Tidligere OL-vinder: Et spørgsmål om tro rev mig ud af håndbold-boblen

Tidligere målvogter på kvindelandsholdet i håndbold Louise Bager Due blev overrumplet, da en journalist efter EM-semifinalen i 2004 spurgte til hendes tro. Det blev begyndelsen på en befriende åbenhed, siger hun

For Louise Bager Due, der er tidligere målvogter på det danske kvindelandshold i håndbold samt olympisk mester og EM-guldvinder, er Gud vigtigere end alverdens medaljer og titler.
For Louise Bager Due, der er tidligere målvogter på det danske kvindelandshold i håndbold samt olympisk mester og EM-guldvinder, er Gud vigtigere end alverdens medaljer og titler. Foto: Jens Bach.

Håndbold og religion er normalt ikke ting, der forbindes med hinanden, og selvom jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er troende, så var Gud ikke det, jeg talte mest om med mine kammerater på hverken klubhold eller landshold.

Desuden er man som topspiller meget optaget af sin sport, og man dedikerer masser af tid og energi til træning og kampe, hvor det hele handler om håndbold. Og når man så er til de store mesterskaber og slutrunder, bliver alt forstærket, så man lever i en boble, hvor håndbolden fylder alt.

Sådan var det også i 2004, hvor jeg og resten af det danske landshold spillede EM i Ungarn. Vi havde lige vundet semifinalen og skulle nu ud til pressen, som ventede talstærkt på os. Jeg havde stået ret godt i målet og var derfor forberedt på at skulle svare på spørgsmål om både kampen og om den finale, der ventede, samt fortælle om mine følelser. Men sådan gik det ikke.

I stedet trak en journalist mig væk fra de andre og lidt til side, inden han uden nærmere omsvøb spurgte: Er det rigtigt, at du er kristen?

Jeg blev ret paf, for det spørgsmål havde jeg sidst af alt ventet. Ja, jeg havde heller ikke selv tænkt på min tro i flere dage, for jeg levede som sagt i håndbold-boblen. Men nu blev der stukket eftertrykkeligt hul på den boble, og jeg hørte mig selv svare: Ja, jo, det er jeg.

Og så kom spørgsmålene ellers flyvende: Hvad betyder det for dig at være troende? Beder du til Gud inden en kamp? Fortæller Gud dig, hvordan du skal stå i målet? Og mange flere spørgsmål endnu, som jeg besvarede så godt, som jeg kunne, samtidig med at det føltes ret uvirkeligt at stå efter en så vigtig håndboldkamp og tale om tro.

Jeg var bagefter heller ikke sikker på, hvad jeg egentlig havde sagt. Så da jeg om aftenen talte med min mand hjemme i Danmark, aftalte vi at bede til Gud om, at artiklen måtte blive således, som Gud ønskede det. Min mand ville også købe en avis næste dag, så vi kunne se resultatet. For godt nok læste jeg normalt ikke aviser under en slutrunde, men lige her var jeg både nysgerrig og måske især nervøs for, hvad der ville komme ud af det interview.

Men det havde jeg slet ikke behøvet at være. For næste dag kunne man læse den fineste artikel skrevet i største respekt og med budskabet om, at for mig er Gud større end håndbold, hvilket var og stadig er sandt.

Men alligevel ændrede det interview meget for mig. Det bragte nemlig en åbenhed omkring min tro, og dermed kom der også en ny balance inde i mig og i mit liv, hvor troen blev noget, som jeg kunne tale om på en anden måde. Både generelt og med medierne og mine håndboldkammerater, hvoraf mange var meget nysgerrige omkring, hvad jeg og andre kristne mener om forskellige forhold som for eksempel vielser af homoseksuelle.

Men også på det personlige plan mellem os håndboldspillere blev der efterfølgende talt om tro på en ny måde. Ja, jeg oplevede at få mulighed for fortrolige samtaler med nogle af mine kammerater, der åbnede op, så jeg kunne fortælle dem om, hvem Gud er.

Det var alt sammen meget befriende, og jeg er i dag meget glad for, at jeg stod ved min kristne tro efter dén semifinale. For nok bliver det, i takt med at jeg bliver ældre, nemmere at sige ja, jeg er kristen, men der er alligevel et behov for i vores tids samfund, at vi kristne åbent bekender vores tro.

Hvad udfordrer din tro?

Der er mange ting, der kan udfordre min tro, men i den livssituation, som jeg er i lige nu, er det tiden. Som mor til fire børn på henholdsvis et, tre, seks og ni år er det nemlig svært at finde tid og overskud til ro og nærvær med Gud.

For nok går vi ofte i kirke om søndagen, enten her i vores lokale sognekirker i Vindum og Brandstrup, hvor vores børn også er døbt, eller inde i Viborg, hvor der er fællesskabsgudstjeneste en gang om måneden med børnekirke, og det er altid godt at komme begge steder.

Men derfor savner jeg nu alligevel den stilhed med Gud, der giver mulighed for fordybelse i troen, og som engang var en fast del af mit trosliv. Men jeg har simpelthen ikke kræfter til det i øjeblikket. For når børnene endelig sover, er jeg en meget træt mor, der enten bare vil slappe af eller måske selv i seng.

Men som en af mine gode veninder siger det: Sådan er det bare for os med små børn. Vi lever endnu mere af Guds nåde, end man gør det i andre perioder af livet. De ord tilslutter jeg mig i stor tillid til Gud og til en dag i fremtiden igen at få mere tid og overskud til det nærvær med Gud, som jeg kan savne i disse år.

Hvad er det bedste åndelige råd, som du nogensinde har fået?

Da jeg var 18 år, døde min mor af kræft, og ud over at det selvfølgelig var en stor sorg, blev jeg frustreret og vred på Gud. For hvordan kunne han lade det ske? Jeg synes heller ikke, at jeg kunne holde fast på Gud i den lange sygdomsperiode, der gik forud, og hvor jeg mere end nogensinde havde brug for ham og for håbet.

Men så var der en kvinde, der sagde til mig: Når det hele er rigtig svært, så er det ikke din opgave at holde fast i Gud, så skal du i stedet bede Gud om at holde fast i dig. Det gjorde jeg så, og jeg oplevede, at det virkede. Gud holdt fast i mig, og det har han gjort lige siden.

For uanset hvad jeg kæmper med, så kan jeg altid folde hænderne og bede Gud om at holde mig fast, og jeg ved, at han gør det. Det er en viden, der ligger en stor tryghed i, som giver mig et livsmod og en livskraft, når tilværelsen bliver svær, og jeg for eksempel savner min mor. For det gør jeg stadig, selvom jeg selv er blevet mor, og intet er vigtigere i mit liv end mine fire børn og deres fremtid.