Prøv avisen

Et mirakel takker Jesus

Mie og Jan Fog beder nu selv om helbredelse for syge. Mie sidder her med det korset, lægerne havde udstyret hende med, og som hun gik med i fem år indtil sin mirakuløse helbredelse. -- Foto: Jesper Kristensen.

Søndagens tekst beskæftiger sig med mirakler, men også taknemmelighed. Mie Fog viser sin taknemmelighed over det mirakel, hun har været ude for, ved at åbne sit hjem og bede for de syge

– Jeg tror slet ikke, at jeg fik sagt tak det første halve år. Jeg var alt for optaget af det fantastiske, der var sket, og samtidig urolig over, om det nu ville holde, eller jeg ville vågne op en morgen og igen være lam i den ene arm og hånd. Det var jo noget mærkeligt noget, der var sket. Jeg var dybt skeptisk og syntes i begyndelsen også, det var lidt pinligt at fortælle andre, at Jesus havde helbredt mig. Vi var jo ikke særlig troende eller kristne og kommer ikke i kirken.

I den tekst fra Lukasevangeliet, der skal prædikes over i folkekirken i morgen, helbreder Jesus ti spedalske, men kun én vender tilbage for at takke, og som en særlig krølle på historien fremhæves, at den taknemmelige tilmed var en samaritaner, som jøderne så skævt til.

Kun én viste taknemmelighed, mens de ni andre glemte at sige tak.

En sådan mangel på taknemmelighed er jo ikke ualmindelig, konstaterer Mie Fog og påpeger, at det her ikke kun drejer sig om almindelig god opdragelse: Uden taknemmelighed kan selv et mirakel ikke få lov til at udfolde sig i et menneskes liv, mener den 36-årige faglærer, som underviser på AMU-centret i Ribe.

– Mennesker, der glemmer at sige tak, kan måske ligefrem sætte sig tilbage til den situation, de var i, før de blev hjulpet. Det gælder i alle livets forhold, tror jeg.

Selv har Mie og Jan Fog valgt at vise deres taknemmelighed over den mirakuløse helbredelse, Mie har oplevet, ved at åbne deres hjem flere aftener om ugen, hvor de beder Jesus om at hjælpe andre syge og svage, som hun blev det.

Og de kommer til hjemmet i Toftlund fra hele landet.

– Det er ikke noget, vi reklamerer for eller får penge for, understreger Mie Fog, og vi forsøger også at gøre det med en vis forsigtighed. Vi siger aldrig til et menneske efter at have bedt for ham eller hende, at "nu er du helbredt". Det ved kun Gud. Jeg kan godt synes, at det er vældig uretfærdigt, når et menneske, som er plaget af sygdom, ikke bliver helbredt, og jeg kan jo ikke forklare hvorfor. Det eneste, vi kan gøre, er at bede i Jesu navn og så håbe.

Ægtefællerne er fælles om helbredelsesmøderne. Begge er lige berørte af det mirakel, Mie Fog oplevede i forbindelse med sin helbredelse. Eller hvad det nu var? Mirakler står altid til diskussion, og Mie Fog er vant til at blive mødt med skepsis, når hun fortæller om sit tilfælde. Som hun selv var skeptisk. Hun forstår fuldt ud, at jordbundne danskere har mere end svært ved at forholde sig til noget så spektakulært som et mirakel, selvom der prædikes over dem i kirken.

På den anden side fik hun sidste år en hel lægekonferences ord for, at hendes helbredelse tilsyneladende ikke kan forklares på anden måde. Mie Fog indvilgede i at stille op til undersøgelse, spørgsmål og gennemgang af sin journal på en international konference, hvor 200 kristne læger beskæftigede sig med mirakuløse helbredelser.

Mie Fog blev i 1998 sparket af en af sine heste og fik knust den højre albue og muskulaturen i skulderen. Frem til 2001 var hun igennem fire operationer, indtil lægerne måtte opgive at gøre mere. Fremtidsudsigterne var et liv som stærkt handicappet førtidspensionist. Hendes højre arm og hånd var lam og følelsesløs, den højre skulder hang ned, og for ikke at belaste ryggen for meget, måtte hun gå med et korset, som også holdt den lamme arm på plads. Nerver og sener var ødelagte i albue og skulder, og lægerne havde måttet løsne to fingre, der sad fastlåst inde i håndfladen, ved at skære senerne over.

– Men det værste var smerterne. De var uudholdelige. Det stod på i fem år, og det blev bare værre og værre. For overhovedet at holde det ud måtte jeg tage 800 milligram morfin om dagen. Det svarer til den dosis, en stiknarkoman tager.

Mie Fog blev tilkendt højeste invalidepension.

– Men jeg ville ikke på pension i så ung en alder. Jeg følte det som et nederlag uden lige. Jeg har altid været vant til at klare mig selv.

I stedet hutlede hun sig igennem på nedsat arbejdstid, den daglige morfindosis og hjælp fra faderen og ægtefællen, der kørte hende til og fra arbejde.

Efter at lægerne havde opgivet hende, opsøgte hun i desperation det alternative marked, men uden resultat. Derfor var hun slet ikke motiveret, da Jan ville have hende med til en helsemesse i Aabenraa, hvor den kendte kristne helbredelsesprædikant Hans Berntsen og hustruen Inge skulle medvirke.

– Jeg ville ikke med. Jeg havde jo prøvet det hele og havde ikke lyst til at stille op som forsøgskanin endnu en gang.

Men det lykkedes Jan at overtale hende og også at skubbe hende frem til forbøn.

– Jeg satte mig foran Hans og så ham stift ind i øjnene. Hvis det var noget med hypnose, skulle det i hvert fald ikke lykkes for ham. Jeg havde en rullekravesweater på, så man ikke kunne se, jeg gik med korset, og jeg fortalte kun, at jeg led af hovedpine. Hvis det var Vorherre, der skulle helbrede mig, behøvede jeg vel ikke også at fortælle om min lamme arm?

– Så bad han, og sådan her – Mie Fog knipser med fingrene – så forsvandt hovedpinen! Jeg blev fuldstændig paf, rejste mig bare op og gik. Ude på toilettet måtte jeg nive mig selv i armen. Kunne det her være rigtigt? Hvis det var det, kunne jeg så undvære korsettet?

Mie tog forsigtigt korsettet af og opdagede, at hun nu kunne rette kroppen op.

– Det var helt vildt, men jeg blev også bange, for hvad var det for noget, det her?

Men hun måtte tilbage og fortælle om sin lamme arm, som Inge Berntsen derefter bad en lille bøn over.

– Den nat sov jeg for første gang i fem år uden at være nødt til at tage den morfin, som jeg ellers var så afhængig af. Om morgenen kunne jeg bevæge armen og alle fem fingre, også dem lægerne havde "afmonteret", og det har jeg kunnet gøre lige siden.

En uge efter helbredelsen arbejdede hun atter på fuld tid, og siden er hun blevet klar over, at hun også selv skulle hjælpe andre mennesker til helbredelse ved forbøn.

– Det tror jeg var meningen, og når vi åbner vores hjem, så er det jo et tilbud til de mennesker, som ikke kan få sig selv til at stille op til helbredelsesmøder, og som jeg inderlig godt forstår.

– Og vores måde at sige tak på.

steens@kristeligt-dagblad.dk