Debat viser udbredt holdning: Rør blot ikke ved dåb og nadver

Birgitte Graakjær Hjort fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter klæder i disse måneder præster på til at tale om dåb og nadver, og hendes tur rundt i landet kan give et praj om, hvor folkekirkens liturgi er på vej hen

Birgitte Graakjær Hjort og hendes fagudvalg udgav en i 2019 rapport om dåb og nadver, og den har efterfølgende fået mange hårde ord med på vejen – den er for vanskelig at forstå for de lægfolk, der netop ønskes inddraget i diskussionen, indvender mange.
Birgitte Graakjær Hjort og hendes fagudvalg udgav en i 2019 rapport om dåb og nadver, og den har efterfølgende fået mange hårde ord med på vejen – den er for vanskelig at forstå for de lægfolk, der netop ønskes inddraget i diskussionen, indvender mange. Foto: Leif Tuxen.

Skal noget ændres, og skal der mere frihed til, når en gammel kirke møder et moderne folk? Lige nu er gudstjenestens faste forløb, liturgien, lagt ud til debat i menighederne. Men hvad er substansen i diskussionerne?

Det har Birgitte Graakjær Hjort en fornemmelse af. Ud over at lede Aarhus-afdelingen af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter sad hun i et af de tre fagudvalg, som har udgivet rapporter, der skal kvalificere samtalen. Siden efteråret 2019 har hun efterhånden deltaget ved en del provstikonventer og et par distriktsforeningsmøder rundt om i landet.

Det gør hun for at klæde især præsterne på til at få samtalen i deres lokale menighedsråd i gang. Og det er der brug for, erkender hun.

Hendes fagudvalg udgav en rapport om dåb og nadver, og den har efterfølgende fået mange hårde ord med på vejen – den er for vanskelig at forstå for de lægfolk, der netop ønskes inddraget i diskussionen, indvender mange.

”Især præster har givet udtryk for, at der er et stort spring fra at have den rapport liggende på sit skrivebord til at tage snakken med menighedsrådene. Der vil jeg komme med en indrømmelse: Vi burde nok have gjort det tydeligere. Så der har vi nu en formidlingsopgave,” siger hun.

Gennem de mange møder har Birgitte Graakjær Hjort fået et indtryk af, hvilke mere specifikke overvejelser menighederne gør sig lokalt.

”Jeg ser især en tendens til, at optagetheden af reformer og fornyelse ikke er stor, når det gælder dåb og nadver. Rør blot ikke ved min gamle jul synes at være holdningen i forbindelse med sakramenterne. Skal der være en større liturgisk frihed, er det ønske, fornemmer jeg, større i forbindelse med gudstjenesten i bred forstand,” siger hun og tilføjer:

”Jeg oplever generelt ikke nogen, der går til yderligheder og ønsker at få en udpræget frihed i forbindelse med gudstjenesterne.”

Men mindre kan også gøre det, og Birgitte Graakjær Hjort har da mødt forslag til ændringer i forbindelse med sakramenterne. Nogle foreslår at lave et supplerende dåbsritual, der kan bruges, når det ikke er børn, der bliver døbt. For i en tid, hvor drop in-dåb-konceptet har voldsom succes, og hvor både kommende konfirmander og indvandrere ønsker at blive døbt, kan det være en lille smule odiøst at skulle benytte sig et ritual, hvor Jesu ord om at lade de små børn komme til ham, står alene og ikke bliver suppleret med andre læsninger. Andre foreslår at lave et minimalistisk dåbsritual, som består af nogle uomgængelige elementer, men som så derudover kan varieres alt efter sammenhængen.

”Der er også nogle, der foreslår at lave endnu et nadverritual, hvor fællesskabet i højere grad pointeres,” siger hun.

Som en del af debatten drøftes det også, hvordan man forvalter sakramenterne lokalt i dag. Birgitte Graakjær Hjort har fået bekræftet sin fornemmelse af, at mange kirker forholder sig mere frit, end Ritualbogen tillader.

”For eksempel er det tilsyneladende udbredt blandt præster at springe over spørgsmålet i dåben om, hvorvidt barnet er hjemmedøbt – nogle glemmer det, og andre synes ikke, det giver mening. Nogle steder mener præster, at det bliver lidt for meget af det gode, hvis der både skal bedes Fadervor ved dåben og den efterfølgende nadver. Så har de dåb en søndag, dropper de Fadervor under nadveren.

De igangværende drøftelser har også kastet dybere indsigter i danskernes trosliv af sig, siger Birgitte Graakjær Hjort.

”Mange præster oplever, at forældre til nyfødte overvejer, om de kan stå inde for trosbekendelsen, som de skal sige ja til i dåbsritualet på barnets vegne. Præsterne møder og forsøger i høj grad at aflive en tilsyneladende fremherskende uluthersk forståelse af tro. ’Jeg skal være overbevist, og er jeg ikke det, må jeg hellere lade være med at får mit barn døbt’, tænker mange forældre.”

Af samme grund ser mange præster, siger hun, et problem i dåbsritualet, hvor man skal sige ja fem gange, ”mens præsten kigger en i øjnene”, som hun siger.

”Mange ser det som et problem, men det er, som om vi ikke er på sporet af en løsning.”