Man har en teori, til virkeligheden viser noget andet.
Nogenlunde sådan kan man beskrive det, der er sket med tesen om en nødvendig sammenhæng mellem modernitet og religion, som blandt andre den verdensberømte sociolog Peter L. Berger var med til at udbrede fra 1960'erne og frem.
Han og en række af verdens førende sociologer var dengang enige om, at moderniteten førte til tilbagegang for religionerne. Men han tog fejl. Og det indrømmer han gerne.
”Det tog mig vel 20 år at finde ud af. Men data passede jo ikke med min sekulariseringsteori. Verden er nærmest mere religiøs i dag end nogensinde før, og nogle steder endda mere fundamentalistisk end tidligere. Den eneste undtagelse er faktisk Europa,” siger Peter L. Berger.
Han ringer fra sit hjem i Boston, hvor han har undervist og forsket på universitetet som professor i både religion, sociologi og teologi. I dag er Peter L.
Berger 86 år, men stadig meget aktiv. Han holder forelæsninger, deltager på konferencer og har for nylig skrevet en bog, hvor han lancerer en ny teori, der bedre matcher den virkelighed, der ikke opførte sig, som han ellers havde forudsagt.
”I dag vil jeg sige, at modernitet ikke nødvendigvis fører til mere sekulære samfund. Men den fører nødvendigvis til pluralisme.”
I sin nyeste bog, ”The Many Altars of Modernity” fra 2014, er dette blandt andet forklaret på den måde, at modernitet ikke kun har én betydning, men findes i mange forskellige versioner.
Der er en pluralisme af både religiøse og sekulære diskurser blandt individer og i samfundet. Og verden byder også på forskellige bud på former for sameksistens mellem religion og verdsliggørelse. Bergers pointe er også, at det er en politisk opgave at administrere pluralismen.
Men hvis hele verden havde opført sig som Europa, havde Bergers sekulariserings-tese holdt stik.
At det netop er Europa, der oplever et stigende fald i religionens samfundsmæssige betydning skyldes ifølge den østrigsk-amerikanske sociolog, at der altid har været et stærkt bånd mellem stat og kirke i vores verdensdel.
”Selvfølgelig er der flere årsager. Men forholdet til staten er helt afgørende. I de fleste europæiske lande har der været tale om en meget stærk forbindelse mellem staten og én bestemt religion, og mange steder kan man tale om en egentlig statskirke. Både når det gælder katolicismen, protestantismen og den østlige ortodoksi. Det har derfor betydet, at en kritik af staten også nødvendigvis blev til en kritik af religionen. Det var mest dramatisk i de katolske lande, som for eksempel da Voltaire og de øvrige oplysningstænkere gik til angreb på det bestående og hævdede, at man for at være moderne måtte skille sig af med det gamle sludder, altså også religionen. På den måde kan man faktisk sige, at en stærk kobling til staten er dårligt for en religions overlevelse, mens en svag kobling til staten er godt for religionen.”
Peter L. Berger sammenligner her med USA, hvor moderniteten jo netop ikke har medført betydelig svækkelse af religionen.
Ifølge Berger skyldes dette, at der i USA lige fra starten har været tale om pluralisme på det religiøse område, og staten har derfor været nødt til at være tolerant over for forskellige religioner og ikke kunnet gøre én religion til statsreligion.
På spørgsmålet om, hvorvidt Europa vil fortsætte sin sekulære kurs, eller om der kunne være tegn på det modsatte, svarer Berger:
”Jeg ser ikke umiddelbare tegn på det. Men jeg har jo taget fejl før.”
Han griner lunt, inden han fortsætter:
”Jeg tror, at det kan få en betydning, at der nu er så stor en muslimsk befolkningsgruppe i mange europæiske lande. Med andre traditioner, andre værdier. Måske vil det få de mere sekulære europæere til at tænke over, hvad det er, muslimerne har, som de ikke har. Så måske vil det få nogle til at reflektere og måske overveje, om man skulle gentænke noget. Men igen, det er svært at spå om fremtiden. Og der foregår også kulturelle bevægelser under radaren. Noget vi ikke ser. Så i virkeligheden er alt muligt. Mennesker har mange forskellige måder at reagere på i forhold til samfundet. Det har jeg lært - og det er dét, min nye teori går ud på.”