Prøv avisen

Europa erstatter blasfemilove med had-forbud

"En væsentlig begrundelse for afskaffelse af blas-femilovene er, at det ikke er troen, men de troende, der skal beskyttes, og det sker nu takket være anden lovgivning, der forbyder især hadefuld tale og opfordring til vold,” påpeger Louis-Léon Christians, professor i religionsret. Foto: Malla Hussein/AP/Ritzau

Det ene vestlige land efter det andet ophæver deres blasfemilove. I stedet flyttes forbuddet til hadefulde ytringer og diskrimination

Mens Folketinget forbereder sig på at tredjebehandle forslaget om at ophæve straffelovens paragraf 140 om blasfemi, buldrer debatten også uden for landets grænser. Og den er sjældent i blasfemi-paragraffernes favør.

I Irland, hvor forbuddet mod blasfemi står i forfatningen, har det senest vakt opsigt, at myndighederne indledte en efterforskning af den britiske skuespiller og komiker Stephen Fry, som i 2015 kaldte Gud for ondskabsfuld og stupid i et interview med den irske tv-station RTE. Efterforskningen er nu stoppet, men sagen har rejst fornyede krav om at afskaffe den paragraf i den irske Defamation Law, der specifikt forbyder at håne Gud.

Og afskaffelse af blasfemilove er ikke bare et aktuelt emne i Irland og Danmark, hvor en koranafbrænding har været årsag til den første danske blasfemisag i 46 år. Inden for de seneste 10 år har både Storbritannien, Holland, Norge, Island og Malta afskaffet de paragraffer, der gjorde det muligt at retsforfølge borgere for gudsbespottelse.

”Der er en generel tendens i Europa til at afskaffe blas-femiforbud af hensyn til ytringsfriheden. Det er især et resultat af sekulariseringen og af den kendsgerning, at tro ikke længere repræsenterer en officiel sandhed, som man mener, skal beskyttes af lovgivningen,” påpeger Louis-Léon Christians, professor i religionsret ved det katolske universitet i Louvain i Belgien, UCL.

De europæiske lande følger i vid udstrækning Europarådets anbefaling 1805 fra 2007, der fastslår, at blasfemi i betydningen religionsfornærmelse ikke bør være strafbart og støtter det synspunkt, at ”i et demokratisk samfund skal religiøse grupper acceptere offentlig kritik og debat om deres aktiviteter, lære og tro”.

Det blev slået fast i kølvandet på de danske Muhammed-tegninger, der var den største globale polemik om gudsbespottelse og ytringsfrihed siden den iranske ayatollah Khomeinis fatwa mod forfatteren Salman Rushdies roman ”De sataniske vers”. Siden 2009 har den 30. september, årsdagen for offentliggørelsen af Muhammedtegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005, været International Blasfemidag, på foranledning af det amerikanske Center for Inquiry.

Og efter terrorangrebet i januar 2015 mod den franske satiriske ugeavis Charlie Hebdo, der havde offentliggjort både de danske og egne Muhammed-tegninger, er blasfemilovene faldet som dominobrikker i Norge, Island og Malta.

Andre lande valgte imidlertid at bevare forbuddet. Blasfemi er stadig strafbart i otte EU-lande, deriblandt Østrig, Finland og Italien. Den seneste dom for blasfemi faldt i Grækenland i 2014, hvor en mand blev idømt 10 måneders fængsel for en Facebook-side, der gjorde grin med en kendt græsk munk.

To år tidligere blev en popsanger dømt i Polen efter at have udtalt i en tv-udsendelse, at Bibelen er skrevet af fordrukne og hashrygende mennesker. Det udløste et krav om afskaffelse af blasfemibestemmelserne, men regeringen afviste at fjerne forbuddet.

Også i Tyskland har forbuddet overlevet alle krav om afskaffelse. Efter angrebet mod Charlie Hebdo krævede blandt andre partiet De Grønne og det socialdemokratiske parti SPD den tyske straffelovs paragraf 166 afskaffet. Men det kristeligt-demokratiske parti CDU ønskede tværtimod at skærpe straffen for religionsforhånelse.

Den seneste dom faldt sidste år, da en pensioneret lærer blev idømt en bøde på knapt 4000 kroner for at have klæbet klistermærker med angreb på den romersk-katolske kirke på sin bil. I 2014 blev den politiske aktivist og blogger Michael Stürzenberger dømt til at betale næsten 20.000 kroner for at have kaldt islam for en kræftsygdom, mens komikeren Dieter Nuhr også måtte betale for islamkritiske udtalelser.

I 2012 anmeldte pave Benedikt det satiriske magasin Titanic for en tegning, der viste ham med en besudlet præstekjole, men trak siden anmeldelsen tilbage. Ifølge en rapport fra Europa-Parlamentet efterforskede myndighederne gennemsnitligt 60 sager om året mellem 2010 og 2014. Kun ganske få fører til sigtelse og endnu færre til dom.

Tysklands evangelisk-lutherske kirke, EKD, hører ikke til de trossamfund, der ønsker blasfemiparagraffen afskaffet.

