For nogle år siden havde min ældste dreng for første gang fået lov til at komme med mig på arbejde. Det var noget særligt at have fået lov til at komme med, når lillebror var for lille og måtte blive hjemme med mor, så han havde glædet sig en hel del. Det skadede nok heller ikke humøret, at han havde fået alt for meget slik til turen, og jeg havde lovet ham, at vi skulle forbi McDonald’s på vejen. Det var også en dag, som jeg havde set frem til, fordi jeg skulle vise min søn, hvad det egentlig var, hans far bruger så meget tid på. Og lige så vigtigt, så ville jeg give ham en forståelse for, hvordan jeg ligesom i alle andre aspekter af mit liv også har Gud med i mit virke som komiker. Så sammen bad vi en bøn, som jeg altid gør, før jeg træder op på en scene. En bøn om, at alt vil gå godt, og at folk vil grine. Jeg viste ham også, hvordan jeg altid tager en Jesus-krans om håndleddet for at minde mig selv om, at den helt særlige følelse, jeg får, når jeg optræder, er Guds måde at vise mig sin kærlighed på.
Da vi nåede til Kolding, hvor firmaarrangementet, som jeg skulle underholde til, fandt sted, gav jeg min søn to opgaver. Den første var, at han fik ansvaret for den vandflaske, som jeg altid har med op på scenen. Den anden var, at jeg gav ham mit ur og fortalte, at han skulle sørge for at holde øje med tiden, mens jeg optrådte. Det var ikke sådan, at mit show stod og faldt med de to opgaver, men jeg ville gerne have, at han skulle føle sig involveret. Og så var jeg også lidt bange for, at en otteårig dreng ville komme til at kede sig helt vildt undervejs.
Han tog sine opgaver meget alvorligt og gik helt koncentreret rundt med vandflasken, indtil han overdrog den til mig, da jeg skulle på scenen. Under showet sad han nede bagerst og holdt skarpt øje med viserne, og da de 30 minutter var gået, huskede han at give tegn. Det var tydeligt, at han var fyldt med stolthed over at være ham med vandflasken og uret. Det var ham og hans far, der var på job sammen. På vej hjem faldt han i søvn, og jeg kunne sidde og tænke over oplevelsen. Alligevel var det først i kraft af en ny episode et par år efter, at dagen fik den helt fremtrædende betydning, den har i dag.
Det skete, da jeg endnu en gang sad i min bil på vej hjem efter et job, som man ofte gør som komiker. Denne gang var jeg alene, og jeg kørte på motorvejen et eller andet sted i Nordjylland. Under de mange kilometer, som jeg tilbagelægger på de danske veje, sørger jeg altid for at afsætte tid til at slukke for musikken og snakke med Gud. Den aften var i en af de perioder, jeg af og til har, hvor jeg har sværere end normalt ved at mærke, at Gud er med mig. Det har altid været utroligt vigtigt for mig, at Gud er en del af min hverdag, og jeg henvender mig til ham dagligt, når jeg er tvivl om beslutninger, min karriere og tilværelsen. Når man har det forhold til Gud, som jeg har, hvor jeg på næsten naiv vis betragter ham som en far, man kan søge råd hos, fylder det mig med frustration, når jeg ikke kan mærke ham. Den aften sad jeg bilen og var i tvivl om, hvorvidt Gud overhovedet var med mig på den karriere-vej, jeg har valgt.
Mens jeg sad der og håbede på et tegn, kørte jeg forbi et vejskilt. Jeg kan i dag ikke huske de tre byers navne. Jeg husker blot, at de tre byers forbogstaver tilsammen dannede SØN. Lige i det øjeblik dukkede oplevelsen med min egen søn op. Jeg blev med det samme klar over, at den oplevelse, som min søn havde dengang, var en analogi på den måde, som jeg skulle anskue min tilværelse som komiker og ikke mindst, hvordan jeg skulle betragte Guds rolle i det. At jeg ligesom min søn er blevet givet nogle opgaver, der måske mest er for min skyld, men fordi det giver mig glæde og et formål. Og at jeg har lov til at fyldes med stolthed over det, jeg laver og opnår, men at det i sidste ende er Gud, der har det overordnede ansvar og styring.
Det har givet mig en større følelse af tryghed og mening efterfølgende. Både i forhold til mit job og generelt i livet. Hver gang jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt Gud er med mig, kan jeg finde den oplevelse med min egen søn frem. Ligesom han ikke havde nogen tvivl om, at jeg var der med ham, så behøver jeg heller ikke have det.
Hvad har udfordret din tro?
I min ungdom var det en udfordring, at jeg er ekstremt naturvidenskabeligt interesseret. Det gjorde dengang, at jeg hele tiden følte, jeg skulle søge videnskabelige svar på min tro. Det gjorde mig til tider lidt i tvivl om, hvorvidt jeg både kunne kalde mig naturvidenskabelig og gudstroende. Jeg ville ikke give afkald på min tro, men jeg følte alligevel, at jeg måtte lede efter fyldestgørende svar på alt. Men hen ad vejen endte det faktisk med at underbygge og styrke min tro, fordi jeg oplevede, at jeg faktisk godt kunne finde de svar, jeg søgte.
Hvad er de bedste åndelige råd, du har fået?
Hvis jeg først og fremmest betragter min identitet som værende Guds barn, så giver det mig friheden til, at jeg kan miste alting, uden at det betyder, at jeg mister min identitet. Mange – heriblandt jeg selv – opbygger en identitet omkring de ting, man kan eller beskæftiger sig med. Det betyder, at hvis man bliver fyret eller finder ud af, at der findes langt dygtigere mennesker end en selv, så kommer man til at tvivle på det elementære i sig selv. Men betragter man sin identitet som barn af Gud, bliver man bevidst om, at alt andet blot er egenskaber og features til tilværelsen.