Da Poul Joachim Stender for over 30 år siden blev sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogne, var kirkegangen ikke prangende. Men det fik den midtsjællandske præst lavet om på. I dag kommer der langt flere, ofte et godt stykke over 100 personer til gudstjeneste, og flere er atypiske kirkegængere eller kommer fra andre sogne.
Udviklingen er især blevet forklaret med Poul Joachim Stenders egen person, hvilket man skulle tro gjorde ham til en attraktiv kandidat, hvis han en dag ville søge nyt embede. Men sådan forholder det sig ikke, siger han. Tværtimod.
”Jeg tror ikke, at det er nemmere for en præst, der er kendt og får mange i kirke, at få job i folkekirken, men derimod sværere. For det er ikke det, menighedsrådene vil have. Jeg fornemmer, at man rundt omkring er bange for, at evnen til at samle folk i kirken om søndagen betyder, at man har for meget fokus på sig selv, og at det overskygger arbejdet med børn. Jeg tror, jeg kan nævne i hvert fald 10 præster i Danmark, som vil have sværere ved at gå ud og få et nyt job, fordi de er populære,” siger han.
Rundt i landet finder man flere præster, der ligesom Poul Joachim Stender er kendt for at kunne samle store menigheder med deres synlige profil, karisma eller teologi. Og hvis vi går et par generationer tilbage, så var netop den gruppe eftertragtet, når kirker kiggede efter nye præster, siger professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen.
”Præstens personlighed havde stor betydning, og dengang sagde man i højere grad, at man gik efter en bestemt præst end en bestemt kirke. I dag ligger fokus ikke på den store prædikant, men på den arbejdende menighed, som præsten skal være en del af. Det ser man blandt andet i stillingsopslag, hvor menighedsråd skriver, hvilken profil kirken har, og hvilken profil præsten skal have. Tidligere blev præsten ansat og tegnede derefter kirkens profil ud fra sine personlige holdninger. Nu skal præsten være en, der hjælper og vedligeholder det, menighedsrådet vil have,” siger han.
Ifølge ham er udviklingen sket som følge af, at menighedsråd har fået større vægt. Med den nye menighedsrådslov i 2009 blev der for eksempel flyttet flere kirkelige opgaver over på rådene.
”De står i højere grad for liv og vækst og har mere ansvar for, hvad kirken vil. Præsten træder et skridt tilbage og lader menigheden få fyldt kirken, hvilket i grunden er meget luthersk.”
Samme udvikling oplever teologisk vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Kirsten Donskov Felter. Hun står blandt andet bag rapporten ”Hvad vil det sige at være præst?”.
”På præsteuddannelsen er der også kommet mere fokus på, at det hverken er ønskeligt for præst eller menighedsråd, at præsten agerer solist. Der skal samarbejdes om kirkelivet, for det at være præst er noget, man er sammen med mennesker,” siger hun og tilføjer, at dette netop skyldes, at menighedsråd er kommet mere på banen.
Kirsten Donskov Felter har dog også undersøgt, hvad der betyder noget for mennesker, når de bruger kirken.
”Og her betyder præstens person fortsat meget, hvad end vi kan lide det eller ej. Præsten er ikke vigtig som en gammeldags autoritet, som man før i tiden stod ret for, men som et autentisk menneske, man kan spejle sin tro i. Og for dem, der kun bruger kirken ved kirkelige handlinger, bliver præstens måde at være på endnu mere afgørende. For nogle er præsten nærmest lig med kirken.”
Heller ikke tidligere stiftspræst i København Helene Dam mener, at man bør undervurdere præsters evne til at få folk i kirke. Hun har selv undervist kommende præster i at lave prædikener.
”Det giver selvfølgelig mening at få en præst, der matcher menighedsrådets profil, men jeg er bange for, at menighedsråd ikke altid ved, hvad de søger. Og selvom præsten ikke skal være i centrum, så er vedkommendes evne til at bære gudstjenesten frem altafgørende. Uden gode prædikanter taber vi terræn og bliver en omsorgsinstitution med tilbud, som man også kan få alle andre steder,” siger hun.
Dette er teologilektor på Københavns Universitet Hans Raun Iversen dog ikke enig i.
”Nogle præster har godt fat i bestemte segmenter, men deres betydning er marginal i det store billede. Det, der virkelig får folk til at holde ved folkekirken, er de forskellige møder mellem folk og kirke.”