”Der er tale om en lov, der skal forhindre, at særligt grove udtalelser om religion udløser vold og offentlig uro. Vi støtter ytringsfrihed, og der skal naturligvis være plads til endog skarp religionskritik. Men det er statens opgave at forhindre, at spot og krænkelser skader den offentlige ro og orden,” præciserer en talsmand for EKD.

Det er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Ytringsfriheden kan, ligesom andre frihedsrettigheder, indskrænkes, hvis hensynet til den offentlige orden gør det nødvendigt. I en afgørende dom fra 1994 vurderede domstolen, at de østrigske myndigheder var i deres gode ret til at retsforfølge direktøren for Otto Pre-minger-filminstituttet for forevisningen af filmen ”Das Liebeskonzil” (På dansk: Kærlighedskoncilet), der fremstillede Jesus som et retarderet barn og Jomfru Maria som en tøjte.

”Symbolsk illustrerer blasfemilovgivningen, at der er ting, man ikke kan sige. At ytringsfriheden ikke er total. Det vil fortsat være tilfældet, selvom blasfemiparagrafferne sandsynligvis vil forsvinde fuldstændig i Europa,” siger professor Neville Cox fra Trinity College i Dublin.

Et af argumenterne for at bevare blasfemiforbuddet er netop, at der bag religionsforhånelsen skjuler sig et ønske om at lægge den pågældende religions tilhængere for had.

”Men en væsentlig begrundelse for afskaffelse af blas-femilovene er, at det ikke er troen, men de troende, der skal beskyttes, og det sker nu takket være anden lovgivning, der forbyder især hadefuld tale og opfordring til vold,” påpeger Louis-Léon Christians.

Det er også holdningen i organisationen Article 19, der arbejder for ytringsfrihed.

”Det, mennesker skal beskyttes imod, er diskrimination og opfordringer til vold og had, og det sker meget bedre via andre lovgivninger som for eksempel forbud mod hadefulde ytringer. Det, som er blasfemisk for nogle, er ikke blasfemi for andre. Og det skal ikke være sådan, at religion er beskyttet, men ikke andre livssyn. Selvom blasfemiparagrafferne kun sjældent bliver anvendt, kan de alligevel have en negativ effekt på ytringsfriheden og begrænse debatten, fordi folk bliver påpasselige med ikke at kritisere religion,” siger Andrew Smith, seniormedarbejder ved Article 19 i London.

Grænsen mellem religionskritik og blasfemi er en tilbagevendende debat mellem Vesten og de muslimske lande blandt andet i den islamiske samarbejdsorganisation OIC, som i flere år har forsøgt at presse et internationalt forbud mod ”religionsfornærmelse” igennem i FN, angiveligt for at bekæmpe islamofobiske udtalelser.

De vestlige lande modsatte sig forsøget, der blev udlagt som et forsøg på at kriminalisere religionskritik af islam. Striden er blevet bilagt med den enstemmige vedtagelse i FN’s Menneskerettighedskommission af Resolution 16/18, der anbefaler at bekæmpe stigmatisering og hadefulde ytringer.

”Det er de troende, ikke troen, der beskyttes. Men præcis hvor grænsen sættes for hadefulde ytringer, er forskellig i de enkelte lande. I USA og Storbritannien vil man kun straffe deciderede opfordringer til overgreb. I resten af Europa vil man typisk også straffe implicitte opfordringer til vold,” siger Louis-Léon Christians.

I Frankrig, hvor blasfemiforbuddet blev ophævet i 1881, kan der rejses sigtelse for eksempel i henhold til straffelovens bestemmelser om ærekrænkelse. I 2005 blev et reklameselskab dømt for at have genskabt Leonardo da Vincis maleri ”Den sidste nadver” med en kvindelig Kristus, og sidste år blev et medlem af den feministiske aktionsgruppe Femen dømt for at have afbrudt en gudstjeneste i protest mod den katolske kirkes abortpolitik.

Men mens Vesten kun meget sjældent straffer for blasfemi, er sigtelserne udbredte i en række muslimske lande, hvor blasfemi kan straffes med døden eller livsvarigt fængsel. Sidste år vurderede den årlige amerikanske rapport om religionsfriheden i verden, at en fjerdedel af alle lande i verden har en form for blasfemilovgivning.

Især Pakistan og Afghanistan er kendt for at benytte blasfemilovene som et middel til at undertrykke religionsfriheden, og i Indonesien har dommen over og fængslingen af den kristne guvernør i Jarkarta, Basuki Tjahaja Purnama, vakt international opsigt.

EU betragter forsvaret for religionsfrihed i verden som en vigtig udenrigspolitisk akse. Og i april meddelte EU-Kommissionens særlige rapportør for religionsfrihed, Jan Figel, at han vil give topprioritet til spørgsmålet om forbud mod gudsbespottelse, ikke mindst i Asien.

”Dette pres på tredjelande for at afskaffe blasfemilovene ville have større vægt, og EU ville være mere troværdig, hvis de europæiske lande selv går i forvejen og afskaffer deres egne blasfemilove,” mener Andrew Smith fra Article 19.