Europa kan bremse antisemitismen

Globalt set: Europa skal styrke indsatsen mod antisemitisme, mener New Yorks tidligere borgmester Rudolph W. Giuliani, som denne uge repræsenterer USA ved en konference i Wien om antisemitisme

Antisemitisme er den vestlige verdens ældste og mest sejlivede form for had. Der findes større og mere udbredte minoritetsgrupper end jøderne - med deres 13 millioner udgør de mindre end 0,2 procent af verdens befolkning - men holocaust tydeliggjorde, hvor voldsomt hadet til dem har været. I den udstrækning antisemitismen stadig findes, har vi endnu ikke opfyldt løftet om »Aldrig mere« til de, der led martyrdøden.

USA's præsident, George W. Bush, har bedt mig være leder af den amerikanske delegation ved en konference om bekæmpelse af antisemitisme, der afholdes i disse dage i Wien af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Mødet er en direkte reaktion på, at volden mod jøder er taget til på verdensplan. Sidste forår blev otte til 12 jøder dagligt overfaldet i Frankrig, og inden for en to-ugers periode var der 14 påsatte synagogebrande. I Rusland blev der langs motorvejene anbragt skilte med påskriften »Død over jøderne«, som var armerede, så de eksploderede, hvis man prøvede at fjerne dem.

Konferencen er et vigtigt skridt for europæerne, der alt for ofte har affejet den antisemitiske vold som trivielle overfald og hærværk. Antisemitisme er alt andet end triviel. Når folk overfalder jøder, skænder deres grave, beskriver dem som umennesker og kommer med nedrige kommentarer i parlamentet eller pressen, angriber de vores samfund og vores institutioners grundlæggende værdier.

Tolerance og respekt er værdier, som må understøttes af mere end god vilje. I New York ville vi ikke tolerere, at hele befolkningsgrupper fik skylden for terroristernes handlinger 11. september 2001. Jeg ønskede at skabe forbindelse mellem de fordomme, der drev gerningsmændene til deres handlinger, og hvad der måtte komme af efterfølgende overgreb rettet mod folk på grund af deres etniske tilhørsforhold eller formodede religiøse overbevisning. Politiet holdt øje med forbrydelse rettet mod folk af arabisk afstamning. Hver dag underrettede politidirektøren Bernard Kerik mig om, hvor og hvornår sådanne hændelser havde fundet sted, og hvad politiet gjorde for at forhindre det.

Mit land har selv gennem tiden kæmpet med fordomme og intolerance, og især racismen har været voldsom. USA har gennemført flere konkrete tiltag for at rette op på disse problemer. Nu må Europa følge trop. Jeg har i forbindelse med konferencen anbefalet, at samtlige 55 OSCE-lande tager vigtige forholdsregler mod forbrydelser affødt af had.

For det første bør disse lande blive enige om at holde opsyn med forbrydelser affødt af had og anerkende, at denne type forbrydelser adskiller sig fra andre tilfælde af mord, overfald og hærværk. Den bedste måde at forudsige og forhindre forbrydelser på er at vurdere de kræfter, der ligger bag på den rigtige måde. Hvis for eksempel adskillige synagoger inden for kort tid udsættes for hærværk, er det ikke blot ineffektivt men også intellektuelt uærligt at anbringe ekstra politifolk ved alle trossamfunds bedehuse som for at foregive, at antisemitisme ikke er et særligt problem i ens land.

Der er præcedens for at indsamle den slags data på nationalt plan. I 1990 vedtog den amerikanske Kongres en lov, der påbyder forbundsregeringen at indsamle data om forbrydelser, »der er udtryk for fordomme mod folk af bestemt race, religion, seksuel orientering eller etnisk tilhørsforhold.« Disse data er et uvurderligt redskab for politiet.

For det andet er det lige så vigtigt som at indsamle disse data at sørge for, at de ikke får lov at ligge ubrugt hen i en skrivebordsskuffe. Man må jævnligt analysere og reagere på disse data.

Ligeså bør OSCE-landene afholde jævnlige møder, hvor medlemslandene kan sammenholde deres resultater med de erklærede mål og udvikle konkrete strategier til at forhindre forbrydelserne og til at uddanne politifolk til at løse de tilknyttede opgaver. Det er lovende, at medlemslandene skal mødes igen i oktober i Warszawa for at se, hvordan det er gået med at følge de anbefalinger, som kommer ud af denne uges møde. Endelig bør Europa vedtage love om forbrydelser affødt af had, der indfører strengere straffe for disse overtrædelser i erkendelse af den særlige trussel, de udgør mod samfundets stabilitet.

Nogle vil mene, at forbrydelser affødt af had ikke bør straffes strengere end lignende forbrydelser begået af andre årsager. Men faktum er, at der i alle civiliserede retssystemer - både i Europa og USA - bruges strengere straffe ved forbrydelser, der er særligt modbydelige.

En af lovens funktioner er at opdrage, at trække en grænse mellem det tilladte og det forbudte. At anerkende den særlige trussel, som forbrydelser affødt af had mod særlige grupper udgør mod demokratiet, og sende et klart budskab om, at disse handlinger ikke vil blive tolereret.

Disse konkrete tiltag vil naturligvis kun gavne, hvis OSCE-landene også gør noget for at bekæmpe det, der ligger til grund for antisemitismen. Det er af yderste vigtighed, at deres borgere får en sand forståelse af holocaust, da revisionistiske holdninger medfører en risiko for nye racebaserede folkemord.

Skolerne må være opmærksomme på at lære børnene tolerance og retfærdighed. Universiteter, reklamefolk og medier bør fortælle om alt det, jøderne i tidens løb har bidraget med til de europæiske samfund.

Endelig må Europa gøre noget ved det klima, der har gjort det muligt for antisemitismen at vokse så meget, som den har gjort. Hadet blomstrer, når undskyldningerne for disse handlinger godtages, eller når de retfærdiggøres med en vag henvisning til international politik. Hvis en synagoge bliver brændt ned, skal reaktionen ikke være: »Det var forkert, men vi kan godt forstå, hvorfor brandstifteren føler, at han må tage den slags ekstreme metoder i brug.« Gerningsmændene må aldrig få lov til at fremme deres såkaldte sag ved hjælp af vold.

Trods den foruroligende stigning i den antisemitiske vold i hele Europa findes der talstærke jødiske samfund på hele kontinentet. 70 år efter holocaust flytter flere jøder til Tyskland end til noget andet land inklusiv Israel, således at landets jødiske befolkning er vokset fra 33.000 i 1990 til omkring 200.000 i dag.

Jeg er taknemmelig over, at jeg voksede op i Brooklyn i New York, hvor man inden for nogle få kvadratkilometer kan finde alle tænkelige folkeslag. I New York, og i USA som helhed, beder vi med mange stemmer - i kirker, synagoger og moskéer - og vi ser de mange trosretninger som et af vores største aktiver.

Blå bog

Rudolph W. Guiliani, født 1944 som søn af italienske immigranter, uddannet i jura ved New York Universitet i 1968, har især arbejdet for staten (bl.a. inden for narkotika-bekæmpelse som chefanklager i bl.a. New York og Washington DC.), New Yorks borgmester fra 1994 og til udgangen af 2001, udnævnt til »Årets person« af det amerikanske ugemagasin Time i 2001 efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001, rost for at have nedbragt kriminaliteten i New York kraftigt med en social og politimæssig indsats.

(©NEW YORK TIMES SYNDICATE)

Oversat af Christina Witting Estrup