Det er indrettet så praktisk, at de to ministerier, som Bertel Haarder står i spidsen for, ligger i samme bygning, så han behøver blot at gå ned ad trappen fra Undervisningsministeriet på første sal for at komme til Kirkeministeriet i stueetagen. Men trods de få trin er afstanden mellem de to ministerier enorm i Bertel Haarders bevidsthed – og dér kan man finde forklaringen på, at der nu er blevet fred og ro omkring Kirkeministeriet, som under forgængeren, Tove Fergo (V), var ude for den ene krise efter den anden.
– Jeg har en meget mere ydmyg holdning til mit job som kirkeminister, end jeg har til jobbet som undervisningsminister. Som undervisningsminister er man jo forpligtet på at gøre en masse upopulære ting ved at gå foran med flaget, tage noget røg og give noget røg. Som kirkeminister derimod skal man hele tiden være opmærksom på, at minister betyder tjener, og at biskop betyder tilsynsmand. Det er biskopperne, der fører tilsyn med kirken, og ikke ministeren, siger Bertel Haarder.
– I kirkepolitikken er det ikke min opgave med snævre flertal at reformere kirken imod et stort mindretal. Jeg skal derimod hele tiden sikre brede flertal, for det er meget vigtigt, at folkekirken bliver ved med at samle borgerne. Jeg vil gerne være kirkeminister på en måde, så kun få kommer til at savne en kirkeforfatning, siger Bertel Haarder og fortsætter:
– Jeg har defineret min egen rolle som en blanding af at være pedel, administrator og forligsmand. Som pedel har jeg ansvar for kirkens ydre rammer, og som administrator gælder det de økonomiske forhold. Og så har jeg den opgave, at når der er strid i folkekirken, skal jeg være forligsmand.
Om det er for at passe ind i rollen som pedel eller ej, insisterer kirkens minister på at blive tiltalt ved sit fornavn i ministeriet, ligesom han altid blot siger, "Det er Bertel," når han tager telefonen. Og som den eneste blandt de mange hundrede personer, som har en af Kirkeministeriets e-mail-adresser, som ender på km.dk, har han udelukkende sit fornavn som kendemærke. Der er kun én Bertel, og alle andre anvender forbogstaverne i deres for- og efternavn.
– Det er så enkelt, og der er ikke mange andre, som hedder Bertel. Desuden vil jeg på den måde gerne vise åbenhed og fremkommelighed, siger han.
Funktionen som forligsmand fik Bertel Haarder brug for allerede få uger efter sin tiltræden i sagen om Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, som havde udtalt, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. Sagen var ved at gå i hårdknude, efter at Grosbølls biskop, Lise-Lotte Rebel, frasagde sig det kirkelige tilsyn med præsten og ønskede en præsteretssag mod ham. Så tog forligsmanden fat og overdrog tilsynet med Grosbøll til Roskilde-biskop Jan Lindhardt, hvilket Rebel var indforstået med.
– Jeg mener, at jeg "løste" den sag helt i pagt med dansk kirkepolitisk tradition. Nemlig med samme metode, som man tidligere havde løst stridigheder omkring for eksempel kvindelige præster og vielse af fraskilte. Jeg søgte at bevare rummeligheden uden at udviske kirkens evangelisk-lutherske profil, siger Bertel Haarder.
Din håndtering af Grosbøll-sagen og andre har givet dig betegnelsen "kattelems-minister", fordi du finder sådan nogle små nødudgange på store stridsspørgsmål. Hvad siger du til den betegnelse?
– Den har jeg ikke noget imod, for min måde at forvalte kirkeministerjobbet på er rodfæstet i en lang tradition. For eksempel forsøgte man efter grundlovsændringen i 1849 at skrive en kirkeforfatning og nedsatte en kommission, men det eneste, der kom ud af det, var lov om sognebåndsløsning, for det var der et behov for her og nu. Senere skete det samme ved lovændringer om for eksempel valgmenigheder og kvindelige præster. Den danske kirkeordning har altid udviklet sig ved knopskydning, sådan at man benyttede anledningerne hen ad vejen til at gennemføre det nødvendige, når der var bred opbakning til det.
Men er det ikke en uambitiøs måde for dig at være kirkeminister på?
– Nej, det vil være forkert at sige, for man skal huske på, at de "her og nu-løsninger", som man har fundet til forskellige tider, har været løsninger med langsigtede perspektiver, og de har alle holdt indtil denne dag.
– Tilsvarende, når jeg nu i anledning af kommunalreformen starter en her og nu-reform af provstigrænserne. Det danmarkskort, vi nu tegner, vil holde meget længe. Når jeg har bøjet mig for ønsket om også at se på provstiets indhold, er det, fordi jeg kan mærke, at der er meget bred forståelse for det. Det er en her og nu-anledning, men emnet har vidtrækkende betydning. Hvis man for eksempel giver menighedsråd mulighed for at overlade administrative opgaver til provstiet, vil mange gøre det. Det vil så give menighedsrådene en helt oplagt chance til at bruge mere tid på kirkens indre liv og finde ud af, hvordan kirken kan komme ud der, hvor borgerne er, når nu borgerne ikke er så flinke til at komme i kirken.
Hvorfor blander du dig egentlig ikke selv i debatten om folkekirkens fremtid. Det er din departementschef, som rejser rundt i landet og præsenterer alle ideerne?
