Prøv avisen
Mellemøstens kirker

Situationen for Syriens kristne er en katastrofe

Islamisk Stats march gennem syriske områder gik hårdt ud over de kristne. Her ses to soldater fra en af områdets mange mindre militære grupper gå igennem ruinerne fra en kirke i landsbyen Tal Nasri syd for Tal Tamr i det nordøstlige Syrien. – Foto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix.

Få internt fordrevne kristne vender hjem til deres landsby, men størstedelen af Syriens kristne regner ikke med at kunne vende tilbage. I Irak skal genopbygning af kirke dog give håb

Inden borgerkrig, Islamisk Stat og russisk, amerikansk, iransk og tyrkisk indblanding i Syrien brystede regimelederen, Bashar al-Assad, sig ofte af, at han var garant for, at landets mindretal kunne leve i sikkerhed. Kristne – assyriske, katolske, armenske, lutheranske og andre – udgjorde dengang i de officielle statistikker over 10 procent af landets befolkning. Men ni års krig har tvunget millioner af syrere på flugt, ikke mindst kristne.

Og i dag er situationen for kristne i Syrien katastrofal, fortæller Jamil Diarbakerli, der leder organisationen Assyrian Monitor for Human Rights (på dansk: det assyriske menneskerettighedsobservatorium), fra sit nye hjem i Motala i Sverige.

”Situationen for Syriens kristne er en katastrofe. Engang udgjorde vi 8-10 procent af Syriens befolkning, i dag er de kristne tre, måske to procent. Alene i Sverige er der mellem 20.000 og 25.000 assyrere, og i Danmark har vi cirka 100 familier. Syrien er ikke noget sikkert sted for kristne,” siger Diarbakerli.

Assyrian Monitor for Human Rights er en netværksorganisation, der holder kontakt til de over 100.000, der udgør den assyriske diaspora, og med de tilbageblevne kristne menigheder i Syrien. Diarbakerli har boet i Sverige, siden han flygtede fra Aleppo i 2013.

Han er uddannet jurist og nevø til den assyriske ortodokse ærkebiskop i Aleppo, Yohanna Ibrahim, der blev kidnappet i 2013 og aldrig er set siden.

Kristeligt Dagblad har kontaktet Jamil Diarbakerli for at forstå, hvad det betyder, når den internationale kristne organisation Christian Solidarity Worldwide (CSW) (på dansk: Global solidaritet med kristne) i sit nyhedsbrev for nylig skriver, at 100 kristne familier i begyndelsen af maj vendte tilbage til deres hjem i landsbyen Kharaba i det sydlige Syrien, ikke langt fra grænsen til Jordan; en landsby, der i 2014 blev overtaget af væbnede oprørsgrupper. Det tvang de godt 1200 kristne til at flygte til en naboby og til Damaskus, mens muslimske familier flyttede ind i deres hjem, skrev CSW i sit nyhedsbrev.

”Det er vigtigt at forstå, at alle bruger de kristne til at fremme deres egen propaganda. Regimet, tyrkerne, russerne, lokale og internationale politikere. USA og Rusland leger med os,” lyder Jamil Diarbakerlis umiddelbare svar.

Det er ikke kun krigen, der har raset i Syrien i de sidste ni år, som har fået Syriens kristne til at flygte. Afvandringen har stået på længere, og alene i 2009-2010 forlod 10-15 familier Aleppo hver måned, fordi de ikke så nogen fremtid i landet, fortæller Jamil Diarbakerli og nævner i flæng de økonomiske forhold, fængslinger, overvågning og manglende frihed. Med borgerkrigen er alt kun blevet værre.

”Problemet er der stadig. Assads regime er der stadig. Der er radikale oppositionsgrupper, USA, russerne, tyrkerne, iranerne, de iranske og afghanske shia-militser, og der er (de islamistiske, red.) al-Nusra og Daesh (Islamisk Stat, red.). De er der stadig under andre navne. Og så er der corona. Der er ikke noget sikkert sted for os i Syrien,” understreger Jamil Diarbakerli.

De kristne mindretal i Syrien har altid stillet sig solidarisk med Assad-regimet for derved at nyde dets nødvendige beskyttelse. Det samme gjaldt de kristne mindretal i Irak under Saddam Hussein.

For de 100 hjemvendte kristne familier, som CSW beskriver i sit nyhedsbrev, har livet ikke været let. Bashar al-Assads regime har ikke vist stor interesse i at hjælpe de kristne tilbage, siden Assads soldater med russisk opbakning i 2018 genindtog Kharaba under voldsomme bombardementer og ødelæggelser. Til gengæld har to borgere i området, en tidligere oprørsleder og en lokal politiker, været meget hjælpsomme. De har i flere måneder forhandlet med de muslimske familier, som havde overtaget de kristne hjem, og fik disse til at flytte til alternative boliger. Khalid Almahameed, lokalpolitikeren, siger til CSW, at det var det rigtige at gøre, ”fordi de kristne er vore brødre og søstre, og vi vil arbejde sammen som syrere i retning af et nyt Syrien frit for enhver form for diktatur og uretfærdighed”.

Andre steder i Syrien er der her og der forberedelser til, at livet teoretisk kunne begynde at vende tilbage i de kristne menigheder.

I Aleppo er genopbygningen af den armenske evangeliske Bethel Kirke i fuld gang. Præsten Haroutune Selimian forklarede i november sidste år ifølge internetmediet Syria Direct, at genopbygningen, der foregår under det syriske Assad-regimes flag, er ”en udfordrende vej, vi har valgt, og alle må hjælpe til. Det er et lokalt initiativ, fordi Vesten ikke vil støtte os.”

Men de få kristne, der er tilbage i Syrien, som klynger sig til troen på, at kristendommen vil kunne overleve ved arnestedet, regner ikke med at se deres menigheder vende tilbage. Fra byen Tal Tamr, der ligger i det kurdiske nordøstlige Syrien, kunne internetmediet Al-Monitor i julen rapportere, at hundredvis af personer maste sig sammen i den lokale kirke til julegudstjenesten, fordi det er én af de få kirker i hele regionen, der stadig står.

”Vi gør ikke noget for at genopbygge de ødelagte kirker, for landsbyerne er alligevel tomme,” sagde præsten i Tal Tamrs kirke, Boghos Ichaiya, til Al-Monitor.

Og fra byen Al-Qamishli på den syrisk-tyrkiske grænse, hvor Jamil Diarbakerlis familie stammer fra, rapporterer den amerikanske radiostation NPR, at den armenske Sankt Josephs Kirke står mere end halvtom ved søndagsgudstjenesten. Kirkens sidste præst, Hovsep Bedoyan, blev sammen med sin far kidnappet og dræbt af Islamisk Stat i november sidste år. Størstedelen af menigheden er for længst flygtet. Så sent som den 7. maj blev en kristen bilmekaniker, Samir Mistrih, kidnappet fra sin landsby Alyaqubiya nær Idlib i det nordlige Syrien, et område med meget få tilbageblevne kristne, der kontrolleres af Hay’at Tahrir al-Sham, der tidligere hed al-Nusra, og som er en udløber af al-Qaeda.