EU slækker på regler om porno og vold på skærmen

EU-Kommissionen vil stille samme krav til internettjenester om at beskytte børn mod porno og vold, som tv-stationer er underlagt. Men samtidig ophæves forbuddet mod ekstrem vold og porno, beklager kristne organisationer

I det forslag, som om få dage skal behandles af Europa-Parlamentet, er totalforbuddet mod de værste former for vold og hård porno ophævet. Den type indhold må fremover sendes, hvis det er spærret af kryptering eller forældrekontrol ligesom andre volds- og pornofilm. Og det er et rigtig dårligt signal, mener en række kristne organisationer i Europa. Modelfoto
I det forslag, som om få dage skal behandles af Europa-Parlamentet, er totalforbuddet mod de værste former for vold og hård porno ophævet. Den type indhold må fremover sendes, hvis det er spærret af kryptering eller forældrekontrol ligesom andre volds- og pornofilm. Og det er et rigtig dårligt signal, mener en række kristne organisationer i Europa. Modelfoto. Foto: Nima Stock.

Børn og unge ser mere porno og i en stadig yngre alder. Og meget af det finder de på internettjenester, der ikke er omfattet af de samme regler for beskyttelse af børn og unge som tv-stationer.

Det vil EU-Kommissionen lave om på.

Videoudlejere på nettet som Netflix eller internetplatforme som YouTube, hvor videoer kan lægges ud af privatpersoner, skal også beskytte børn og unge mod vold og porno, mener EU-Kommissionen, som har foreslået at revidere Direktivet om Audiovisuelle Medietjenester.

Men i samme åndedrag lemper Kommissionen på beskyttelsen. I det forslag, som om få dage skal behandles af Europa-Parlamentet, er totalforbuddet mod de værste former for vold og hård porno ophævet. Den type indhold må fremover sendes, hvis det er spærret af kryptering eller forældrekontrol ligesom andre volds- og pornofilm. Og det er et rigtig dårligt signal, mener en række kristne organisationer i Europa.

”Det er fint, at EU-Kommissionen vil udvide direktivet, så beskyttelsen af børn og unge udvides til internettjenester. Men det er selvmodsigende, at de samtidig fjerner den paragraf i direktivet, der udtrykkeligt forbyder den mest skadelige vold og porno. Forældrekontrol er godt, men børn og unge har adgang via både computere, telefoner og tablets, og det kan være svært for forældrene at følge med,” siger Nicola Speranza, talsmand for Sammenslutningen af Katolske Familieorganisationer i Europa, Fafce.

For tilhængerne af det reviderede direktiv er det nødvendigt at afskaffe totalforbuddet. For det kunne kun håndhæves over for tv-stationerne og ikke over for de mange udbydere af indhold på internettet.

”Forbuddet giver ingen mening, når man udvider fra tv-selskaber til internettet. Det er langt vigtigere at få internettjenesterne ind under direktivet. Direktivet kan begrænse, men aldrig garantere, at unge ikke kan komme i kontakt med denne type indhold,” siger Arda Gerkens, bestyrelsesformand for organisationen Inhope, et globalt netværk af hotlines for børnemisbrug og med i Alliancen til beskyttelse af mindreårige på nettet.

Fafce peger på, at 67 procent af alle drenge og 15 procent af pigerne mellem 14 og 19 år i Italien har set pornografisk materiale. I Sverige er det 92 procent af drengene og 57 procent af pigerne.

De kristne organisationer har appelleret til europaparlamentarikerne om at genindføre forbuddet. Blandt medunderskriverne af appellen er KLF, Kirke og Medier, og her er landsformand Henning Bjerg Mikkelsen ked af, at EU-Kommissionen går et skridt frem og et tilbage ved at ophæve forbuddet.

”EU lægger hele ansvaret over på forældrene, og forældrene har ganske rigtigt hovedansvaret. Men spørgsmålet er, om forældrene har mulighederne for at udøve det ansvar. Forældrene har brug for støtte fra lovgivningen. Og selvom det er vanskeligt at håndhæve, er det vigtigt at sende et signal til samfundet om, at hård porno og vold ikke er acceptabelt,” siger Henning Bjerg Mikkelsen.

Samme melding kommer fra Heidi Als Ringheim, formand for Porno og Samfund, der også har underskrevet appellen.

”Dette er helt klart en forringelse af beskyttelsen af børn og unge. Vi er nødt til at tage et overordnet ansvar som samfund, for vi kan ikke kun overlade hele ansvaret til forældrene,” siger Heidi Als Ringheim.