EU og folkekirken. To størrelser langt fra hinanden, kunne man tro. Men det er de ikke længere. De seneste år har de fået mere og mere med hinanden at gøre. Særligt har to konkrete sager om lovgivning fra EU skilt sig ud, fordi de har skabt protest i folkekirken.
Som Kristeligt Dagblad i går beskrev, undgår flere præster at sende invitationer til allehelgensgudstjeneste til visse efterladte, man ellers tidligere ville have kontaktet. Og nogle sogne undlader at trykke navne på afdøde i kirkeblade for ikke at risikere bøder.
En lov, der skulle beskytte personfølsomme oplysninger om religion, ender med at begrænse kirkelige traditioner, som ikke har skabt problemer tidligere. Det giver naturligvis masser af frustration i folkekirkens sogne.
Et andet eksempel: I december 2017 kom et EU-direktiv mod hvidvaskning af penge, som skulle øge gennemsigtighed og forhindre økonomisk kriminalitet i erhvervslivet. Loven krævede, at visse virksomheder, herunder kirker, skulle have en ”reel ejer” skrevet ind i offentlige registre.
Men kravet stod i skarp modsætning til folkekirkens verden, hvor meget hviler på sædvane. Kirkerne har ikke en klart defineret ejer, og her som i andre tilfælde har folkekirken vænnet sig til uafklaretheden. Mange ser endog pragmatiske og teologiske pointer i den. Men lige meget hjalp det: Menighedsrådsmedlemmer over hele landet blev mod deres vilje skrevet ind i offentlige registre, og utilfredsheden var ikke overraskende betragtelig.
Begge eksempler er lovgivning, som er udarbejdet i bedste hensigt. Alligevel ender EU med at gøre sig upopulær. Og man kan være usikker på, om de politikere, der stod bag lovene, overhovedet ved, at de har forringet kirkeliv i et hjørne af Europa.
Begge sager vidner også om, at der er langt fra Bruxelles til små danske sogne. Beslutninger tages for 500 millioner mennesker og får utilsigtede konsekvenser for 500 mennesker i et lokalområde i Nordjylland. Måske er der også for langt fra Bruxelles til den religiøse virkelighed i medlemslandene. I hvert fald kan man let få den idé, at love vedtages uden viden om, at der findes institutioner som folkekirken og andre religiøse institutioner, der har en helt særlig struktur.
Et problem i begge sager er, at forskellige kirkelige og statslige instanser giver forskellige svar på, hvad loven betyder. Derfor har det i begge tilfælde været svært at give sognene en umisforståelig vejledning og forklaring.
Et andet problem er, at EU’s lovgivning præsenteres som et rent proces-spørgsmål. Et spørgsmål om juridisk tolkning og implementering. Den hyppige brug af ordet ”implementering” kan give den forestilling, at man ikke kan være for eller imod lovgivning, som er dårligt udarbejdet, men blot sætte den i værk. Politiske spørgsmål bliver på den måde reduceret til tekniske processer. Men når præster begynder at tale om civil ulydighed i forhold til EU-loves indflydelse på folkekirken, burde det udløse meget klare politiske udmeldinger.
Det er klart, at de to forløb er spørgsmål, som giver anledning til debat om det folkekirkelige demokrati, hvis de er tolket og præsenteret korrekt af politikere og embedsmænd. Folkekirken har været tidligt ude med en moderne friheds- og demokratiforståelse. Væsentligt tidligere end mange andre europæiske politiske instanser som for eksempel EU. Det gør det indlysende, at der må argumenteres politisk, og ikke bare teknisk, for, hvorfor EU-lovgivning skal implementeres, som indsnævrer friheden i dansk kirkekultur.