Prøv avisen

Et stille farvel

Flere og flere personer begraves på det offentliges regning. -- Modelfoto: Miriam Kjer og Kirsten Gregers Jørgensen.

Han er en af dem, hvis begravelse betales af kommunen, fordi ingen andre kan eller vil. En af dem, der siger farvel i stilhed, fordi ingen dukker op til hans begravelse. Han hed Jens

Kisten er hvid. Helt almindelig med tre håndtag i hver side og to foran og bagpå.

Der ligger en buket på låget. Den er fra kommunen. Gule roser og orange gerbera blandet med små lilla blomster. Gulvet foran kisten og ned til døren er nøgent.

Han kunne have haft 70 mennesker siddende på hver sin side. Nogle af dem ville måske allerede have slået op på salme 331 og siddet med et lille lommetørklæde knuget mellem hænderne. Men i dag er alle 28 stolerækker tomme. I dag høres ingen gråd. Kun den lille hvide papirlap på kisten vidner om hans eksistens. Han hed Jens og blev 68 år.

Vi er i Ansgar Kirke i Københavns nordvestkvarter. Det er mandag formiddag.

Sognepræst Birgitte Knudsen er ved at gøre klar til at tage afsked med Jens. Hun ved ingenting om ham, for der er ingen til at fortælle hende det. Hun ved ikke engang, hvordan han døde. Kun hvor han døde, og hvor han blev født. Det var på landet, og derfor har hun valgt, at den sidste af de tre salmer handler om at være barn på landet. I stedet for "Altid frejdig når du går". For som hun siger:

– Hvad frejdigt var der ved hans liv? Ikke så meget, tænker jeg.

Hun har hverken spist eller drukket. Det gør hun aldrig, når hun har en kommunal begravelse. Hun er alt for nervøs, fordi hun har været alene om alle beslutningerne.

– Det er mit ansvar over for universet, at han kommer godt af sted. Jeg føler det ansvar meget tungt, fordi der ingen andre er, siger hun.

Hun står på det orientalske tæppe med de hvide frynser foran alteret. Kigger på kisten igennem de sortrammede briller.

– Jeg kendte dig ikke Jens, men jeg vil læse et digt for dig, som jeg tænker, du måske ville have sat pris på.

Tænk på at dø

at blive forvandlet

fra isblok til kilde.

Tænk på den som en

rislende kilde

at kunne synge som den

og blive hørt

under jorden, i kernen

af universet.

Tænk hvilken befrielse

at kunne bane sig vej

så smukt, så frit

overalt.

– Jens, din rislende kilde er nu blevet befriet fra sin isblok, slutter hun.

– Skal vi køre den ud sammen, siger Birgitte Knudsen til kirketjeneren og bedemanden, da hun har afsluttet ceremonien med jordpåkastelse og fadervor.

De er ikke nok til at bære kisten, så de er nødt til at køre den ud. De løfter op i det sorte klæde, som skjuler vognen under kisten. Kirketjeneren bagerst, præsten og bedemanden forrest.

– Vi venter lige på noget musik, siger hun.

Hjulene ruller hen ad det nøgne marmorgulv. Lyset falder ind gennem de

store glasruder og får de

kvadratiske fliser til at skinne.

– Farvel Jens, god rejse, siger Birgitte Knudsen ude foran kirken.

Den hvide kiste glider ind i bedemandens blå bil. Jens bliver kørt væk. Hen til Bispebjerg Kirkegård, hvor han skal i urnefællesgraven sammen med de andre kommunalt begravede.

I morgen får han følgeskab, for der er endnu en kommunal begravelse. Han hed Lars.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Den sidste rejse

uVi skal alle dø, men vi kommer herfra på meget forskellig vis. Nogle dør omgivet af deres nærmeste familie. Andre dør alene. Nogle bliver sunget ud, andre bæres bort i stilhed. Nogle bliver begravet, andre brændt. Nogle får sat en sten, andre vil helst glemmes. Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om den sidste rejse.

Alle artikler i serien kan læses på

kristeligt-dagblad.dk