Indvandrerkristne i ghettoer har fortalt om chikane for deres tro mange gange de seneste år. Deres situation var derfor et af emnerne på et samråd i Folketinget i går, hvor justitsminister Mette Frederiksen måtte forklare regeringens tilgang til problemet.
Men spørger man blandt etnisk danske kristne i området, er svaret et andet. Aarhus Valgmenighed beskriver på sin hjemmeside projektet Ghettofever som ”et missionalt fællesskab af mennesker, som har valgt at bosætte sig og leve livet sammen i Gellerupparken”. De missionerende valgmenighedsfolk flyttede til Gellerup i Aarhus i 2010, og stort set alle opholder sig stadig i bydelen, i dag 23 voksne. Sune Andersen er godt tilfred med modtagelsen af gruppen som kristne.
”Jeg kan ikke genkende, at der har været religiøs forfølgelse af kristne. Jeg har ikke selv oplevet det eller hørt om nogle, der har. Den kristne baggrund er nærmere et samlingspunkt,” siger Sune Andersen, som erkender, at der er en høj kriminalitet i området, men afviser, at den er religiøst betinget. Han forklarer, at han oplever, at muslimer har en positiv genkendelse af det religiøse, og de ser, at han er gift, ikke drikker sig fuld og praktiserer sin kristne tro for eksempel ved at bede, ligesom muslimer praktiserer deres islamiske tro.
”Da vi flyttede ud i Gellerupparken, ville vi ligesom mange andre kristne gerne gøre en forskel for vores lokalområde i forhold til at være aktive og sætte en positiv dagsorden. Der bor mange ressourcestærke mennesker i Gellerup, og vi har haft den dagsorden at være gode naboer. Vi har boet ved siden alle mulige mennesker med forskellige religioner.”
Samme opfattelse har Vibeke Førrisdahl. Som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, flyttede Vibeke Førrisdahl i 2011 sammen med to kristne veninder ind i en treværelses lejlighed i Mjølnerparken på Nørrebro i København for at få et fællesskab med de muslimske naboer.
”Vi oplevede overhovedet ikke chikane, det var nærmere et plus at være kristen, fordi vi sammen med de muslimske naboer fik afkræftet fordomme,” siger Vibeke Førrisdahl.
Siden er Vibeke Førrisdahl og en af veninderne flyttet væk fra Mjølnerparken, efter at de blev færdige med deres uddannelser og hver for sig havde brug for en større bolig.
Vibeke Førrisdahl fortæller, at mission ikke var formålet med at flytte til Mjølnerparken, men at enkelte muslimer alligevel i ny og næ dukkede op til kirkelige arrangementer, fordi de syntes, det var hyggeligt at være en del af fællesskabet. Derfor genkender hun heller ikke de problemer med chikane af kristne, som blandt andet blev diskuteret på samrådet om religiøs forfølgelse og chikane af kristne.
”Vi er praktiserende kristne, og det betyder, at vi heller ikke lagde skjul på, at vi var kristne, men vi pressede ikke på med at fortælle om det. Nogle fik et nyt syn på kristendommen, efter at de mødte os, og anså os for gode piger, fordi mange ting var lig med deres måde at tænke på. Som praktiserende kristne havde vi faktisk mere tilfælles med muslimerne end med almindelige danskere, fordi vi havde en masse af de samme trospraksisser,” siger Vibeke Førrisdahl, der stadig har et stærkt fællesskab med de muslimske venner og bekendte, hun fik, mens hun boede i Mjølnerparken.
Niels Nymann Eriksen, der er sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken i København, er ikke overrasket over, at hvide kristne ikke oplever chikane i ghettoområder.
”Jeg har selv boet i sådan et område, Apostelgården i København, som er et multietnisk område, og jeg mener ikke at have oplevet problemer i forhold til chikane fra muslimer,” siger Niels Nymann Eriksen, der ikke vil afvise, at der hos dem, der chikanerer, kan ligge et teologisk aspekt til grund for chikanen.
”Der er en helt klar forskel i muslimsk tænkning, som har en almindelig accept af, at kristne skal have lov at være kristne, men muslimer skal ikke have lov til at blive kristne.”