Fængselspræst om gaveforbud: Det er småligt og umenneskeligt

I mange år har fængselspræst Jesper Birkler delt julegaver ud til de indsatte. Den praksis har justitsministeren nu stoppet

”For mig at se er der tale om en symbolpolitik, som ikke bør passe til vores menneskesyn i 2017,” siger Jesper Birkler om gaveforbuddet. –
”For mig at se er der tale om en symbolpolitik, som ikke bør passe til vores menneskesyn i 2017,” siger Jesper Birkler om gaveforbuddet. – . Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto.

I december bevægede fængselspræst Jesper Birkler sig ud på en længere færd inden for murene i Enner Mark Fængsel i Horsens. I løbet af nogle dage var han og et par andre ansatte inde i samtlige 235 fangers celler, og hvert sted placerede de lidt slik, chokolade, kaffe eller te. En julegave fra fængslet til de indsatte.

”Sådan har vi gjort i 20 år, og det er altid meget velkomment. For de indsatte er ofte meget isolerede. Mange af dem sidder alene i julen, og nogle får slet ikke besøg. Derfor bliver de glade for den lille hilsen fra os,” siger fængselspræsten.

Da Jesper Birkler sidste år delte den såkaldte julehilsen ud, vidste han ikke, at det skulle blive sidste gang. Men det blev det. For da justitsministeren Søren Pape Poulsen (K) for kort tid siden fandt ud af, at fangerne i Enner Mark Fængsel fik en julegave hver til en værdi af 100 kroner – i alt 23.500 skattekroner – besluttede han at forhindre det. Han har nu bedt Direktoratet for Kriminalforsorgen om at sørge for, at landets fanger ikke modtager gaver på statens regning for fremtiden. Hvis de indsatte skal have noget, må det være dem selv eller deres familier, der køber det, lød det fra ministeren. I et interview med Fængselsforbundet sagde han, at gavegivningen næsten svarede til at sige, at det var synd for de indsatte.

”Men de har jo selv valgt at slå en mand ned, eller hvad de nu har gjort.”

Den pointe giver Jesper Birkler ikke meget for.

”Jeg har hvert år spurgt fængslet om lov til at give gave, og der har aldrig været problemer. Det er ikke, fordi vi giver noget stort, og vi pakker det ikke engang ind. Men vi har at gøre med en højtid, hvor der burde være fokus på glæde og fred på jord. Nu fratager man de indsatte den årlige glæde, at nogen betænker dem med lidt slik, kaffe eller te. Det er småligt og umenneskeligt,” siger han.

For Jesper Birkler er det interessante ved forbuddet det menneskesyn, der ligger bag.

”Man kan spørge sig selv, hvad ministeren vil med de mennesker, der sidder i fængsel. Et forbud som dette tyder på, at han mener, de skal have det hårdt i fængslerne – jo hårdere, jo bedre. Men ministeren siger ikke noget om, hvilke mennesker han vil have ud på den anden side. Tror han, han får bedre samfundsborgere ud af fængslet, hvis de har haft det hårdt under afsoningen?”.

Samtidig er gaveforbuddet ifølge Jesper Birkler et eksempel på, at forholdene i landets fængsler bliver hårdere.

”Det er ikke blevet nemmere at være indsat. Der sker hele tiden stramninger, hvad angår sektioneringer, og færre må være sammen med hinanden. Det betyder, at jeg for eksempel ikke længere må have store grupper indsatte med til gudstjeneste. De skal deles op i små grupper, hvilket gør det besværligt,” siger han og tilføjer, at stramningen generelt besværliggør hans arbejde som fængselspræst.

”Min opgave er at bidrage til, at de indsatte kan skabe sig en tilværelse bagefter. De indsattes liv er lagt i ruiner, fordi de har lagt andres liv i ruiner. Vi har mennesker, der sidder inde for blandt andet drab, bedrag, terror, røveri, grov vold og narkotikasalg. Vi skal nå ud til dem alle og hjælpe dem med at blive bedre mennesker, der bidrager til samfundet, tjener lovlige penge og betaler skat. Men det er ikke let, hvis de kun oplever sanktioner og segregering. Eller hvis en minister hidser sig op over, at vi forsøger at glæde mennesker juleaften.”

Men har ministeren ikke også en pointe i, at fanger skal føle, at de bliver straffet i retssystemet, og vide, at det, de har gjort, er forkert?

”For mig at se, er der tale om en symbolpolitik, som ikke bør passe til vores menneskesyn i 2017. Jeg synes, tankegangen er forkert, for vi må fokusere på, hvad det er for nogle mennesker, vi vil have ud af fængslet. Det fremgår af Kriminalforsorgens egne retningslinjer, at de indsatte skal have det ophold, der gør dem bedst egnede til at komme ud. Det mener jeg ikke, de får, når vi forbyder noget så harmløst som en lille hilsen til jul.”

8