– Jeg har selv bedt departementschef Jacob Heinsen tage rundt i denne indledende høringsfase, for han er formand for arbejdsgruppen bag oplæggene, og han kender alle overvejelserne. Det er et bevidst valg, at det ikke er mig, som kommer til debatmøderne, for jeg lægger meget vægt på, at regeringen ikke har taget stilling til spørgsmålene endnu, og jeg vil ikke forspilde muligheder for nye, konstruktive tanker, siger Bertel Haarder.
Som politisk ansvarlig hvordan synes du så selv, det går med folkekirken som folkets kirke?
– Både godt og skidt. Det går godt, fordi der i befolkningen er en umådelig velvilje og sympati over for kirken. Og både socialdemokraterne og venstrefløjen, som tidligere var antikirkelige, har fuldstændig opgivet deres antikirkelighed. Men samtidig går det skidt, fordi der er en konstant nedgang i medlemstallet, og man kan også roligt sige, at danskernes brug af kirken er ret beskedent.
– Hvad medlemstallet angår, mener jeg, at vi ikke kan have faldende medlemstal og stigende kirkeskat, og vi kan heller ikke have faldende medlemstal og stigende personaleudgifter. Derfor må kirken altså være i stand til at holde sine udgifter nede på det minimale, sådan at det store flertal af befolkningen ikke begynder at bruge det som årsag til at melde sig ud af folkekirken, siger Bertel Haarder og fortsætter:
– Når det gælder kirkegangen, er det tydeligt, at man godt kan få danskerne i kirke, men det er ikke så let. Det kan lade sig gøre ved kirkelige højtider, festlige lejligheder, og når der sker noget særligt, men den rutineprægede søndagsgudstjeneste mangler ofte besøgende. Det skal ikke få præsterne til at skælde ud på dem, der er kommet, men det må føre til overvejelser om, hvorvidt man kan møde borgerne der, hvor de er i folkelig sammenhæng, i institutioner og på skoler. Det er også derfor, jeg har en vis sympati for præster, som eksperimenterer, for vi skal være åbne over for nye måder at holde gudstjenester på. Gudstjenesterne i folkekirken kan nogle gange godt være kedelige.
Hvordan kan man efter din mening gøre gudstjenesterne mindre kedelige?
– I de frie menigheder, som valgmenigheder og frimenigheder, bærer kirkegængerne salmesangen, mens der i folkekirken er en tendens til, at det er orglet og koret, der bærer den. Det har jeg ikke noget imod, men når man derudover lægger salmerne i et toneleje, så det kun er koret, der kan synge med, så opponerer jeg. For det har altså aldrig været meningen med den lutherske salmesang, at den skulle professionaliseres, siger Haarder.
– Jeg er varm tilhænger af de nye salmer i salmebogen. Der er mange fremragende salmetekster, som jeg gerne ser suppleret og fornyet, men ofte er melodierne ikke tilstrækkeligt gode. Derfor er jeg begejstret for biskop Jan Lindhardts initiativ med at få moderne komponister til at føre den verdslige meloditone ind i kirken. Kingos salmer blev jo skrevet på visemelodier, som derved kom ind i kirken.
– Det er fantastisk vigtigt at synge salmer med børnene, for at kristendommen kan blive givet videre til næste generation. Efter min mening er det salmerne, der bringer kristendommen videre mere end ordene ved dåben, nadveren og trosbekendelsen, som de færreste børn jo kender, siger Bertel Haarder, som også har hentet inspiration fra USA.
– Jeg har boet derovre og set, hvordan man kan engagere både menighedsråd og menigheder i langt højere grad, end vi er vant til i Danmark. Det er for eksempel med sang, altergang, tekstlæsninger, indgangsbøn og udgangsbøn. Det tiltalte mig meget, og kirkegangen er jo enorm derovre – blandt andet af samme grund.
BERTEL HAARDER
61 år, undervisnings- og kirkeminister. Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Var højskolelærer i Askov og seminarieadjunkt i Aalborg, indtil han kom i Folketinget for 31 år siden. Bertel Haarder blev minister første gang i 1982. 1994-2001 var han medlem af Europa-Parlamentet.
Han er gift med skoleleder Birgitte Haarder. Parret har fire voksne børn.
DET FØRSTE ÅR
Bertel Haarders første år som kirkeminister har været præget af sager, hvoraf de fleste stammer fra tiden, før han blev minister. Blandt dem kan nævnes:
Den kontroversielle sognepræst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, undsiges af biskop Lise-Lotte Rebel og flyttes af Haarder til biskop Jan Lindhardt.
Haarder afviser ønske fra kirkelige kredse om stor udredning af folkekirkens forhold, men nedsætter i stedet arbejdsgruppe, hvis forslag lige nu debatteres landet over.
Frikirken Baptistkirken vil have civilregistreringen fjernet fra folkekirken. Haarder siger nej og varsler i stedet en neutral postboksadresse.
Kirkeministeriet vinder sag ved Landsretten, som imod påstand fra Katolikker for Lighed blandt Trossamfund i Danmark fastslår, at civilregistrering er "af ikke-religiøs karakter".
Haarder fremsætter lovforslag om kirkens økonomi, som blandt andet giver menighedsråd mulighed for at ansætte præster for egne midler.
Kirkeministeriet taber sag ved Højesteret, som siger, at der ikke var grundlag for at fratage den københavnske kirketjener Sten Ribers sit medlemskab af folkekirken.