Prøv avisen

Faderhuset svarer igen på tidligere medlemmers angreb

Ruth Evensen. – Foto: Mette Frandsen.

Beskyldninger om misrøgt og vold mod børn i Faderhuset er løgn og en del af tidligere medlemmers smædekampagne mod Faderhuset, mener bevægelsens leder, Ruth Evensen, der også langer ud efter Børns Vilkår for at være for ukritiske

Efter voldsomme beskyldninger om både psykiske og fysiske overgreb mod børn og mindreårige med politianmeldelser og krav om overvågning til følge tager lederen for den omdiskuterede kristne bevægelse Faderhuset nu til genmæle. I et stort interview i Kristeligt Dagblad tilbageviser Faderhusets leder, Ruth Evensen, den kritik, som har været rejst af bevægelsen. Hun angriber især organisationen Børns Vilkår for dens rolle i sagen.

Det er en bunke anklager, som få personer med en tidligere tilknytning til Faderhuset bare kaster ud på forskellige familier for at skade Faderhuset og mig, siger Ruth Evensen og fortsætter:

Børns Vilkår lader sig bruge af de fire centrale personer, som har startet den her smædekampagne. To forældre her fra Faderhuset tog ind til Børns Vilkår i efteråret for at give dem dokumentation for smædekampagnen. Børns Vilkår har aldrig ønsket at bruge de oplysninger, men har i stedet for profileret sig selv igennem den her sag. Det ser vi meget alvorligt på. For det hele er usandt. Det bygger alt sammen på rygter og indicier, siger Ruth Evensen.

René Dybdal Pedersen, ph.d. fra Aarhus Universitet og ekspert i små religiøse bevægelser, medgiver, at mediedækningen i sager som denne kan få karakter af en hetz. Han lægger vægt på, at alle beskyldninger mod Faderhuset kommer fra tidligere medlemmer.

Religionssociologer har påvist, at folk, der træder ud af religiøse bevægelser, ofte smækker med døren. Og de har ofte brug for at legitimere deres udtræden af gruppen. Derfor er det ikke nok kun at høre tidligere medlemmer for at få et billede af, hvad der foregår, siger han.

Bente Boserup, der er souschef i Børns Vilkår, afviser alle anklagerne fra Faderhuset. Hun betegner Børns Vilkårs håndtering af sagen som fuldstændig normal procedure.

Når vi får nogle beskrivelser af nogle forhold, som vores eksperter vurderer er strafbare, har vi simpelthen pligt til at videregive dem til politiet og de sociale myndigheder, sige Bente Boserup, der afviser, at Børns Vilkår selv burde have taget til Bandholm for at undersøge forholdene.

Det er ikke vores opgave at lege detektiver. Det er de relevante myndigheders opgave, siger hun.

Også Sophia Evensen, Ruth Evensens egen datter, som sammen med tidligere Faderhus-medlemmer bliver anklaget for at have iværksat smædekampagnen, går i rette med Ruth Evensens anklager.

Det er tankevækkende, at alle medlemmer, der er trådt ud af bevægelsen de seneste 10 år, alle sammen siger de samme ting uafhængigt af hinanden. Der er ikke nogen som helst erkendelse af, at noget kunne være gået galt. Ledelsen i Fader-huset og især Ruth Evensen vil ikke tage ansvar for deres egne handlinger, siger hun.

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få kommentarer fra øvrige tidligere medlemmer og nøglepersoner, som nu kritiseres for at overdrive kritikken af Faderhuset. Det er ikke lykkedes.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

revsbech@kristeligt-dagblad.dk