Fængselspræsten Jesper Birkler har de græske ord ”ti zêteite” indgraveret i sit bælte. Det er en af de indsatte i Enner Mark Fængsel, hvor han er præst, der har indgraveret det.
Det kan oversættes til ”Hvad søger I” og er de første ord, Jesus siger i Johannesevangeliet. For 70-årige Jesper Birkler er det at være et søgende menneske selve meningen med at være til, og ordene har fulgt ham det meste af livet.
Han fik det skåret i bjælken på østjyske Grædstrup Kirkes våbenhus, hvor han begyndte som præst. Han sørgede for, at det blev hugget i kirkeklokken, han hjalp med at sende til den sydindiske fiskerlandsby Trankebar. Det står også på hans forældres gravsten og på familiens sommerhus i Djursland.
Det er også noget af det, han bruger mest tid på at snakke med Enner Marks indsatte om: Hvad de søger i livet. Det skal være med til at give dem håb i en tid, hvor de er afsondret fra resten af samfundet. Især nu, hvor de er mere isoleret end nogensinde før, og fængselspræstens samtaler med dem er nødt til at foregå over telefonen.
”De isolerede er blevet endnu mere isoleret,” siger Jesper Birkler.
I de seneste otte år har han været fængselspræst i de topsikrede faciliteter vest for Horsens, hvor de indsatte tæller mennesker dømt for bandekriminalitet, mord, terror og narkokriminalitet. En del af de indsatte er også dømt til isolation, og bortset fra Jesper Birkler og fængselspersonalet omgås de ingen.
Normalt er præsten i daglig, fysisk kontakt med de indsatte og isolerede, men coronavirussen betyder, at alle samtaler klares over telefonen. Med nedlukningen af det danske samfund har de indsatte mistet deres sidste grad af frihed, struktur og normalitet.
”De indsatte må ikke længere få besøg af familien. De, der plejede at være på udgang, fordi de langsomt sluses ud i samfundet, skal tilbage. Arbejdspladserne er lukket. Biblioteket er lukket. De kan ikke længere handle ved købmanden eller gå i motionsrummet,” siger Jesper Birkler.
Det er ifølge Jesper Birkler ekstremt vigtigt for de indsatte at få besøg af familien og skabe en dagligdag gennem aktiviteter som motion og uddannelse. For det øger deres mulighed for at blive rehabiliteret i samfundet.
”Det er fuldstændig afgørende for ens fremtid, at familien er intakt. I øjeblikket er ofrene ikke mindst børnene, der lider under, at de ikke kan besøge far i fængslet. Det at få adgang til at være sammen med sine børn betyder også meget for de indsatte. Derfor får det konsekvenser. Ligesom det gør for enken og enkemanden ude i samfundet, der ikke kan få besøg af deres børn.”
Under coronakrisen er det desuden savnet af hverdagen, der kommer til udtryk hos de indsatte.
”Hverdagen er kogt ned til et minimum af muligheder, og de mangler de normale udfoldelsesmuligheder.”
I sin tid i Enner Mark har Jesper Birkler haft mange dybe, fortrolige samtaler med de indsatte, og han gør en dyd ud af at tage dem alvorligt og tale lige ud af posen til dem. Det har ført til, at fængselspræsten har en relation til flere, efter de er blevet løsladt. Specielt husker han en gang før coronakrisen, hvor han var inde på et fængselsafsnit med otte bandemedlemmer.
”De hev og sled i mig for at få en samtale og lavede kaffe og serverede kage. De ville så gerne snakke om livets store spørgsmål, og det gjorde vi så. Adskillige gange,” siger Jesper Birkler og tilføjer:
”Flere af dem er blevet løsladt, og vi har stadig kontakt. De vil gå gennem ild og vand for mig, fordi jeg har været den far for dem, de aldrig havde. Vi fører dialog om, hvad det vil sige at være menneske. Hvordan forvalter man sit ansvar og bidrager til det samfund, vi alle skal leve i. Hvordan er vi med til at opbygge og ikke udnytte? Der er ingen lette svar, og det er nok der, hvor jeg har haft nogle af de største oplevelser.”
Under samtalerne med dem, der er dømt til isolation, lægger han vægt på, at de husker at bruge deres stemme. I isolation vender de indsatte op og ned på nat og dag, de hører stemmer, får tvangstanker, selvmordstanker, og så misligholder de deres stemme.
”Jeg besøgte på et tidspunkt en fange, der havde siddet isoleret i lang tid. Det første, han sagde, var: ‘Du må undskylde, præst, jeg skal lige vende mig til at snakke’. Jeg opfordrer dem til at læse poesi højt og til at bede for deres familie. Det kan være med til at opretholde håbet,” siger Jesper Birkler.
”Isolationen gør, at de indsatte er bange for at komme ud igen. Første gang efter en isolationsdom eller fængsel generelt er de bange for at gå på gågaden. De kan ikke overskue det og frygter at være sammen med et større antal mennesker,” siger fængselspræsten.
”Bare det at have bevægelsesfrihed er en kæmpe udfordring. Der går lang tid, før man vænner sig til frihed.”
Hvad søger de indsatte så? Jesper Birklers spørgsmål fra bæltet gælder også mennesker, der lever i et fængsel.
”Jeg spørger dem, hvad de vil med deres liv, hvor de ser sig selv om 10 år, og hvordan de vil nå de mål. Det er et meget fundamentalt livsspørgsmål, der alligevel overrumpler mange,” siger Jesper Birkler.
Det gennemgående i svarene er, at de indsatte om ti år ser sig selv bo med kone og børn ude på landet i et lille hus med udsigt over havet.8