I fjerde afsnit af ”Herrens Veje” kan man ikke flygte fra den fædrene arv

Identitet er ikke et tilvalg i ”Herrens Veje”. Ingen kan undslå sig den fædrene arv – selv ikke på toppen af verden, langt væk fra præstegården

I fjerde afsnit af Herrens Veje prøver provsten Johannes Krogh (th.) at trøste sin søn August (tv.), der plages af krigstraumer og skyldfølelse efter at have slået en kvinde ihjel. Det fører til en snak om, hvorvidt Helvede findes.
I fjerde afsnit af Herrens Veje prøver provsten Johannes Krogh (th.) at trøste sin søn August (tv.), der plages af krigstraumer og skyldfølelse efter at have slået en kvinde ihjel. Det fører til en snak om, hvorvidt Helvede findes. . Foto: Harden/DR.

Provst Johannes Krogh er umiddelbart lidt udflydende i fjerde afsnit af ”Herrens Veje”. Han skræpper lidt op om mælken, mildnes af julens komme og kan ikke rigtig tåle, at Elisabeth præges af sin norske veninde. Johannes er tonet ned, men det hele handler om ham alligevel.

For i ”Herrens Veje” kan man ikke flygte fra den fædrene arv, fra familien, kulturhistorien, troen. Identitet er ikke et tomt hylster, man skifter ud efter forgodtbefindende og modeluner. Familien Krogh er forankret i Guds navn – og i Johannes.

Sønnen, Christian, er alle dem, der har prøvet at finde lykken et andet sted. I kærligheden, i virkelighedsflugten og i festerne. Og nu i Nepal, hvor en sympatisk munk inkarnerer det spirituelt vækkede Hyggedanmarks syn på buddhisme uden omkostninger. Lidt kloge citater hist, lidt vejrtrækning pist. Men selv på toppen af verden, langt væk fra præstegården, er det kun faderen, det hele handler om. Om magt, svigt og sorg. Christians livsbane er en lang revolution mod familiehistorien og forventningen. Men et brud bliver det nok aldrig til. Elisabeth kan heller ikke gå fra Johannes. August kan ikke gå sin egen vej ud af mørket.

”Du bliver ikke straffet for din vrede. Du bliver straffet af din vrede,” hedder det med Buddhas ord i prologen. Udsagnet løber igennem afsnittet som endnu et tyngende varsel om, hvad der må komme.

For selvom Johannes stædigt vedholder, at Gud ikke dømmer med straf, men med kærlighed, mærker August allerede varmen fra Helvedes bål. Tvivlen truer, samvittigheden gnaver, og selv ikke et Fadervor som et skrig fra bunden af sjælen kan lindre August. Det kan kun pillerne, der gør ham til tyv og løgner. Buddene bliver brudt.

Morten Hee Andersen krymper sig, mens han står stand som August. Det er en empatisk pragtpræstation, hvor de sarteste nuancer afslører det afgrundsløse mørke, han er på vej imod. Ann Eleonora Jørgensen nuancerer den milde Elisabeth med det tyste, rasende blik. Opgøret mellem ægtefællerne, foranlediget af et banalt kort med kys og ubehjælpsomt hjerte, er et uforligneligt optrin af 30 års indestængt raseri.

Skænderiet blev ikke banalt, og ”Herrens Veje” holder fortsat de tomme klichéer stangen.

Det er nemlig stadig de dybeste afgrunde og de højeste håb, serien lader os rejse igennem.

For selvom parforholdsproblemerne tårner sig op, er manuskriptforfatter Adam Prices historie stadig rodfæstet i det eksistentielle. ”Herrens Veje” er frisk i besindelsen på traditioner, slægtskab, forpligtelser. Den tør være opbyggelig og åndeligt højtravende. Det giver serien et gammeldags skær, men den kan lige så vel vise sig at være et nybrud.