De første rapporter fra bispesynoden i Rom om familien, der begyndte i søndags og fortsætter indtil den 25. oktober, bruger mange sports- og krigsmetaforer. Den konservative fløj ”sætter de første stød ind”, mens de progressive forbereder ”et modangreb”. Nogle føler sig ”lokket i et baghold”, mens andre håber på ”en våbenhvile”.
Skønt synoden skal beskæftige sig med en bred vifte af udfordringer til familielivet - fra vold i hjemmet til fattigdom - er det de vante brændpunkter som skilsmisser og homoseksualitet, der truer med at stjæle billedet. Forlydender om en opblødning i den katolske kirkes syn på homoseksuelle under pave Frans har fået så vel konservative som liberale på barrikaderne understøttet af de forskellige lobbyister, der p.t. befolker Rom.
En polsk præst sprang tidligere på ugen ud som homoseksuel i fast forhold og kritiserede det ”homofobiske” miljø i Vatikanet. Konservative kommentatorer taler til gengæld om ”jordskælv” og advarer om et ”skisma”, hvis ikke kirken modstår presset fra den dominerende vestlige kultur.
Tanken om et skisma - en kirkesplittelse - er særligt fremtrædende i engelsksprogede medier og næres af krisen om homoseksualitet i den anglikanske kirke. I 2003 udnævnte den amerikanske del af kirken en åbenlyst homoseksuel biskop og skabte dermed en krise i forholdet til særligt kirken i Afrika, der tegner sig for de fleste af medlemmerne i det anglikanske fællesskab. Lige siden har det formelle overhoved for den anglikanske kirke, ærkebiskoppen af Canterbury, kæmpet for at holde sammen på sin flok, skønt nogle anglikanere for længst har dannet deres selvstændige kirker i protest mod anerkendelsen af homoseksualitet.
Kunne noget tilsvarende ske i den katolske kirke? Selvom glæden over pave Frans er stor blandt liberale katolikker, er de vant til at være i opposition til den officielle kirke, så der vil næppe blive oprør, hvis ikke synoden efter deres mening går vidt nok i sin nytænkning.
Til gengæld er frustrationen blandt konservative katolikker stor. Særligt i USA har højtprofilerede meningsdannere, der tidligere har stået last og brast med den officielle kirke gennem dens kriser, udtrykt skuffelse over den argentinske pave.
Selvom han i sine tre år på Peters stol intet har ændret i den katolske kirkes lære, er pave Frans uklar i sine udmeldinger, siges det. Og hans fokus på barmhjertighed skygger for de evige sandheder, som kirken er sat til at forvalte, understreges det. Hvis synoden hælder for stærkt i liberal retning, frygter nogle på denne fløj et skisma, mens andre mere åbenlyst bruger forestillingen om en kirkesplittelse som en trussel.
Skismaer hører med til kirkehistorien. Det mest berømte er bruddet mellem østkirken og vestkirken i 1054, mens det kendteste i moderne tid er den franske ærkebiskop Le-febvre og hans tilhængeres brud i 1988 med resten af den katolske kirkes i protest imod det Andet Vatikankoncils modernisering af den katolske kirke.
Lefebvre var dog et særtilfælde, for det ligger dybt i enhver katolsk biskops dna - uanset kirkepolitisk side - at bevare enheden i troen i fællesskab med paven.
Alt andet ville være sekterisk og dermed ukatolsk. Det udelukker ikke konflikter, for de godt 5000 katolske biskopper verden over er naturligvis ikke enige om alt. Men det gør, at det er usandsynligt, at et spørgsmål om seksualetik skulle fremprovokere et skisma, ikke mindst fordi intet tyder på, at Frans har til hensigt at ændre kirkens syn på homoseksualitet som en synd.
Omvendt er hele idéen med synoden at styrke kollegialiteten mellem biskopperne, og til det formål har pave Frans valgt en form, der tilgodeser den fri debat.
Heri ligger en fare for, at synspunkter bliver trukket for hårdt op, og at de får deres eget liv uden for Vatikanets mure. Men som garant for kirkens enhed føler Frans sig oplagt stærk nok til, at han er villig til at løbe risikoen. Endelig er der også andre emner end homoseksualitet for biskopperne at drøfte, og her kan sagtens opstå helt nye fronter eller alliancer.