Der har været mange rejser i Franz-Michael Skjold Mellbins arbejdskalender de seneste måneder. Selvom den tidligere ambassadør først i denne måned officielt overtog rollen som leder af Udenrigsministeriets nye kontor for religionsfrihed, har han allerede besøgt og holdt møder med relevante aktører rundtom i hele verden for at blive klogere på den indsats, han skal stå i spidsen for.
”Det er et nyt politikområde og samtidig et komplekst område. Der er en grund til, at nogle lande synes, det er vanskeligt eller farligt at arbejde med religionsfrihed. Derfor har det været nyttigt, at jeg havde tid til at snakke med en lang række aktører på forhånd,” siger han.
Det fysiske kontor for religionsfrihed i Udenrigsministeriet i København flyttede Mellbin dog først ind i den 2. januar, og lokalets vægge og hylder er stadig tomme med undtagelse af nogle papirbunker og et stort verdenskort bag skrivebordet. Kortet bryder han sig ikke meget om, da det er et sejlerkort, som ikke viser landenes rigtige størrelsesforhold.
Ligegyldigt hvilket verdenskort, man ser på, kommer man dog ikke uden om, at Danmark er et lille land, og spørgsmålet er, om det overhovedet bliver muligt at gøre en forskel, når det kommer til religiøse forfølgelser.
”Ja, det gør det da,” lyder det ikke overraskende fra den nye kontorleder.
En forklaring på det svar er, at Danmark ifølge ham ikke er alene. Fordelen ved EU-samarbejdet er for eksempel, at medlemslandene stiller op, hvis Danmark inviterer, siger han. Det skete netop denne torsdag, hvor EU-repræsentanter, Europa-Kommissionens særlige udsending på området samt aktører fra FN, USA, Canada og Norge var samlet i København for at skabe tiltag, der kan styrke den internationale indsats for religionsfrihed. Her oplevede Mellbin stor velvilje.
”Det, der gør, at jeg fornemmer, vi har ramt rigtigt med vores indsats, er, at der faktisk er mange EU-lande, som gør noget, for sig selv, men der er ikke så meget sans og samling på, hvordan EU agerer som gruppe, og der sker for lidt. Det tror jeg, der kommer der til at være enighed om, at vi skal gøre noget ved,” siger han.
Selvom viljen er der, har EU ofte haft svært ved at handle sammen udenrigspolitisk. At det skulle kunne lade sig gøre på dette område, begrunder Mellbin med, at der var stemning for at mødes oftere i EU-kredsen og for at skabe lokal handling, hvor EU-arbejdere bliver bedre til at få ambassadører og delegationschefer til at gøre mere ud af området.
”Jeg tror, det vigtigste, der er sket med mødet i København, er, at der nu kommer mere saft og kraft og et skub fra medlemslandenes side. Der er en stemning af, at der skal ske noget nu, der ikke bare er formelt. For nogle år siden brugte EU meget tid på at lave guidelines. Og ved mødet sagde flere, at de bagefter var så udmattede, at der ikke skete mere. Jeg tror, der var stemning for nu at vågne op til dåd. En sagde det meget klart: Vi har talt nok, vi har skrevet meget ned på papir. Nu skal der ske noget.”
Mellbin erkender, at der er forskel på, hvordan EU-landene forholder sig til religion, hvilket også kan blive en udfordring i samarbejdet.
”Men desværre er det sådan, at de overgreb og krænkelser, der finder sted, når vi taler religionsfrihed i dag, er så grove, at det tager rigtig lang tid, før vi kommer ned på det niveau, hvor de nuanceforskelle, der er i vores tilgang, betyder noget.”
Franz-Michael Skjold Mellbin har i mange år været ambassadør i blandt andet Afghanistan, hvor han stod over for konflikter, som af flere aktører blev beskrevet i religiøse termer. Han har læst Koranen for at blive klogere på argumenterne for hellig krig og også sat sig ind i buddhistiske tekster i forbindelse med urolighederne i Tibet. Han håber, erfaringerne gør ham i stand til let at manøvrere rundt i det komplekse landskab, han vil opleve, når han tager ud og holder møder i prioritetslandene for at finde løsninger for religiøst forfulgte.
Det er blevet diskuteret, om kontoret skal arbejde med fokus på dialog, eller om man kommer længst med tydelig handling. Hvordan vil I gribe det an?
”Det er del af regeringens tilgang, at vi skal have forståelse for, hvad de undertrykte og forfulgte selv prioriterer, og hvordan de oplever deres egen situation. Det vil være en vigtig del af mit arbejde at lytte og finde ud af, om vi skal stille op med offentlige erklæringer, interreligiøs dialog eller andet,” siger han og tilføjer, at man ikke kan fjernstyre løsninger på manglende religions- og trosfrihed.
”Det vil være meget sjældent, at man finder undertrykkelse og forfølgelse på grund af tro i sin rene form. Det handler lige så tit om økonomi, magtrelationer, om adgang til land og alle mulige andre ting.”
Derudover vil kontoret trække på dets kontaktforum, som består af organisationer, netværk og personer med kendskab til området. Her vil Mellbin være lyttende inden for de rammer, som regeringen har sat for arbejdet.
”I praksis vil folk have mange gode idéer, som vil gøre os klogere. Men vi kommer til at skulle sortere i, hvad der passer ind i de politiske parametre, der er sat op, hvad vi har ressourcer til at løfte, og hvad der kan give succes. Vi må tage stilling hver gang,” siger han.
Ifølge Franz-Michael Skjold Mellbin har den største udfordring for kontoret været, hvordan man sørger for at ramme rigtigt i kombinationen af, hvad man politisk gerne vil, hvor Danmark realistisk kan opnå resultater, og hvor indsatsen rent faktisk betyder noget for de mennesker, der oplever religiøs undertrykkelse.
”Religions- og trosfrihed er fyldt af stærke følelser og meget engagerede mennesker. Det betyder, at man skal tænke sig godt om, så vi kommer ud med den rigtige politik fra begyndelse,” siger han og tilføjer, at det var det, der gik galt i Canada, som tidligere havde en stilling, der mindede meget om hans.
”Det lykkedes dem ikke at skabe en bredere politisk konsensus om arbejdet. Så da regeringsperioden stoppede, lukkede kontoret. Det er bedst, hvis vi kan sørge for at få tid til at sætte et fingeraftryk og sørge for, at det faktisk får virkning derude.”
Tror du, at I med de valgte rammer kan undgå, at kontoret lukker ved et fremtidigt regeringsskifte?
”Det kan man ikke forudse. Men jeg tror, det er en fordel, at jeg har set på det canadiske eksempel. Jeg synes, det er lykkedes regeringen at sørge for, at kursen er en, der kan være konsensus om.”
Skal man tale om succeskriterier for det danske kontor, er det ifølge Mellbin at få etableret et meningsfuldt samarbejde med de valgte prioritetslande, finde ud af, hvad de har brug for, og tilrettelægge indsatsen, så den skaber positive forandringer. Han kommer dog ikke selv til at følge projektet til dørs. Til efteråret rejser han til Abu Dhabi, hvor han skal være ambassadør. Inden da håber han at kunne efterlade kontoret med fremdrift på alle fokusområder.