Prøv avisen

Faderhuset vinder retssag

Ungdomshuset har haft en omtumlet tilværelse. Nu skal de unge ud, siger Østre Landsret. -- Foto: Scanpix.

I 2001 købte frikirken Faderhuset det faldefærdige Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København. I 24 år har huset været hjemsted for punkere og autonome, men i går afgjorde Østre Landsret, at Faderhuset har rettighederne til bygningen

Mere end seks års juridiske stridigheder mellem Ungdomshuset og den ekstreme frikirke Faderhuset blev i går afsluttet, da Østre Landsret bekræftede byrettens afgørelse og gav Faderhuset retten til de omstridte bygninger på Nørrebro i København.

Ruth Evensen, som er pastor og leder af Faderhuset, er tilfreds med afgørelsen.

– Jeg er glad for, at det er bevist, at vi bor i et samfund, som kan dømme retfærdigt. Vi er blevet tudet ørerne fulde med skrækkampagner fra Ungdomshuset i seks år, og vi har valgt ikke at reagere på frygt og propaganda, fortæller Ruth Evensen.

I 24 år har huset på Nørrebro været tilholdssted for punkere og autonome, men nu skal de ud. Dommernes begrundelse er, at Ungdomshusets beboere kun kan betragtes som brugere og ikke som lejere, og der er derfor ikke tale om en boligsag, hvor lejerne nyder beskyttelse.

Ungdomshusets tilhængere har dog ikke i sinde at forlade huset.

– Vi vil gerne fastslå, at vi bliver i huset. Vi ønsker, som vi hele tiden har gjort, at indgå i forhandlinger med politikere, hvis udgangspunktet er, at Ungdomshuset fortsætter i sin nuværende form på Jagtvej 69, fortæller Anja, som er talsperson for Ungdomshuset, og fortsætter:

– Vi må også erkende, at hvis ingen andre viser vilje til en politisk løsning, så er konfrontation uundgåelig. Mere konkret kan vi ikke sige før vores fælles møde.

Ungdomshuset holdt i aftes stormøde bag lukkede døre for at drøfte, hvad husets beboere og tilhængere mere konkret vil gøre i kampen om huset.

Det københavnske politi har ikke særlige kommentarer til afgørelsen, men dets officielle holdning til sagen er, at Faderhusets og Ungdomshusets advokater selv må klare den videre forhandling.

– Vi regner med, at begge parter nu tager rettens afgørelse til efterretning. Mere har vi ikke at sige om den sag, siger politiets talsmand, Flemming Steen Munch.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

FADERHUSET

**Faderhuset er en af de mere ekstreme, kristne frimenigheder i Danmark.

**Menigheden blev grundlagt i 1990 af Knut og Ruth Evensen. De to har siden begyndelsen af 1970'erne været aktive i kristent arbejde, først i Unge Kristne-bevægelsen i 70'erne, siden i menigheden Kristent Center i København.

Faderhuset bestod til at begynde med af 17 mennesker, som netop kom fra Kristent Center. Menigheden har siden tiltrukket flere mennesker, blandt andet en del med New Age-baggrund. De fleste af kirkens tilhængere er unge i 20'erne og 30'erne. Der har tidligere været flere generationer i kirken, men for syv år siden forlod omkring 60 mennesker Faderhuset med den begrundelse, at kirken var blevet for sekterisk og leder Ruth Evensen for autoritær.

**Faderhuset står desuden bag Samuelskolen, som i flere omgange har været i mediernes søgelys på grund af skolens undervisningsmaterialer og metoder.

**I 2001 købte frikirken Faderhuset alle aktier i Human A/S, som ejede Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Faderhuset har siden gennemført bønnevandringer og andre aktioner på Nørrebro. Faderhuset planlægger blandt andet at holde sine møder og andre aktiviteter i huset.

Læs mere på http://www.faderhuset.org.