Prøv avisen

EU ønsker nye regler i WTO

WTO er en middelalderlig organisation, mener EU's chefforhandler

skriver fra Bruxelles

EU's chefforhandler, Pascal Lamy, rettede i går en hård kritik af WTO-organisationen og dens måde at arbejde på efter sammenbruddet i i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen i den mexicanske ferieby Cancun.

- På trods af mange menneskers gode arbejde forbliver WTO at være en middelalderlig organisation, hvis procedurer og regler ikke har hjulpet til at finde en løsning på opgaven. Beslutningssystemet må ændres, udtalte Pascal Lamy, der beklagede, at forhandlingerne var faldet til jorden.

- Det er ikke kun et alvorligt slag for WTO, men også en tabt mulighed for de rige og fattige lande, der ville have vundet ved en aftale. Nu taber vi alle, udtalte Pascal Lamy og opremsede en række områder, hvor EU var klar til at give store indrømmelser til de andre lande for at nå en aftale.

n På landbrugsområdet var EU parat til at fjerne eksportstøtte på produkter, der var vigtige for udviklingslandene.

n EU tilbød at mindske støtten til europæiske landmænd.

n EU ville i højere grad åbne sine markeder for udenlandske landbrugsprodukter.

Men EU's holdning deles ikke af udviklingslandene og ngo-organisationer, der retter en hård kritik af EU's forhandlingstaktik.

Den umiddelbare baggrund for sammenbruddet var uenighed om de såkaldte Singapore-emner, hvor blandt andet EU, Japan, Schweiz og Sydkorea ønsker at starte forhandlinger om at lave bindende regler for internationale investeringer.

Et stort flertal af u-landene har hele tiden hævdet, at internationale investeringsregler kun vil gavne store multinationale selskaber og på samme tid fratage dem økonomisk handlefrihed.

Morten Emil Hansen, Ulandsorganisationen Ibis, siger i telefon fra Cancun, at EU bærer en stor del af skylden for sammenbruddet, og at EU ikke har bevæget sig for at finde et kompromis.

- I forhold til de forbedringer Pascal Lamy siger, at EU har givet på landbrugsområdet, så er det gamle forpligtigelser, som EU har smidt på bordet. EU har ikke tilbudt noget nyt, siger Morten Emil Hansen.

Han mener, at EU under forhandlingerne blev overrasket over den store modstand mod Singapore-emnerne, og at EU blev overrasket over, at den mexicanske forhandlingsleder stoppede forhandlingerne søndag eftermiddag, da han ikke kunne finde et kompromis.

- EU stillede maksimale krav til u-landene på en række områder, samtidig med at EU nægtede at komme med indrømmelser omkring Singapore-emnerne, siger Morten Emil Hansen.

/ritzau/