Prøv avisen

Europæisk kirkemøde drøfter kvindesyn og karismatiske bevægelser

Den danske folkekirke har været medlem af Porvoo-fællesskabet siden 2010 og er i år repræsenteret af blandt andre biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, som også er medformand i fællesskabet. Foto: Jens Dresling/Polfoto

I dag begynder en stor økumenisk kirkekonference i Letland for det såkalde Porvoo-fællesskab. Værtslandet forbød i juni kvindelige præster, og en dansk repræsentant tager med for blandt andet at vise uenighed i den beslutning

Hvordan er man kirke i et såkaldt post-sekulært samfund, og hvad kan de lutherske og anglikanske kirker lære af karismatiske bevægelser? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver drøftet, når der fra i dag og til på fredag er teologisk konference i Riga.

Konferencen er arrangeret af det økumeniske kirkesamarbejde Porvoo-fællesskabet, der indbefatter lutherske og anglikanske kirker i Norden, Storbritannien, Irland og Baltikum med undtagelse af Letland.

Den danske folkekirke har været medlem siden 2010 og er i år repræsenteret af blandt andre biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, som også er medformand i fællesskabet.

”Det er et vigtigt fællesskab, fordi det er vigtigt at høre, hvad andre store kirker gør sig af erfaringer. Vi kan blive inspireret af, hvordan de tænker teologisk, og hvordan de tænker og organiserer kirkelivet. Og jeg tror, at den danske folkekirke kan byde ind med, hvad det vil sige at være en kirke, som har et stort greb i befolkningen og en særlig forståelse for sekularitet,” siger han.

Porvoo-fællesskabet er ikke en organisation, og medlemmerne betaler ikke kontingent. Ud fra samarbejdet bliver der arrangeret forskellige arrangementer som kirkeledermøder og teologiske konferencer som denne.

Temaet for dette års teologiske konference er “Guds ånd i verdenen” og har en undertitel med spørgsmålet “Hvad siger ånden til kirkerne?”. På programmet er der blandt andet morgenbøn og bibelstudier udover hovedpunkterne i form af forskellige oplæg og diskussion. Her skal deltagerne høre om ”at lytte til ånden” i forhold til flygtningesituationen i Europa, om forholdene for kirker og troen i et post-sekulært samfund, og om hvad pinse- og andre karismatiske kirkers tilvækst kan sige om vores tid.

”Jeg ved ikke særligt meget om baggrunden for karismatiske menigheders vækst rundt om i verden, så det glæder jeg mig meget til at høre om. Forhåbentlig kan vi få indsigt i, hvorfor de får så mange nye medlemmer i dette post-sekulære samfund,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Den evangelisk-lutherske kirke i værtslandet Letland indførte i juni et forbud mod at ordinere kvindelige præster. Og selvom Letland kun har observatørstatus og ikke er egentligt medlem af Porvoo-fællesskabet, tager en anden dansk repræsentant derned for blandt andet at protestere mod dette.

”Det er klart en motivation for mig at komme med for at vise, at jeg er uenig i den beslutning. Det kan blive interessant at møde de folk, der forsvarer forbuddet og ikke mindst de kvindelige teologer, det rammer,” siger Anne Louise Nielsen, som er sognepræst i Flintholm Kirke på Frederiksberg.

Hun vil tale med repræsentanter fra den evangelisk-lutherske kirke i Letland for at forstå baggrunden for beslutningen.

Det er tre år siden, der sidst var en lignende konference i Porvoo-fællesskabet.