Med forundring læser vi i Berlingske Tidende onsdag den 30. marts 2016, at en række af landets biskopper kritiserer regeringens forestående forhandlinger om radikaliserede imamer med den begrundelse, at der skulle være tale om et angreb på grundlæggende frihedsrettigheder, herunder den grundlovssikrede religionsfrihed.
Hertil anfører vi, at vi fuldt ud går ind for religionsfrihed i dette land. Men vi tillader os samtidigt at henvise til Danmarks Riges Grundlovs § 67, hvor det udtrykkeligt fremgår, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
Efter vor opfattelse manipulerer biskopperne med deres udtalelser med religionsfrihedsbegrebet.
Mere principielt er vi forundrede over, at en række af landets biskopper optræder, som var de en kirkelig rigsdag eller en synode. Til næste år fejrer vi 500-året for Reformationen, men for biskopperne Peter Fischer-Møller, Henrik Stubkjær og Elof Westergaard virker det, som om tanken om det almindelige præstedømme ikke rigtig er blevet forstået.
For Martin Luther var det afgørende at understrege, at ingen gejstlig er i besiddelse af en character indelebilis, dvs. et uudsletteligt præg, som giver præsten domsmyndighed: Overfor Gud er vi alle lige.
Derfor vejer biskoppernes meninger i forbindelse om imamers statsborgerskab ikke tungere, end hvad en brugsuddeler eller tankpasser måtte mene.
Når biskopperne udtaler sig offentligt, fremstår de som officielle repræsentanter for Folkekirken, og når det som i denne sag drejer sig om samfundsforhold, man som borger og evt. medlem af Folkekirken kan have forskellige holdninger til, er der tale om, at biskopperne er på kanten af at misbruge deres stilling.
For det tredje må vi som præster i selvsamme Folkekirke på det skarpeste protestere imod, at man udskifter den evangeliske missionsbefaling med en slags dialogbefaling, hvor kristendom og islam er ét fedt.
Derfor vil vi sluttelig spørge bemeldte biskopper, hvornår de har tænkt sig klart og umisforståeligt at undsige islam som falsk gudsdyrkelse, sådan som de er forpligtede på det ifølge præsteløftet og Confessio Augustana, idet vi er overbeviste om, at mange almindelige folkekirkemedlemmer med rette kunne sætte spørgsmålstegn ved et fortsat medlemskab af folkekirken, når en række biskopper ikke evner at skelne mellem kristendom og islam.
Underskrivere
Kristian Østergaard, sognepræst i Sorø Klosterkirke
Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup-Kimmerslev-Nørre Dalby pastorat
Torsten Dam-Jensen, sognepræst i Osted-Allerslev pastorat
Poul Joachim Stender, sognepræst i Kirke Såby-Kisserup pastorat
Steffen Ravn Jørgensen, domprovst i Helsingør Stift
Hans-Henrik Nissen, provst og sognepræst i Rungsted Kirke
Sørine Gotfredsen, sognepræst i Jesuskirken
Lis Samuelsen, sognepræst i Sorø Klosterkirke
Anders Lundbeck Rasmussen, sognepræst i Dreslette og Helnæs kirker
Anders Frederiksen, sognepræst i Slaglille Kirke
Agnete Raahauge, sognepræst i Hørup Kirke
Marie Høgh, Svendborg provsti
Nana Hauge, valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg Valgmenigheder
Jens Kvist, sognepræst i Sct. Jørgens Kirke
Elisabeth K. Jensen, sognepræst i Augustenborg