Det var i februar 1992. Min datter var dengang 11 måneder og havde haft høj feber i fem dage. Hun lå på sofaen og sov det meste af tiden og ville næsten intet spise eller drikke. Min daværende hustru og jeg var bekymrede og bange, men vi tænkte også, at vi måtte tro på, hvad lægerne sagde.
Vi havde tilkaldt vagtlægen to gange, og begge gange havde han sagt, at selv om feberen var høj, var der ikke grund til bekymring; det var bare en voldsom forkølelse eller influenza, som ville gå over af sig selv.
Men da min datter havde haft høj feber i fem dage, og temperaturen nærmede sig 41, ringede vi efter vagtlægen igen. Denne gang var det en anden læge, og hun sagde med det samme, at vores datter havde dobbeltsidet lungebetændelse og skulle indlægges med det samme. Hun ringede efter en ambulance, som kørte af sted med vores datter i høj fart og med udrykning. Min hustru kørte med i ambulancen, mens jeg fulgte efter i bil.
Vi nåede ind til kommunehospitalet i Aarhus, hvor en læge med det samme tjekkede vores datters puls og temperatur. Derefter tilkaldte hun tre kolleger, og beskeden til os lød, at det ikke så godt ud, og at de ikke vidste, hvordan udfaldet ville blive. Vores datters symptomer tydede på alvorlig lungebetændelse og muligvis meningitis, men det kunne også være noget andet. De tog nogle blodprøver og gav vores datter bredspektret penicillin. Så blev hun kørt ind på en stue, hvor vi skulle vente på, at der blev ledigt til røntgenundersøgelse.
Da de undersøgte vores datter, havde de sat hende op i sengen, men hun kunne knap holde øjnene åbne, og vi måtte støtte hende. Vi græd, og jeg bad som en vanvittig.
Vi sad der ikke ret længe, inden der kom en portør og sagde, at vi skulle ned til røntgen. Vi kørte ned med en elevator og videre gennem nogle underjordiske gange. Det var helt gyserfilmsagtigt med de lange dunkle gange oplyst af neonlys. Pludselig åbnede vores datter øjnene, rakte en arm i vejret og pegede på en af neonlamperne og sagde ’mmm’, som om hun havde fået øje på noget sjovt. Hun var vågen og kiggede sig omkring, også da hun blev røntgenfotograferet.
Da vi kom op på stuen igen, virkede hun markant friskere. En sygeplejerske kom ind og så vores datter og spurgte ’hvad er der sket?’. Hun tog hendes temperatur, som nu var faldet til omkring 38. Sygeplejersken forstod det ikke og spurgte igen ’hvad er der sket?’. Jeg sagde ’jeg tror, at det er et mirakel’. Sygeplejersken tilkaldte nogle læger, der kunne konstatere, at vores datter nu kunne bevæge sig og spise og drikke, hendes nakkestivhed var forsvundet, og feberen var næsten væk. De forstod heller ingenting.
Vi blev på hospitalet i tre dage, mens vores datter kom sig, og lægerne skulle sikre sig, at det ikke gik den forkerte vej igen. Røntgenbillederne viste, at vores datter havde en alvorlig lungebetændelse, der skulle have været behandlet senest på tredjedagen, og ifølge en anden vagtlæge og sygehuslægerne var der klare tegn, som den første vagtlæge ikke burde have kunnet overse.
For mig var der ingen tvivl om, at det var et mirakel. Der var en indgriben, som jeg ikke kunne forstå eller forklare, men bare takke ydmygt for. Det var en form for forklarelsens øjeblik, hvor jeg erfarede, at det, jeg havde tænkt og troet på, var sandt. Et gudsbevis vil jeg ikke kalde det, for jeg mener ikke, at man kan bevise Guds eksistens. Men jeg er ikke i tvivl om, at det var et mirakel, og det var en form for bekræftelse af mit billede af Gud, som en, jeg kunne henvende mig til både med bøn og med tak. En bekræftelse af, at selvfølgelig findes der en Gud, jeg kan henvende mig til, og selvfølgelig er Gud en magt, der er i stand til at gribe ind trods min manglende formåen og trods umulige odds.
