Har man klikket ”synes godt om” på blot et par kirker på Facebook, har man garanteret også oplevet øget aktivitet på kirkens side. Det er i hvert fald mange præsters hensigt at være nærværende i en tid, hvor kirkerummet er lukket. I krisetider med store omvæltninger kunne man forvente, at præsternes telefoner ville kime, men det er ikke tilfældet for de fire præster på tværs af landet, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med.
Coronavirussen er et historisk tilfælde, som kalder på en sammenligning med en anden historisk begivenhed, nemlig terrorangrebet den 11. september 2001, siger Mikkel Wold, der er sognepræst i Marmorkirken i København, og som også har været lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter gennem 10 år.
”Jeg oplever ikke flere sjælesorgsopkald på grund af coronavirussen. Efter terrorangrebet den 11. september var det en helt anden reaktion, der blev udløst. Men i den situation, vi i dag står i, er det mennesker, der i forvejen ikke har det så godt, som bliver påvirket af coronavirussen. Sagt på en anden måde: Dem, der har det skidt, har det mere skidt, end de plejer at have det.”
Hvis man klikker på Facebook-siden for Danmarks folkerigeste sogn, nemlig Vesterbro Sogn i København, så foregår der også mange forskellige ting – de foregår blot online og er optaget på video.
Eksempelvis er der henvisninger til Sankt Matthæus Kirkens egen Facebook-side, hvor sognepræst Birgitte Kragh Engholm bringer videoer med refleksioner over den tid, vi lever i, og de følelser, der presser sig på. Ledende præst i Vesterbro Sogn Birgitte Kvist Poulsen tror, at det kan være grund til, at der ikke er flere, der henvender sig til præsterne.
”Vi er 14 præster på Vesterbro, og det er ikke mit indtryk, at vi får flere henvendelser om sjælesorg. Vi lægger meget ud på Facebook, og i det, vi lægger op, som kan være korte prædikener, refleksioner eller et stykke musik, er der også noget opbyggeligt og sjælesorg. Vi bliver mødt af mange kommentarer, der udtrykker, at videoerne bringer håb og trøst. Det er glædeligt og overvældende, at folk er glade for det, for vi forkynder jo ikke online normalt,” siger Birgitte Kvist Poulsen.
I Sønderjylland peger sognepræst i Aabenraa Sogn også på Facebook, når han skal forklare, hvorfor han og kollegerne ikke oplever, at telefonen gløder af henvendelser fra sognebørn i den svære tid:
”Der er stor aktivitet på Facebook, som måske tager toppen af dem, der ellers ville have henvendt sig. Jeg prøver at adressere det sjælesørgeriske i de Facebook-opdateringer, som jeg lægger ud, og det får jeg meget respons på. Der sidder altså nogen derhjemme, der med rette er bange, og jeg prøver at nå ud til dem,” siger Jørgen Jørgensen, sognepræst i Sankt Nicolai Kirke.
Og han tilføjer, at opslagene har en langt større gennemslagskraft nu end for bare en måned siden, idet de både bliver delt og kommenteret mere. Hvis man går ind på Jørgen Jørgensens Facebook-profil, er der også mange positive kommentarer, hvor flere skriver ”tak”, og andre beder om, at der fortsat må blive lagt andagter online.
”Der er opmærksomhed på, at kirken skal være en del af hverdagen stadigvæk – og jeg oplever det også for dem, som måske ikke står så tæt på kirken, at de er kommet et skridt nærmere. Den lidt upersonlige måde, som de sociale medier lægger op til, viser, at mennesker bruger de medier, der er mest tilgængelige, og det er bare mere uforpligtende end at ringe direkte op til en præst,” siger han.
I det østjyske gløder telefonen, men det er mest forældre til konfirmander eller par, der skal vies, som har spørgsmål til udsættelse af dato. I Skanderborg Sogn oplever sognepræst Heidi Torp, at de sjælesørgeriske samtaler har ændret karakter:
”Jeg oplever, at det især er de ældre, som er bekymrede. Hvis de skulle være smittet med coronavirussen og skulle dø, ville deres pårørende så kunne komme ind til dem. Og i den situation, der siger jeg, at vi som mennesker er indrettet til at tænke på de værst tænkelige tilfælde, men at vi ikke på forhånd ved, hvad der skal ske. Der er nogle ting, som vi bare ikke kan ændre på, og de bekymringer, vi har, bliver vi nogle gange nødt til at lægge fra os – over til Gud.”