Prøv avisen

EU uden kristendom er et langstrakt kulturelt selvmål

"Den kristne påvirkning, altså kulturarven, er sivet ned til os i det kulturelle grundlag og har næret vores rødder som mennesker," sagde Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, og kaldte dette kristne værdisæt for "livsafgørende for det europæiske projekt". Foto: Leif Tuxen.

Ånd og fællesskab i Europa var mandag aften tema for en konference om folkekirken og EU. Oplægsholderne konstaterede primært en tragisk mangel på fælles åndeligt og kulturelt fodslag, mens enkelte bud pegede mere fremad

Skal EU forholde sig til Europa som en fælles dannelsesmæssig og kulturel udfordring? lyder som et åbent oplæg til en konference. Men mandag aften på Vartov i København blev tonen hurtigt slået an af den første oplægsholder, direktør og tænketanksmedlem Asger Aamund:

Der er etiske, politiske og kulturelle grundværdier, der binder os sammen. Og det er værdier, der ikke ville have været der uden kristendommens menneskesyn, sagde han.

LÆS OGSÅ: EU kæmper med Gud

Hermed var kursen udstukket for den tredje og sidste konference med udgangspunkt i Folkekirken og EU. Gennem to år har Grundtvigsk Forum og Folkekirkens mellemkirkelige Råd samarbejdet om dette tema, og det seneste åbne aftenmøde satte punktummet for projektperioden.

Her tegnede Asger Aamund et billede af et Europa, hvor alle opgiver deres egne kulturer og dermed åbner op for det multikulturelle, som et tomt kar, hvor alle forbipasserende kan hælde det i, de ønsker.

Samtidig anerkender EU ikke officielt et kristent fundament, påpegede Asger Aamund og refererede til kampen om formuleringerne i forordet til EUs forfatningstraktat fra 2004. Som et resultat heraf er den kristne kulturarv ifølge taleren under angreb både indefra, hvor kampe om kristne symboler i det offentlige rum optager EUs Menneskerettighedsdomstol, og udefra, hvor radikale strømninger rører på sig:

Den islamiske ideologi har to glødende hadeobjekter. Det ene er kristendommen, det andet er demokratiet, og de to ting ses som værende snævert forbundne, sagde han og opridsede trusler om stening af kvinder, henrettelser og undertrykkelse af homoseksuelle.

Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, tog tråden op som 100 procent enig respondent. Religion skal ikke styre det politiske, men politik helt uden Gud er farligere, slog han fast. Et samfund, der ikke forankrer sig i noget, der er større end sig selv, og åbent anerkender dette, ender ifølge Erik Bjerager som en totalitær stat.

Den kristne påvirkning, altså kulturarven, er sivet ned til os i det kulturelle grundlag og har næret vores rødder som mennesker, sagde han og kaldte dette kristne værdisæt for livsafgørende for det europæiske projekt.

LÆS MERE OM KONFERENCEN: En bøn fra afgrunden. EU skal anerkende og tage sin kristne kulturarv på sig

Erik Bjerager ser i Europa, og især i institutionen EU, en sekulær nihilisme vokse frem, der kun accepterer, at der ingen sandhed findes. En ny form for totalitarisme, en virkelig militant sekularisme, kaldte han tendensen og opstillede spørgsmål i retning af mulige løsninger: Skal kirkerne være mere offensive? Skal Europa genkristnes? Hvordan retter man op på værdi- og dannelsestabet? Kan man have fælles værdier og etik uden at tydeliggøre kilderne til dette?

En mulig løsning kom fra den næste oplægsholder, valgmenighedspræst Morten Kvist. Han identificerede hovedproblemerne i EU som værende dels en manglende anerkendelse og nedfældning af den europæiske historie og dels en voksende relativisme, hvor alle holdninger er lige gode, og ingen værdier slås fast som de fø-rende. Han konstaterede, at man først og fremmest må opgive forestillingen om det multikulturelle samfund for dernæst af finde en fælles ledende kultur. Fokus skal tilbage på basale kundskaber, historisk bevidsthed og dannelse, og her må protestantiske kirker måske endda tage del i oprustningen med egne friskoler. Danskerne har ikke tidligere haft et fasttømret fælles holdepunkt, men stort set altid ledt efter det personlige og fælles kristne centrum med udgangspunkt i dannelsen, sagde Morten Kvist:

Det nye er ikke, at vi kæmper om definitionsretten, for sådan må det være i et pluralistisk samfund. Det nye er, at vi har opgivet enhver forestilling om, at der er et centrum. Og det er ikke bare en dårlig idé. Det er et langstrakt, kulturelt selvmål.

Som eneste egentlige opponent optrådte Kirsten Auken, cand.mag. i religion og klimakoordinator i Folkekirkens Nødhjælp. Hun kaldte de foregående oplæg noget nedslående og påpegede, at Europa aldrig har været fredeligere end netop nu. Samtidig, lød hendes kritik, tog de tidligere oplægsholdere det bedste fra kristendommen og sammenlignede med det værste fra islam. Som eksempel viste islam sig under sit styre i Spanien at være en langt mere åben religion end kristendommen under inkvisitionen. Hun fremhævede omvendt Rusland, hvor den russisk-ortodokse kirke bakker op om en meget nationalistisk og totalitær dagsorden, og det katolske Malta, der kræver mere konservative tolkninger i EU af eksempelvis kvinders rettigheder. Tiden kræver ifølge Auken en større ydmyghed i forhold til, hvad kristendommen indeholder, en større åbenhed og en højere grad af pluralisme:

Vi må være åbne over for, at der i EU er mange stemmer. Og vi skal kunne være der allesammen.