Fællesskabet er nøglen til kristendommen

For Kirkefondets formand, Erik Mollerup, handler kristendommen også om fællesskaber, hvor forskellige mennesker mødes og sammen skaber dynamikker, der kan gøre en forskel. Seneste initiativ var et kirkeskib i København

”Jeg har altid befundet mig godt i det kirkelige miljø, og der er heldigvis mange måder at være kristen på og mange fællesskaber,” siger Erik Mollerup - her på dækket af kirkeskibet ”Jeppe”. -
”Jeg har altid befundet mig godt i det kirkelige miljø, og der er heldigvis mange måder at være kristen på og mange fællesskaber,” siger Erik Mollerup - her på dækket af kirkeskibet ”Jeppe”. - . Foto: Mette Frandsen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er tilgangen til livet, en tilgang, som baserer sig på tilgivelse og næstekærlighed, og som for mig også involverer at engagere sig i fællesskaber.

For mig er kristendommen også det, som jeg er vokset op med. Min far var præst, og begge mine forældre arbejdede i Folkekirkens Nødhjælp. Ja, i fem generationer bagud har mine aner været præster, så det er helt naturligt for mig at være kristen.

Det kristne værdisæt har derfor dannet rammen om mit liv, også som voksen. For nej, jeg blev ikke præst, som min far, min farfar og oldefar og så videre.

Men jeg har altid befundet mig godt i det kirkelige miljø, og der er heldigvis mange måder at være kristen på og mange fællesskaber, som man kan være en del af. Fællesskaber, hvor man kan mødes med andre, der også ønsker at engagere sig og gøre en forskel.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er, når den bliver ekstrem og fordømmende. Enhver skal have lov til at tro på sin måde, og ingen skal kunne sætte sig til dommer over andres tro. Men der findes alligevel mennesker, som åbent ytrer meninger om, hvorvidt andre tror nok, tror ”rigtigt” og lever på den ”rigtige” måde i forhold til troen. Men troen er en frihedssag for den enkelte. Alt andet er misbrug af troen.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er de mange fællesskaber. Gudstjenesterne selvfølgelig, men også de folkekirkelige organisationer, hvor jeg især kender til KFUM-spejderne i Danmark og Kirkefondet.

Jeg har været aktiv som spejder i 40 år, hvor jeg oplevede fællesskabets styrke fra jeg startede som otteårig over til de mere end 10 år, hvor jeg var generalsekretær. I sådanne fællesskaber møder man mennesker ligesom en selv, der ønsker at være en del af et folkekirkeligt fællesskab, hvor vi nok har de samme kristne rammer, men i øvrigt kan være meget forskellige, hvilket er en stor fordel, da dét skaber en dynamik, der gør, at vi sammen kan udrette noget.

Det ser vi for eksempel hos Kirkefondet, hvor vi både historisk og stadigvæk arbejder for at skabe kirke til folket. Tidligere havde Kirkefondet barakkirkerne, der blev stillet op i nye bydele, hvor nybyggede huse og boligblokke kom til, og fungerede som kirke, indtil der var samlet penge nok til at få bygget en sognekirke.

Nu er vi så i en situation i København, hvor der bliver lukket kirker på den ene side, men omvendt bliver der på den anden skabt nye boligområder i dele af København, hvor der ingen kirker af.

Derfor har Kirkefondet i slutningen af september og oktober lejet skibet ”Jeppe” og sejlet det først ud i Sydhavnen og så - efter en jubilæumsweekend i Nyhavn med gudstjeneste ledet af kongelig konfessionarius og tidligere biskop i København Erik Norman Svendsen - til Nordhavn for, i samarbejde med de lokale sogne, at mødes med de nye borgere, som enten bor eller kommer til at bo i de to områder.

For Kirkefondets opgave er at skabe kirke til folket, dér hvor folket er - eller er ved at slå sig ned på grund af ændringer i by- og boligmønstre. Og det sker i stor stil i København og mange andre steder rundt om i landet i disse år.

En anden ide med skibs-projektet er at se, om Kirkefondet skal anskaffe sig sit eget skib for at kunne stille det til rådighed rundt i Danmark, hvor det tiltænkes en rolle som en ramme, der kan give kirkelivet endnu mere liv og vækst. Hvad det ender med, er ikke afgjort.

Men det er netop arbejdet med sådanne projekter, som jeg holder meget af, og som giver mening.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er de ligegyldige ting og personfnidder, som udstiller folkekirken på en måde, som den ikke fortjener. Det er selvfølgelig godt stof i aviserne, men det ærgrer mig alligevel, når de dukker op og løber med dagsordenen.

For folkekirken er så meget bedre end sensations- og personsagerne, som fylder alt for meget og kaster alt for lange skygger. For slet ikke at tale om, at de tegner et billede af folkekirken, der bekræfter tvivlerne i det rigtige ved at holde sig væk.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er roen til fordybelsen, som altid kommer, når jeg træder ind i kirken og lader alt andet ligge. En ro, der giver plads til ordene fra dagens tekst og præstens fortolkning af samme. Nu er det selvfølgelig ikke alle prædikener, der tænder lige mange lamper, men så kan man jo heldigvis lade tankerne flyde og selv reflektere.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er, når man som kirkegænger sidder med en følelse af, at det er lige meget, om man er til stede eller ej. Når det føles, som om gudstjenesten bare er noget, der skal overstås. Det er ikke, fordi jeg vil have store shows eller førsteklasses prædikener hver gang. Mindre kan gøre det, men man kan som minimum godt forlange et engagement af dem, der deltager aktivt i gudstjenesten. Heldigvis sker det sjældent, at det går så galt.

Meningen med en gudstjeneste er jo også, at man skal løftes.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det er, når der udvises respekt for den enkelte, og vi kan finde inspiration i mødet mellem mennesker med forskellig tro og baggrund.

Det findes i spejderbevægelsen, hvor hverken tro, race eller seksualitet spiller en rolle. Der findes således plads til alle religioner i den internationale spejderbevægelse, og stort set samtlige af de store verdensreligioner er repræsenteret: kristne, jøder, muslimer, hinduer, og så er der selvfølgelig også korps, som er ikke-religiøse - eller hvor religionen ingen rolle spiller.

Og der er ingen problemer med at omgås hinanden blandt spejderne. Ja, der er tilmed fælles gudstjenester, hvor alle bidrager, så det bliver en interreligiøs og økumenisk andagt.

For uanset hvad vi tror på eller ikke tror på, så er vi sammen om at være spejdere og om ønsket om at udvikle os til hele mennesker, og deri er den dybtfølte respekt for og accept af andre, som gør, at vi kan leve sammen og udrette noget i fællesskab. Noget, som kan afspejles i det multireligiøse samfund, hvis vi vil det.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det er den manglende rummelighed og potentielle ekstremisme, som udspringer af en manglende respekt for hinanden og hinandens tro.