Prøv avisen
Interview

EU's udsending for trosfrihed: Unionen har haft langt fra intention til handling

Jan Figel blev i 2016 EU’s første særlige udsending for religions- og trosfrihed. Privatfoto.

Mange lande i Europa er efterhånden ved at få øjnene op for problemet med forfulgte religiøse, siger EU’s særlige udsending for religionsfrihed. Han mener, at Danmarks nye intiativ med et kontor under Udenrigsministeriet er udtryk for, at det ikke længere er tabubelagt at tale om forfølgelse af religiøse

EU’s særlige udsending for religions- og trosfrihed, slovakken Jan Figel, har med egne øjne set, hvad det betyder for et samfund, at der ikke er religionsfrihed.

”Østeuropas historie viser, at religionsfrihed går hånd i hånd med menneskerettigheder generelt. Religiøse mennesker blev forfulgt i Sovjetunionen. Kirkerne overlevede, religionerne overlevede, men samfundene led under manglen på religion i årene, hvor den blev undertrykt af det kommunistiske styre. Religionsfrihed er fuldstændig afgørende for et velfungerende samfund, og derfor må vi kæmpe for den af hensyn til både troende og ikke-troende,” siger han.

Jan Figel blev i 2016 EU’s første særlige udsending for religions- og trosfrihed. Han rådgiver EU-kommissæren med ansvar for internationalt samarbejde og udvikling, og han promoverer sagen verden rundt. Sidste uge var han i Danmark, da en ny enhed under Udenrigsministeriet officielt blev etableret og fremover skal arbejde for religionsfrihed og bekæmpe forfølgelse af religiøse minoriteter.

Ved denne lancering kunne han bevidne, at strategien for den danske enhed blandt andet er at inddrage EU i arbejdet for verdens forfulgte religiøse. I Kristeligt Dagblad var der efterfølgende delte meninger om, hvorvidt det er en opgave, EU vil kunne klare. Men det tror Jan Figel på, at unionen kan. Det handler bare om at få medlemslandende samlet om opgaven.

”I udenrigspolitik er det for EU alfa og omega, at medlemslandene er opsatte på at medvirke. Uden opbakning fra medlemslandene er EU magtesløs på dette område. Heldigvis fornemmer jeg, at medlemslandene har fælles mål om at få gjort noget ved dette kæmpe problem. Danmark har netop taget et stort skridt, og jeg ved, at emnet er på dagsordenen mange andre steder. At religiøse bliver forfulgt er ikke længere tabubelagt,” siger han.

Spørgsmålet er, hvor nemt det så er at få EU’s medlemslande til at blive enige om en indsats. Historieprofessor og mangeårig forsker i EU-politik Uffe Østergaard sagde for eksempel i Kristeligt Dagblad, at sagen kan ende med at blive politiseret, fordi nogle medlemslande vil ønske særligt fokus på de kristne forfulgte, mens andre vil opleve en særlig prioritering af kristne som diskrimination af andre grupper. Nogle frygter derfor, at der i EU vil være berøringsangst over for det faktum, at kristne er den gruppe, der i størst omfang bliver forfulgt. Og at denne forfølgelse primært finder sted i muslimske lande. Det er dog forkert at sætte det sådan op, mener Jan Figel.

”Kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden, men kristendommen er også den mest talrige religion. Mange steder i Mellemøsten ser vi muslimer, der lider under en stigende splittelse mellem sunni- og shiamuslimer. Denne konflikt er dyb og blodig. Hvad der sker med rohingyaerne i Myanmar må også fordømmes på det groveste. I stedet for at lave optællinger over, hvilke grupper der lider mest og mindst under forfølgelse, må vi slå fast, at religionsfrihed er en ret for alle, og at den gælder for alle religioner.”

Men kan dette spørgsmål ikke blive genstand for konflikt, når medlemslandene skal enes om, hvad der skal gøres?

”Det håber jeg ikke. Jeg har været på denne post siden 2016, hvor parlamentet stærkt fordømte de krænkelser mod religiøse minoriteter, der fandt sted i Syrien og Irak. Det gjaldt flere religiøse grupper, så jeg tror godt, at vi kan blive enige om at være objektive og retfærdige over for alle religioner.”

I sin tale ved åbningen af det nye kontor i sidste uge sagde den danske leder Franz-Michael Skjold Mellbin, at der indtil nu har manglet handling fra EU’s side. Som eksempel nævnte han nogle officielle såkaldte guidelines fra unionen i 2013, som få i dag kender til og endnu færre gør brug af. Her er EU’s særlige udsending for området enig.

”Der er altid et stykke vej fra gode intentioner og instruktioner på den ene side og praksis på den anden. Vi må fokusere mere på at udbrede viden og kendskab til disse guidelines for at få dem taget i brug. Det er især en opgave for EU’s udenrigstjeneste samt medlemslandene.”

Ligesom den danske stat har Norge og USA enheder, der bekæmper forfølgelse af religiøse. Deruover er der kirkelige organisationer, der arbejder med at udbrede religionsfrihed, og det samme gør FN. Skulle EU også komme på banen for alvor, vil unionen have visse fordele i forhold til de andre, vurderer Jan Figel.

”Når man rejser i Mellemøsten og i Nordafrika, vil man møde megen anti-amerikanisme, men der findes ikke stor modstand mod EU. Vi er en velset samarbejdspartner, og det er jo altid et godt udgangspunkt at have, når man skal facilitere fred og stabilitet i visse lande.”

Selv er Jan Figel katolsk kristen, og han har tidligere betonet vigtigheden af viden om religion. Han har sagt, at et godt kendskab til religion er en forudsætning for at forstå verden. Det holder han fast i og siger samtidig, at denne forståelse vinder udbredelse.

”Det er rigtigt, at der har været en bølge af sekularisme, der har medført religiøs analfabetisme hos mange. Men den bølge har lagt sig, og nu er mange bevidste om, at viden om religion er nødvendigt for at lave politisk og diplomatisk arbejde. Trosbaserede organisationer er til stede i Bruxelles, og diplomater får undervisning i religion.”