En stormfuld nat i Island overvældede Marianne: Fadervor reddede mig fra angsten og sorgen

Fadervor og trosbekendelsen fik hende igennem natten og gav en basal tro på, at det hele nok skal gå

Marianne Gade klyngede sig til sin grundtro og bad, til det blev lyst, da hun en nat blev ramt af en voldsom angst. – Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

For 20 år siden var min mand og jeg på vores første tur til Island. Jeg havde i mange år ønsket at komme derop, for jeg har islandske aner. Nu var vores børn flyttet hjemmefra, så nu skulle det være. Vi kørte hele turen rundt om Island, og det var en skønhedsoplevelse af dimensioner. Hver gang vi drejede om et hjørne, åbnede der sig et panorama, som var det en fotobog, vi bladrede i.

En sen eftermiddag kom vi til en gård under Islands største gletsjer, Vatnajökull. Vi gik over i en lille trækirke, og min mand, som er musiker, spillede lidt på orglet, og vi tog nogle billeder. Derefter gik vi i seng, for vi var trætte. Ved 23-tiden vågnede jeg ved, at det var blæst op. Vinden tudede, og jeg lå længe vågen. Det lykkedes mig at falde i søvn, men jeg vågnede igen klokken 01, hvor blæsten var blevet til storm. Jeg blev overvældet af en sorg og angst, som jeg ikke forstod, og jeg græd voldsomt. Stedet havde været offersted for de nordiske guder, og jeg forestillede mig, at der kunne være sket forfærdelige ting – menneskeofringer eller andet, som ikke nødvendigvis havde noget med offerstedet at gøre.

Det faldt mig ikke ind at vække min mand, for jeg var klar over, at det her ikke var noget, han kunne gøre noget ved. Samtidig vidste jeg, at jeg ikke kom til at sove mere den nat. Jeg anede ikke, hvor angsten og sorgen kom fra, men jeg vidste, at den ikke havde noget med mig at gøre. Det var jo tilfældigt, at jeg lå der den nat. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om: Jeg bad Fadervor og fremsagde trosbekendelsen igen og igen, indtil det blev lyst, og sorgen og angsten lettede. Jeg havde ikke andet værn end den tilkendegivelse – jeg vidste meget klart, at ”jeg tror på Gud Fader den almægtige…” – ikke på Tor eller Frej eller Loke eller noget som helst andet.

Senere samme morgen kørte vi op til en anden gård, Keldur, og det var som at komme fra mørket til lyset. Det var en oase – med strømmende vand, grønne marker og græssende får – og jeg kom til at tænke på Salme 23 fra Det Gamle Testamente: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand…” Da vi to dage senere kom tilbage til vores logi i Reykjavik, kunne vores vært se på mig, at der var sket noget. Jeg fortalte ham om min oplevelse, og han sagde:

”Der er mange mennesker i Island, der har oplevet det, du har oplevet.”

Da der var gået nogle dage, og vi var kommet tilbage til Danmark, fik jeg en pludselig følelse af lykke, nærmest ekstatisk. Jeg var fuldkommen sikker på, at det var, som der står i Bibelen, og som Jesus siger om sig selv: Han er med os alle dage indtil verdens ende. Det gav mig en dyb glæde og ro, for hvad er der så at bekymre sig om? Vi skal ikke bære hele verden på vores skuldre – vi har ikke ansvar for alle krigene, ondskaben og krænkelserne, for vi har ikke skabt os selv. Vi kan tage ansvar for det, vi kan kontrollere. Alt det andet kan vi give slip på. Vi kan være så magtesløse og små og fulde af fejl, som vi er, og alligevel blive rummet af Gud.

Lige fra barndommen har jeg haft en åbenhed for det åndelige. Mine forældre var ikke specielt troende og gik sjældent i kirke. Men i Sæby, hvor jeg voksede op, var det almindeligt, at børnene gik i søndagsskole og til spejder hos baptisterne, og det gjorde jeg også. Der fik jeg en grundlæggende tro på Gud og på, at Jesus passede på mig. Jeg drømte endda om at blive missionær i fjerne lande. Men som teenager fik jeg en distance til det og holdt op med at gå i kirke.

Som ung studerende i København blev jeg påvirket af tidsånden, der var præget af stærk mistro over for religion og kirke, og jeg meldte mig ud af folkekirken. Min første mand, som jeg fik tre børn med, var endnu mere kritisk over for kirken end jeg, så vores andet og tredje barn blev ikke døbt.

Senere, da jeg havde mødt min anden mand, var vi til en begravelse for en ung kvindelig kollega til ham. I kirken sang vi ”Nu titte til hinanden” og flere andre salmer, som var valgt af hensyn til hendes to små børn. For min mand blev det et møde med alt det, han var vokset op med og bundet til, uden at han havde gjort sig det klart. Ugen efter meldte han sig ind i folkekirken igen. Jeg havde allerede meldt mig ind igen, fordi jeg havde indset, at uden kristendommen har jeg ikke sprog for det, der møder os, når vi kommer i knibe eller møder de største glæder.

Min mand og jeg går jævnligt i kirke i vores lokale kirke i Kolding, og jeg holder meget af folkekirken. Men jeg oplever også, at vi i Danmark i en protestantisk pligtkultur er meget optaget af kontrol. Vores velstand gør os bange for at miste. Helt anderledes er det i Island og Italien, hvor vi bor en del af året. På Island er der en fantastisk sameksistens mellem troen på andre væsener i naturen og den kristne tro. I Italien er troen på mirakler stadig meget levende.

Den nat for 20 år siden oplevede jeg et arketypisk møde med den universelle sorg og grundangst, der bor i os alle. Jeg klyngede mig til det, jeg kendte fra min kristne tro, og kom ud på den anden side. Jeg talte senere med en psykiater om det, og han sagde:

”Men du gik ikke i stykker.”

Det gav mig en vished om, at uanset hvordan min verden og mit liv ser ud eller kommer til at se ud, har det ikke den store betydning, for Jesus lever.

Midt i mørket var der en beskyttelse, som jeg er sikker på, at vi har med os hele tiden. Der er så mange gange i løbet af ens liv, hvor man kunne være faldet i afgrunden, men ikke gjorde det. Tværtimod sker der ofte forunderlige ting, som vender spillet fuldstændig.

Vi får lov at opleve mange undere, hvis vi tør åbne os for dem.

Hvad har udfordret din tro?

To ting: Da jeg var ung, kunne jeg godt blive noget muggen, hvis jeg bad om noget, jeg virkelig ønskede mig, og det ikke gik i opfyldelse. Senere var det den afvisning af alt, der havde med religion at gøre, som prægede 1968’er-generationen, der gjorde det sværtat holde fast i min tro. Inderst inde vidste jeg, at der fandtesmere end det, der kan måles og vejes. Men jeg var klar over, at talte man højt om den slags, satte man al respekt over styr.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Et råd, som tidligere sygehuspræst Preben Kok har givet mig og også har med i sin bog ”Skæld ud på Gud”: Man skal betragte Gud som en far og sig selv som hans elskede barn. Man skal altså ikke frygte Gud, men tillade sig at gå i rette med ham, hvis man er i en eksistentiel krise. Det har hjulpet mig til at kunne sige: ”Gud, du efterlader mig i noget her, som jeg ikke forstår. Vis mig, at du er her.”