Faderhuset opkøber lollandsk landsby

13,4 millioner kroner har Ruth Evensen og andre af Faderhusets medlemmer brugt på at opkøbe ejendomme i Bandholm på Lolland. Indkøbene er støttet af kristne fra det amerikanske bibelbælte

Ruth Evensen og andre nøglepersoner fra Faderhuset har opkøbt ejendomme i landsbyen Bandholm på Lolland. -
Ruth Evensen og andre nøglepersoner fra Faderhuset har opkøbt ejendomme i landsbyen Bandholm på Lolland. -. Foto: .

Ruth Evensen og andre medlemmer af Faderhuset har opkøbt ejendomme i den lollandske by Bandholm, skriver Ekstra Bladet.

Faderhusets egen hjemmeside og tingbogsoplysninger viser, at flytningen delvist finansieres med lån fra kristne i det amerikanske bibelbælte, der tidligere har støtet Faderhuset. Amerikanerne har spyttet 875.000 kroner i flytningen til Bandholm.

Opkøb for 13,4 millioner
Indtil videre har Ruth Evensen og andre af Faderhusets medlemmer brugt 13,4 millioner kroner på opkøb af mindst fire ejendomme i byen. Det drejer sig om Bandholm Hotel og tre store villaer.

En stor del af de nyindkøbte ejendomme er belånt op over skorstenen og for en stor dels vedkommende med afdragsfrie lån.

Stor pengetank
Ruth Evensens rygstød er en pengetank på rundt regnet 15,5 millioner kroner. Salget af to kæmpevillaer, et hus og to lejligheder har ifølge tingbogsoplysninger spædet til formuen med et overskud på 12 millioner kroner.

Dertil kommer et lån på 8,5 millioner kroner, som Evensen tog med sikkerhed i Jagtvej 69 for et år siden. Herfra skal dog trækkes de fem millioner kroner, som nedrivningen af Ungdomshuset ifølge Berlingske Tidende har kostet.