”Jeg ser lignelsen som en meget stærk forkyndelse af, at vi altid allerede er elsket, men også som en påmindelse om, at nogle af os må gå en hel del igennem, før det går op for os,” Sådan siger fængselspræst ved Københavns Fængsler Erik Adrian. Han er uddannet teolog, psykoterapeut og familierådgiver og havde arbejdet med psykoterapi, mission og dialog blandt misbrugere, sindslidende og indvandrere, inden han i 2006 blev ansat som fængselspræst. Han havde også en fortid bag sig med misbrug, da han som ung dulmede sin dødsangst og indre uro med hash og andre euforiserende stoffer. Men hans forældres kærlighed og hans erfaring af en kærlig Gud hjalp ham til at vende stofferne ryggen.
”Jeg er vokset op med forældre, der har elsket min bror og mig betingelsesløst, ja nærmest beundrende. En enkelt undtagelse er dog, da min far fandt ud af, at jeg røg hash. Han blev meget bestyrtet og gav mig et kassettebånd, hvor han havde optaget et P1-program, som satte fokus på, hvor farligt det kan være at ryge hash. Men jeg var ligeglad,” fortæller han.
Da han senere tomlede et år rundt i USA, Canada og Mexico, var det endnu lettere at få fat i hash og andre euforiserende stoffer, og under et ophold i San Diego blev han blandt andet smidt i detentionen. Hans forældre anede uråd og sendte morens konfirmationsbibel over til ham, men den sendte Erik Adrian blot retur, for kristendommen sagde ham ikke noget.
”Men på et tidspunkt gik jeg, vind og skæv, op på et katolsk kloster for at få noget mad. Det fik jeg, og jeg blev der længe nok til at mærke den fred, som munkenes bønner og rytmen på klostret gav. Jeg erfarede, at når jeg var tæt på den Gud, som munkene troede på, var der fred i mit sind i stedet for uro og dødsangst. Den fred kom til at ændre mit liv.”
Erik Adrian sagde farvel til stofferne, og lige siden har den fred, som relationen til Gud giver ham, været den vigtigste ledetråd i hans liv. Den samme fred ønsker han, at andre kan opleve, ikke mindst de indsatte i Københavns Fængsler, som ofte er præget af lige så stærk uro og angst, som fængselspræsten selv oplevede som ung. Han har dog erkendt, at det ofte kræver en lang proces, før de indsatte er parate til at tage imod Guds kærlighed, og det sker typisk først, når de er helt nede på bunden, sådan som det også var tilfældet for den yngste søn i søndagens tekst.
”Om søndagen kan jeg tit se på nogle af de unge indsatte, at de synes, det er super sejt, de sidder sammen med ’de store drenge’. Så får jeg lyst til at råbe: ‘Hallo! I spilder jeres liv herinde. Vågn op!’ Men jeg ved, de desværre nok skal endnu længere ned, før de er motiverede for at få vendt skuden, og at pegefingeren ikke har nogen effekt. På den måde kan jeg godt identificere mig med faderen i søndagens tekst. Det må have været frygteligt for ham, at hans søn skulle så langt ud, inden sønnen besindede sig. Han har sikkert ligesom mine forældre haft lyst til at gøre noget – et eller andet.”
Søndagens tekst minder Erik Adrian om, at det er den indre proces, der giver kursændringen.
”Den yngste søn omvendte sig først, da vennerne var væk, og han sad alene i svinestien. Stilheden, stilstanden og selvbesindelsen gjorde, at han selv ønskede at gå en anden vej. Det samme ser jeg med de indsatte,” siger han.
Derfor er Erik Adrian overbevist om, at rytmen, bønnerne og stilheden fra klosterlivet kan være med til at hjælpe indsatte ud af kriminalitet. Derfor er han nu sammen med sine nærmeste kolleger optaget af at forsøge at få etableret en såkaldt klosterhøjskole i Vestre Fængsel. Idéen er, at klosterhøjskolen via stillegudstjenester, bøn og forskellige oplæg og aktiviteter skal give de indsatte ro og tid til at reflektere og besinde sig – og til at forstå, at et liv i frihed og glæde er er en mulighed også for dem – men at det kræver omvendelse.
”Det er altid vigtigt at få helheden i teksten med. I søndagens tekst forudsætter festen hos faderen og livet med overflod hos ham, at den yngste søn vender om. Hvis det aspekt ikke foldes ud i fængslet, vil den indsatte med god grund opfatte forkyndelsen af syndernes forladelse som forkyndelsen af syndernes tilladelse. Derfor er jeg ret klar i spyttet i mine prædikener om, at uden anger er syndernes forladelse bare tankespind og tør teori, som virker inderligt uvedkommende. Guds uforbeholdne kærlighed er der hele tiden, men bliver først virkelig og relevant for os, når vi har erkendt vores længsel efter at komme hjem,” siger han.