Etikprofessor: Hvorfor køber kirken det allerdyreste?

Etikprofessor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet kritiserer en række kirker for at mangle mådehold, når der købes kultur og beklædning. Han savner større fokus på kirkens egentlige budskaber, skriver han i et debatindlæg publiceret i Politiken i fredags

"Man behøver heller ikke købe dårlig kvalitet, det skal bare heller ikke nødvendigvis være den bedste. I stedet for at købe en PH-lampe til 70.000 kroner kunne man måske finde en til 30.000, der lyser lige så godt op," siger Thomas Søbirk Petersen. Arkivfoto.
"Man behøver heller ikke købe dårlig kvalitet, det skal bare heller ikke nødvendigvis være den bedste. I stedet for at købe en PH-lampe til 70.000 kroner kunne man måske finde en til 30.000, der lyser lige så godt op," siger Thomas Søbirk Petersen. Arkivfoto.

Hvorfor er det problem, at folkekirken bruger store summer på at indrette kirken og gøre personalet præsentabelt?

Det er et problem, når det er i de her dimensioner. Du kan sagtens forestille dig en fin gudstjeneste uden en fin messehagel til flere hundrede tusinde kroner eller en præst i en dyr præstekjole. Det passer ikke til kirken og budskabet om at hjælpe folk i nød, som jeg synes er et fantastisk budskab. Det budskab er vigtigt at værne om. Jeg vil gerne have et større fokus på de dårligt stillede og en mere ydmyg tilgang til det materielle.

I dit debatindlæg gør du brug af eksempler på indkøb, der alle er sket for flere år siden. Er din kritik af folkekirken ikke meget bred, når der nu findes mere end 2000 sogne i Danmark?

Jeg synes, at en kritik med udgangspunkt i de her eksempler er fair, og jeg er helt klar over, at der er mange kirker og sogne, hvor man bruger pengene ordentligt. Jeg har tre eksempler på ekstravagant brug af penge, som på ingen måde kan være en fordel for folkekirken. Det gør, at folk er skeptiske i forhold til, hvad der sker i kirken.

Hvad skulle alternativet være? Skulle man købe lamper i Ikea og holde gudstjenester i et skur, som Inge Lise Pedersen fra Landsforeningen af Menighedsråd udtrykker det?

Nej, jeg synes, at man har fine kirker, der sagtens kan bruges. Man behøver heller ikke købe dårlig kvalitet, det skal bare heller ikke nødvendigvis være den bedste. I stedet for at købe en PH-lampe til 70.000 kroner kunne man måske finde en til 30.000, der lyser lige så godt op.

I mange tilfælde handler det jo om æstetik, og det er vel svært at sætte pris på?

Jo, det er det selvfølgelig, men igen, hvis man som kirke har et budskab om, at alle er lige meget værd, og at det vigtigste er, at man hjælper de fattige, så er det svært at forklare, at man køber noget af det allerdyreste. Hvad sker der også ved, at kirken ligner et parcelhus? Det vigtigste er vel troen, de kirkelige handlinger, og at man kan udføre dem sammen. Jeg er bekymret over, at det materielle fokus skal være det vigtigste.

I tilfældet med messehaglerne i Frederiksberg Slotskirke havde man sparet op til dem i flere år, og i andre tilfælde, hvor kirken eksempelvis indkøber kunst, har man søgt fondsmidler for at kunne få råd til kunsten. Mildner det dig i din kritik?

Jeg forstår ikke, hvorfor man hellere vil spare op til en dyr messehagel end at bruge penge på at hjælpe børn, og er der tale om fondsmidler, så vil min kritik selvfølgelig være forholdsvis mild. Men stadigvæk synes jeg godt, at man kunne bruge sin tid og energi på noget andet. Ellers virker det, som om en dyr bygning eller et stykke kunst er vigtigere end at redde liv.