Prøv avisen

Evangelikal leder betvivler Obamas tro

Franklin Graham, søn af præsten og prædikanten Billy Graham, betvivler nu præsident Obamas tro. Her ses Graham sammen med republikanske Sarah Palin. Foto: KENA BETANCUR Denmark

Obama virker mere bekymret for muslimer end for kristne, lyder det fra den magtfulde Billy Graham Jr.

Den amerikanske præsident Barack Obama bliver nu atter angrebet på sin tro. Og denne gang kommer angrebet fra en af USA's mest indflydelsesrige religiøse institutioner.

Franklin Graham, som er søn er af den berømte evangelikale prædikant Billy Graham og leder af Billy Graham Evangelistic Association, understregede i et interview med tv-stationen MSNBC, at han fuldt og fast ser den republikanske præsidentkandidat Rick Santorum som en kristen.

LÆS OGSÅ:Billy Graham - amerikanernes og præsidenternes sognepræst

Hvad angår Obamas tro, var Franklin Graham mere tvivlende, lod han forstå.

"Jeg tror, at du skal spørge præsident Obama om det. Han siger selv, han er kristen, så jeg må formode, at han er", sagde Franklin Graham og fortsatte:

"Du må regne med, hvad en person siger, hvordan de lever deres liv og hvor de går i kirke. Er de faste kirkegængere? Eller kommer de først i kirken, når kameraerne er tændt?", lød det fra Graham, der efterfølgende tilføjede, at man i store dele af den muslimske verden betragter Obama som muslim på grund af hans muslimske far.

"Under islamisk lov betragtes Obama i den muslimske verden som muslim...Og under Obama virker det som om, at han er mere bekymret for verdens muslimer end for, hvordan kristne myrdes i de muslimske lande", lød det fra Franklin Graham .

Franklin Grahams far, Billy Graham, er kendt for blandt andet at have mødt og bedt sammen med samtlige amerikanske præsidenter siden Harry Truman, der var præsident i årene 1945-1953.

Også Barack Obama har bedt sammen med Billy Graham.