Skal kirke og stat adskilles?
Spørgsmålet medfører ofte højrøstet debat, og som det ses af de seneste dages me-diedækning, er Folketingets åbningsgudstjeneste en arena for denne kamp. I går havde Humanistisk Samfund for første gang inviteret Folketingets medlemmer til en ikke-religiøs åbningsceremoni, der blev et modsvar til den traditionsrige kirkelige åbning af folketingsåret. Humanisterne lagde vægt på, at deres arrangement ikke var en protest, men et ”supplement” til åbningsgudstjenesten.
Denne nye måde at præsentere religionskritik på går hånd i hånd med en mere generel udvikling i den religionskritik, der trives blandt Folketingets partier. Hvor religionskritikken tidligere var knyttet til særligt SF, Enhedslisten og De Radikale, har nu også et nyt parti gjort sig bemærket i den diskussion: Alternativet.
Partiet var også repræsenteret ved gårsdagens ikke- religiøse ceremoni.
Men Alternativet har ikke officielt taget stilling til, om partiet ønsker en adskillelse af kirke og stat, og er internt delt i spørgsmålet.
I stedet arbejder man i øjeblikket på at finde en fælles holdning til tros- og livssyn med fokus på ligestilling. Og selvom Alternativet slår til lyd for mere religionslighed i Danmark, er der tale om et parti, som udtrykker sig mærkbart mindre kirkefjendtligt, end det engang var kutyme på den politiske venstrefløj.
Også hos SF er der bevægelse. I 2009 og 2010 stod blandt andre partiets daværende folketingsmedlem Kamal Qureshi bag protesterne mod åbningsgudstjenesten. Og SF protesterer stadig mod åbningsgudstjenesten, idet hele partiet i år valgte at boykotte den kirkelige åbning. Men protesten har ændret karakter. For hvor Kamal Qureshi – og før ham en lang socialistisk tradition – stillede sig kritisk over for folkekirken som institution, har SF’s nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, meldt ud, at hun som kristent menneske tager afstand fra valgmenighedspræst Morten Kvist som prædikant ved åbningsgudstjenesten. Det skyldes hans politiske holdninger, som hun er uenig i.
Og det er værd at bemærke, mener Henrik Reintoft Christensen, lektor ved religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
”Tidligere var SF et parti med et meget lidt religiøst ståsted. Når Pia Olsen Dyhr nuancerer sin afstandtagen ved at sætte streg under, at hun selv er kristen, er det et udtryk for, at prædikanten ifølge hende repræsenterer en forkert form for kristendom. Nu ser vi altså en kamp om, hvad kristendommen er for noget, og hvilken kristendom der er den rigtige,” siger han.
Enhedslisten har tradition for slet ikke at møde op til åbningsgudstjenesten, og partiet har i det hele taget venstrefløjens tætteste bånd til 1970’ernes marxister samt deres kritik af folkekirken som institution. Men den kritiske arv er ifølge Henrik Reintoft Christensen ikke så present i dag, som den tidligere har været.
”I 1970’erne var folkekirken i forlængelse af ungdomsoprøret en af de autoriteter, som man ville gøre op med, og derfor var det naturligt at kritisere den. Den kamp (mod kirken som institutionel autoritet, red.) er for længst vundet. Nu kan folk selv vælge, hvad de vil: De kan tro på reinkarnation og gå i kirke samtidig. Flere ser, at islam stadig har den magt over nogle mennesker, som folkekirken som institution tidligere havde, og derfor må den i stedet bekæmpes.”
Som i så mange andre udviklinger har det altså spillet en stor rolle, at islam er blevet en del af Danmark. Det har tilsyneladende gjort kristendommen vigtigere som politisk markør, ikke bare på højrefløjen, men også på venstrefløjen. Og det har på mange måder flyttet kulturkampen fra et mellemværende mellem kirken og dens kritikere til at handle om islam og dens kritikere.