Prøv avisen

Fadervor er ikke min søns eget valg

Forældre kan lære børn at bede fadervor, men skolen skal blande sig udenom, mener Annette Andersen. – Privatfoto.

Annette Andersen fra Nørre Nissum fik et chok, da hun opdagede, at hendes seksårige søn hver dag beder fadervor i skolen

Da Annette Andersens søn på seks år havde gået i 0. klasse på Nørre Nissum skole ved Lemvig i et par måneder, tog hun en dag med ham i skole. Hun kom fra begyndelsen, så hun kunne være med til at synge sange til morgensamlingen. Troede hun. For på et tidspunkt under samlingen foldede børn og voksne hænderne for at bede fadervor. Også Annette Andersens lille søn, som ellers overhovedet ikke er opdraget i den kristne tro.

Vi er ikke religiøse hjemme hos os. Jeg er medlem af folkekirken, men min mand er ikke. Vi går ikke engang i kirke juleaften, og så opdager jeg, at vores søn troligt beder med på fadervor ovre i skolen. Jeg blev dybt chokeret, for jeg troede, at sådan noget hørte fortiden til. Det, vi egentlig har valgt fra, bliver pludselig valgt til af andre, siger Annette Andersen.

Efter skoledagen snakkede hun både med sin mand og sin søn om sagen.

Min søn sagde, at han havde det helt fint, men det er klart, når man kun er seks år. Så er man jo ikke i stand til at sige fra. Jeg mener, det er en form for indoktrinering, fortæller Annette Andersen, der flere gange har oplevet, at hendes søn pludselig siger ting i relation til kristendommen.

En dag kom han hjem og sagde Gud ser alt, og så måtte jeg forklare ham, at der godt kan være to sider af sagen. At det ikke er alle, der tror på det. Det stiller min søn i et mærkeligt dilemma, at der kommer én melding fra skolen og en anden fra hans forældre, siger hun.

Annette Andersen understreger, at hun intet har imod undervisning i hverken kristendom, buddhisme eller islam. Men børnene bør selv i forbindelse med konfirmationen have mulighed for at vælge, hvad de tror.

Hvis min søn finder ud af, at han er kristen og vil konfirmeres, er det helt fint med mig, for så har han selv taget stilling. Men indtil han er gammel nok, mener jeg, det er vores ansvar som forældre, og ikke skolens, at opdrage børnene i en bestemt retning, siger hun.

Det er Annette Andersens håb, at hun kan diskutere sagen med forældrerådet i sønnens klasse og med skolebestyrelsen på Nørre Nissum Skole.

Det er en vigtig diskussion, som skal tages. Det er vigtigt, at skolen bliver opmærksom på, at ikke alle har det godt med, at børnene skal bede fadervor. Det er ikke min søns eget valg, siger hun.

schelde@kristeligt-dagblad.dk