra de første veer bider i Ursula Andkjær Olsens lænd, til han endelig kommer til verden den 11. januar i år på Rigshospitalet. Hun er udmattet, mørbanket af smerterne, men forløst.
I søndagens prædiketekst bruger Jesus netop den fødende kvindes smerte og forløsning som en forudsigelse af, hvordan disciplene vil klage og græde over hans død, men glædes over hans opstandelse.
For Ursula Andkjær Olsen var fødslen af sønnen Max forbundet med følelser, der både stred mod hinanden og var større end blot glæde.
- Der er jo ganske vist noget, der hedder glædestårer. Når glæden er så stor, at der ikke er plads til den, kommer den ud gennem øjnene. Men en fødsel er snarere en sublim end en glædelig oplevelse. Den er så blandet og så meget større end glæde i almindelig forstand, siger hun og uddyber:
- Der er en grundlæggende dialektik forbundet med at være pattedyr. Man hænger sammen med barnet, der er inden i én, og samtidig skal barnet fødes, før man kan møde det. Og så, når man har født det, er man adskilt fra det. Det vil sige, at det kræver en adskillelse, før man kan møde det. Den dobbelthed er storslået og sørgelig. Lige så glædeligt det var, at et nyt barn var kommet til verden, lige så sørgeligt var det, at jeg ikke hang sammen med barnet mere. Det er både idyllisk, ærefrygtindgydende, intimt og ensomt at stå med et lille væsen.
Ursula Andkjær Olsen, 38 år, er en af landets mest anerkendte lyrikere. Hun kaldes "geni" og "digter-komet" af kritikerne, og hun er rost til stjernerne for sin sproglige kunnen. I år var hun indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for værket "Havet er en scene." Siden sin første digtsamling "Lulus sange og taler" fra 2000 er legater og priser regnet ned over hende, blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
Ursula Andkjær Olsen har en særlig evne til at leve sig ind i sproget, lege med dobbelte betydninger og poetiske udtryk. For nogle uger siden skrev hun i sin notesbog som en slags kommentar til idealet om at sige tingene ligeud: "Det eneste, jeg har til fælles med Jesus, er, at vi begge taler i lignelser."
- Ja, det er jo højst pinligt, at jeg kunne finde på at sammenligne mig selv med Jesus, ler hun, da hun fortæller om noten, og forklarer:
- Men at tale i lignelser og bruge billeder i sit sprog er ikke overflødig pynt i mine ører. Det er snarere at give sig hen til en sproglig urkraft og til sprogets væsen, så det var mest for at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at "sige tingene ligeud."
Når Jesus sammenligner disciplenes glæde ved opstandelsen med en mors glæde over, at et menneske er født til verden, er det for Ursula Andkjær Olsen en af de smukkeste formuleringer i søndagens prædiketekst.
- Når "et menneske" er blevet født, er det allerede født ind i et fællesskab. Det er større og har en mere vidtrækkende karakter end min egen nok så store, men også i en vis forstand egoistiske glæde over at have født "mit barn", siger hun.
Hvor Ursula Andkjær Olsens fødselsglæde stred mod andre modsatrettede følelser, var den fysiske smerte til gengæld ren og stærk.
- Jeg havde en forestilling om, at det ville gøre meget ondt, og det gjorde også utrolig meget ondt. I sig selv gør det ondt at have veer, og så skal man oven i købet selv bidrage til at gøre det værre ved at skubbe samtidig.
Selvom om Jesus bruger en rendyrket kvindelig erfaring til at beskrive overgangen fra smerte til glæde, har han alligevel ramt rigtigt med sit sproglige billede, bekræfter Ursula Andkjær Olsen.
- Det karakteristiske ved fødselssmerten er, at den ikke bliver ved med at gøre ondt sådan som alle mulige andre smerter, selvom idéen om, at "alt er glemt" bagefter, er at stramme den lidt. Jeg kan stadig huske, hvor ondt det gjorde. Men selvfølgelig overstrålede følelsen af, at barnet var født, helt den fysiske smerte ved at føde det, siger hun.
Ursula Andkjær Olsen voksede op i København med sin fem år yngre søster, sin far, der er cand.mag. i dansk og sin mor, der var læge. Som lille pige ville hun være astronaut eller pilot, men så blev hun nærsynet. Som stor pige ville hun gerne være pianist. Sproget var upålideligt, syntes hun. Med det var hendes fingre også, når hun spillede for andre. Efter at have uddannet sig som cand.mag. i musikvidenskab og filosofi begyndte hun at skrive.
For hende, der udforsker sprogets dobbeltheder som lyriker, er den menneskelige eksistens heller aldrig entydig for Ursula Andkjær Olsen. Hun er lykkelig over at se sin søn, lære ham at kende og "at have verdens bedste mand." Men livet ville være ufuldendt uden den mytiske smerte, der kom ind i verden ved syndefaldet, og som netop beskrives i søndagens tekst, erfarer hun.
- Jeg er fuldstændig med på, at smerte hører menneskelivet til. Jeg er ikke døbt og ikke opdraget som kristen, hvilket jo ikke forhindrer mig i at være total kulturel protestant og læse i Bibelen en gang imellem. Et liv uden smerte ville jo være til grin, siger hun.
Til gengæld undrer hun sig over Jesu opstandelse - på nogenlunde samme måde som disciplene.
- Helt inderst inde kommer jeg aldrig til at forstå, hvad det evige liv skulle være godt for. Et liv uden smerte og dødelighed ville ikke være et menneskeliv. Én ting er så, at jeg ikke forstår det. Det er vel i orden ikke at forstå det guddommelige, men jeg tror også, at jeg synes, at tanken er uhyggelig, siger Ursula Andkjær Olsen.
Bevidstheden om at ville rykke sin egen dødelighed om end ikke ud i evigheden så et godt stykke ud i fremtiden er dog blevet meget stærkere, nu hvor hun har født Max.
- Der var engang en, der sagde til mig, at nå ja, det evige liv kan man ikke forholde sig til. Det, der er sagen, er, at man ikke vil dø, og det synes jeg var en meget fin måde at sige det på, for det er jo det, der ligger i det. Nu må jeg ikke dø. Nu er jeg nødt til at blive her og passe på ham.