Det var ikke min første, men klart den stærkeste erfaring af, at Gud er nærværende og tilstedeværende – troen er ikke spildt; den er ikke bare et forfængeligt håb.
Da min datter blev syg , arbejdede jeg i reklamebranchen som selvstændig kommunikationskonsulent, og jeg vidste, at jeg ikke ville blive i den branche for altid. Men jeg havde ikke rigtig noget billede af, hvad jeg ellers skulle. Da min datter blev reddet, satte det skub i tanken om at læse teologi, og tanken modnedes mere og mere i mig, indtil jeg omkring 10 år senere tog springet og søgte ind på teologi på Aarhus Universitet.
De næste ni år læste jeg teologi, mens jeg arbejdede ved siden af, og det var nogle fantastiske år, hvor jeg følte mig ekstremt privilegeret. Den akademiske tilgang ændrede ikke ved min tro, for troen er netop tro og ikke noget, der kan eller skal bevises. Jeg skal ikke forklare eller forsvare alt, hvad der står i Bibelen, og i mit nuværende job bruger jeg ikke den akademiske teologiske viden i ret høj grad, men jeg er glad for at have den med mig.
Som fængselspræst forsøger jeg at gøre dørtrinnet til kirken så lavt som muligt ved at gøre det let for de indsatte at gå i kirke. Jeg bruger ikke fremmedord, udlægger græske verber eller bruger tunge teologiske begreber. I stedet fortæller jeg dem, hvordan jeg synes, at jeg har kunnet bruge min tro – og så kan de gøre noget tilsvarende eller lade være. Jeg har holdt prædikener om næstekærlighed og bøn. For mange af dem har troen været et fjernt begreb, som mange ikke forholder sig til, fordi de aldrig er blevet præsenteret for den mulighed, og nogle ser det som et svaghedstegn at bekende sig som troende. Men de er meget åbne og lytter og byder ind med deres egne tanker og erfaringer.
Da min datter fyldte 30 år for nylig, gav jeg hende en fotobog med billeder fra hele hendes liv, blandt andet tre-fire billeder fra hospitalet, da hun var 11 måneder og sad i sengen med sorte rande under øjnene og var tydeligt medtaget. Vi er enige om, der skete noget dengang, som vi på ingen måde kan forklare, men bare være taknemmelige over. Min datter har haft nogle forbehold over for troen, efter at hendes farfar blev syg og døde ret ung. Men hun har valgt at få sine to børn døbt, og jeg har fået lov at døbe dem. I den forbindelse talte vi om, at man som forælder siger ja til dåben på baggrund af sin egen troserfaring, som altid er individuel og ikke er noget, der skal bevises.
Hvad har udfordret din tro?
Da min far døde som 67-årig af kræft. Jeg tænkte ’hvad fanden – helt bogstaveligt – er meningen med det? Det er 20 år siden nu, og jeg er blevet mere ydmyg i mit forhold til bøn. Når jeg beder fadervor, fylder sætningen ’din vilje ske’ mere og mere.
Det udfordrer mig også, når jeg som fængselspræst står over for mennesker, der har slået børn ihjel eller solgt i hundredvis af kilo hård narko, der med garanti har slået andre ihjel. Min udfordring er at se bort fra det og lægge mine fordomme og min vanetænkning til side og behandle dem, som jeg behandler alle mulige andre. Det er en udfordring, men også en indbydelse til, at jeg tager imod dem og gør dem klogere på noget nyt i deres liv, nemlig troen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”Let go and let God”. Det er et citat fra en amerikansk bog, som en god ven engang gav mig som råd. Det kan lyde lidt letkøbt, men det går dybere end som så. Det svarer til sindsrobønnen, hvor man skelner mellem det, man selv er herre over, og det, man må lægge over til Gud. Man må øve sig på at give slip på sine bekymringer og lægge dem over til Gud – velvidende, at de ligger godt der. I det omfang, jeg har formået det, har det vist sig at være sandt, og det har givet en ro.